Karriere og penge
17. marts 2020To kvinder: Sådan fik vi styr på økonomien
Hvordan har du det med dine penge? Har du gæld eller overskud? Føler du skyld og dårlig samvittighed, når du bruger penge – eller føler du stolthed og glæde? To kvinder fortæller hver deres pengehistorie. Hvordan de gik fra kaos og underskud til at være i en situation, hvor de tog magten over deres penge og skabte økonomisk overskud. Kvinderne deler ud af deres erfaringer og giver dig gode tip.
Af: Gitte Jørgensen
foto: Hanne Loop
Pia Derneke: "Jeg svigtede mig selv"
Det tager Pia Derneke tre uger, før hun tør åbne den mail, som hendes nye pengerådgiver har sendt til hende. Hun har ikke let ved det, for hun er ikke stolt af sig selv. – Det er jo som at få en diagnose, siger Pia Derneke, der er 51 år og sygeplejerske, med et smil. Det er en veninde, der har foreslået Pia Derneke at få en økonomisk rådgiver. I første omgang afslår hun venindens idé, for hun er ikke en, der er gået i luksusfælden. Men veninden mener ikke, at Pia har råd til at lade være. Hun lader sig overtale, og nu skal pengerådgiverens mail åbnes. Den første sætning, der møder Pia, er: ”Ja, jeg kan godt forstå, du har det dårligt, men hurra, du kom til mig.”
Misbrug af egne penge
– Jeg finder ud af, at jeg har en økonomisk kronisk lidelse, siger Pia Derneke med et glimt i øjet og fortsætter hudløst ærligt: – Den handler om et misbrug af mine egne penge. Jeg har et alvorligt overforbrug og har brugt mange penge på tant og fjas. Osterejer, colaer, blade, tøj og rejser, jeg ikke har råd til. Der er ikke system eller struktur i noget som helst. I dag bor Pia Derneke sammen med sin 18-årige datter i en lejet lejlighed i Svendborg og arbejder som centersygeplejerske på Langeland. Hun er blevet skilt to gange i sit liv, først fra sin datters far og siden fra en kæreste, hun levede med i en sammenbragt familie. Det er nu tre år siden, hun blev skilt, og i dag er hun i gang med at opbygge en praksis som selvstændig pengementor. De erfaringer, hun har fået, vil hun gerne give videre til andre kvinder. Efter pengerådgiverens mail tog Pia Derneke nemlig skeen i den anden hånd.Gik i enrum med sig selv
Pengerådgiverens mail giver Pia Derneke et chok. Hun beslutter sig for at tage tre måneder ud af sit liv og bruger dem til at skabe sig en ny pengehistorie. – Jeg rydder mit liv, så jeg får tid til at tænke mig om. Jeg bruger min ondt-i-maven-følelse til at finde ud af, hvad det er, jeg har med mig, der har gjort, at jeg er kommet i den her situation. Hun søger information på nettet, går på kurser og møder kvinder, der har været i en lignende situation. Hun gennemgår sine indtægter og udgifter og lægger indkøbsboner i en gammel cigaræske for at få klarhed over, hvad hendes penge går til. Og så begynder hun at tænke over, hvorfor hun er havnet, hvor hun er. Hendes konklusion er, at hun ikke fik en økonomisk opdragelse i sin opvækst. Hendes far var læge og hendes mor sygeplejerske, og de talte ikke om penge. – Ingen tog mig i hånden og gik med mig til banken. Jeg har ikke lært, hvordan man sparer op, eller hvordan man forholder sig til penge. LÆS OGSÅ: 2 kvinder: Fyret i en moden alder - hvad gør man så?Ægte overskud
De tre måneder, Pia Derneke brugte på at uddanne sig selv i penge, har været de vigtigste i hendes liv. I dag kan hun leve på en sten, og hun nyder sin økonomiske frihed. Hun har solgt sin bil og købt en god cykel. Hun har skiftet bank for at starte på en frisk. Hun har oprettet forskellige konti som en sikkerhedskonto, en honningkrukkekonto (til fornøjelser) og en madkonto. I dag lægger hun madplan hver søndag og sparer 30.000 kroner om året på kost, blandt andet fordi hun også er begyndt at ”skralde”. – Jeg tager støvler på og hopper op i en container med pandelampe på. Jeg kan godt lide at skralde, for så kan jeg lægge penge til side til noget andet. Ifølge Pia Derneke er det godt at kende til følgende statistik: 47 procent af alle ægteskaber bliver opløst, 75 procent af alle bonusfamilier bliver skilt, og kvinder lever fire-fem år længere end mænd. Eller sagt på en anden måde: Alle kvinder vil sandsynligvis alle stå alene på et tidspunkt i deres liv. – Det giver ro og tryghed at have styr på sin pengepung, det er mit budskab til andre kvinder. Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv, og hvis jeg fik en fyreseddel i morgen, skulle jeg nok klare mig, for jeg ved, jeg kan, siger Pia Derneke med et smil. Pia Derneke deler ud af sin viden og erfaring på sin Instagram-profil @piaspengepung. LÆS OGSÅ: To kvinder: Sådan er det at arbejde sammen med vores mændBirgit Tyron: "Jeg var for god af mig"
Der var nogle måneder, hvor Birgit Tyron gik lange ture i skoven og læste mange bøger om penge. – Jeg havde brug for at tænke mig om og finde ud af, hvordan jeg kunne forandre den situation, jeg var kommet i, fortæller Birgit, der er 57 år og har en baggrund inden for regnskab og økonomi. Det er nu 10 år siden, men de måneder med gåture og bøger bliver skelsættende for, hvordan hendes liv siden har udviklet sig. Det er nemlig her, hun tager en beslutning om, at hun må ændre sin pengeadfærd. På det tidspunkt er Birgit Tyron blevet skilt fra sin kæreste og flyttet ind i en lille lejlighed ved Aarhus. Den halve million, hun engang har haft, er brugt, kassekreditten er på 80.000 kr., og selv om hun har en god løn, er den allerede brugt, når den hver måned tikker ind på kontoen. – Det er rædselsfuldt at være bundet på arme og ben. Alting kommer til at dreje sig om mangel. Jeg tænker kun på, hvordan jeg kan få råd til det næste, og det slukker for nye tanker og kreativitet, og jeg opdager, at jeg lukker mig selv ned.