Karriere og penge
20. december 2024

Kan jeg springe gaver til mine voksne børn over og fokusere på børnebørnene?

I feminas økonomiske brevkasse svarer eksperterne på dit økonomiske dilemma.
Af: Benedikte Løje Nielsen, Ida Marie Moesby
den økonomiske brevkasse

Foto: Emilie Lærke Henriksen

Kære økonomiske brevkasse

Jeg er pensionist og har et stramt budget, og det er blevet svært at finde penge til julegaver til både mine voksne børn og børnebørn.

Jeg vil helst prioritere børnebørnene, men er det okay at undlade at give gaver til mine børn, eller vil de føle sig overset?

Hvordan kan jeg kommunikere dette, så de ikke bliver kede af det?

Send os dit økonomi-spørgsmål

Bør man betale sine børns lommepenge over Mobilepay, hvad gør du, hvis dine veninder tjener mere end dig og planlægger dyre hangouts, og hvordan er det nu lige med det der fællesøkonomi?

Der er mange spørgsmål, når det kommer til økonomi. Derfor sidder vores to eksperter klar til at besvare dem i feminas økonomiske brevkasse. De to eksperter er:

Benedikte Løje Nielsen, forperson i Kvindeøkonomien, en interesseorganisation der kæmper for økonomisk ligestilling.

Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom hos Nordea med fokus på privatøkonomi.

Send os dit spørgsmål på redaktionen@femina.dk og skriv Økonomisk brevkasse i emnefeltet.

Benedikte Løje Nielsen, Kvindeøkonomien

Kære du,

Du lyder som en fantastisk mor og bedstemor, tænk at du indtil nu har givet gaver til alle i familien.

Jeg støtter dig helt klart i, at det er okay, at du kun giver gaver til dine børnebørn. Det er jeg sikker på at dine voksne børn nok skal forstå.

Fortæl dem, at du i år gerne vil fokusere på at give gaver til dine børnebørn, fordi det gør dig glad at kunne forkæle dem. Det vil du gerne kunne blive ved med uden at få en økonomisk mavepine. Julen er en dyr tid for alle, det ved de også godt.

Du kan også overveje at gøre noget andet for dine voksne børn.

Du kunne invitere dem på en kaffe-date i januar, hvor I kan få noget kvalitetstid sammen eller give dem billeder fra de selv var børn, eventuelt sammen med små håndskrevne historier med minder fra deres barndom.

Det er de små, personlige ting, der virkelig varmer, og det koster ikke nødvendigvis noget.

Det vigtigste er, at de ved, du tænker på dem, og at det ikke handler om manglende kærlighed.

Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at beløbet man bruger på julegaver absolut ikke har noget at gøre med, hvor meget man elsker hinanden.

Min opfordring er klar, prioriter dine børnebørn - det er jeg sikker på at dine børn er helt enige i og det vil ikke gøre dem kede af det, tværtimod.

God jul,

Kærlige julehilsner

Benedikte

Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom

Kære du,

Jeg synes det er helt fair at sige til dine voksne børn, at du må prioritere gaver til børnebørnene fremfor dem.

Det tror jeg, at de vil have fuld forståelse for. For uanset hvordan ens økonomi hænger sammen, så er udgifter et spørgsmål om prioritering.

Og hvis du har et lidt stramt budget er det jo en helt fair sag, at du hellere vil prioritere gaver til de mindste fremfor de voksne i selskabet.

Og hvis du alligevel gerne vil give et eller andet til dine børn, kan du måske finde på noget, som ikke behøver at koste penge? Det kan fx være en invitation til en oplevelse sammen, fx en skovtur eller frokost, ekstra pasning hvis børnebørnene er små el.lign.?

Du kan også overveje at give oplevelser for hele familien – fx en tur i badeland, en forlystelsespark, Zoologisk have, museum eller andet, hvor du betaler for børnebørnene, og de voksne betaler for egen éntre.

Men uanset hvad du ender med at gøre, så tror jeg, at dine voksne børn bliver lige så glade (hvis ikke mere) af at se deres børn åbne pakker fra dig fremfor selv at pakke noget op. Julen er trods alt børnenes fest.

Julehilsner fra Ida

Læs mere om:

Læs også