Tre kvinder: Derfor elsker vi livet på kanten af Danmark

"Her kender alle hinanden"

Siden Ane Margrethe Bjerre (69) var barn, har hun vidst, at hun ville vende tilbage til Ferring, hvor hun har sine rødder, for at leve sit liv.

Vi mødes på en strålende solskinsdag. Himlen hvælver sig høj og blå over Bovbjerg Fyr, der knejser over Vesterhavet, og både i butik og i café er der travlhed. Heldigvis er der mange andre frivillige end Ane Margrethe til at tage fra.

– Da fyret blev fuldautomatisk i 2003, måtte den sidste fyrmester holde op, og så var vi en række frivillige, der gik sammen om det her projekt. I dag er det blevet et helt fantastisk sted, hvor der kommer rigtig mange mennesker for at nyde naturen og samværet, fortæller Ane Margrethe. I oktober sidste år kunne de 150 frivillige stolt modtage ”Landdistriktprisen 2017”, der ud over anerkendelsen af deres arbejde gav 15.000 kr. til det videre arbejde.

– Mange tror, at frivilligt arbejde modarbejder jobskabelse. Men her har det skabt arbejdspladser, så der i dag er tre fuldtids- og tre deltidsansatte, tilføjer hun.

På billedet ses Ane Margrethe Bjerre.

Efter realeksamen i Lemvig var Ane Margrethe blandt andet på højskole inden uddannelsen til sygeplejerske.

– Som barn hørte jeg min mors moster fortælle, om dengang hun var hjemmesygeplejerske i Sønderjylland, hvor hun cyklede rundt, til hun var 77. Så jeg blev selv uddannet på Glostrup Sygehus og boede sammen med nogle andre i en stor villa i Vanløse. Men det var mærkeligt, syntes jeg. Vi kendte ikke naboerne – bortset fra en mand, der sad i kørestol. Så han kunne ikke lige flygte, når jeg nærmede mig hækken!

Ane Margrethe funderer over, hvordan man i storbyen oftest bliver venner på baggrund af fælles interesser.

– Her finder vi sammen i et fællesskab uanset alder og overbevisning. Vi lærer at respektere og at have tillid til hinanden, og fordi vi er så forskellige, kan vi få nogle givende diskussioner om, hvordan vi skal gribe tingene an.

LÆS OGSÅ: Derfor er det sundt at bo på landet

Ingen løftede øjenbryn

For 14 år siden blev Ane Margrethe gift med Marianne (52), og det bliver der ikke løftet et øjenbryn over på egnen.

– Vi er grundtvigianere, og her har altid været stort frisind.

Da Ane Margrethe uddannede sig i København, gik hun i byen med vennerne.

– Men hvis en mand lagde op til, at vi skulle ses igen, var jeg smuttet. Alligevel ville jeg ikke se i øjnene, at jeg var til piger. Jeg blev dybt chokeret, da en jævnaldrende fik mig til at forstå det, og det tog mig 10 år at acceptere det.

"Jeg har aldrig fortrudt, at vi flyttede på landet"

Det bedste ved at bo på en gård med rigelig plads både ude og inde er, at her kan hele familien samles, mener Pia Westrup Gleje (61). På en grå vinterdag kan hun glæde sig til sommer, når alle kan bænkes omkring et langt bord med mad og drikke i den store have. Hun har selv to voksne børn, og hendes mand, Per Gleje, har tre. Tilsammen har de i alt ni børnebørn i alderen fire til 14 år.

Vi sætter os i den store stue med fritlagte loftsbjælker og varme fra brændeovnen. På bordet står resterne af sidste års høst af valnødder.

– Valnøddetræet plantede vi, da vi flyttede ind i 1996, fortæller Pia.

Da hun lærte Per at kende, talte de to om, at de gerne ville bo et sted på landet med lys og luft, skov og strand. Han var blevet skilt, og hans børn var ved at være store, så han besluttede, at han ville udskifte sit højtlønnede chefjob med en mere fleksibel arbejdstilværelse og en bolig uden store omkostninger. I dag arbejder han som selvstændig regnskabschef med firmaadresse i Nykøbing F.

– Jeg er vokset op i Nakskov, men boede og arbejdede i København i 20 år fra 1976. Og jeg drømte ikke om, at jeg igen skulle komme til at bo på Lolland eller Falster, siger Pia.

På billedet ses Pia Westrup Gleje.

Men det var det helt rigtige tidspunkt til at skifte miljø.

– Jeg boede i Brøndby Strand med mine to børn, Sabine og Andreas. Andreas havde altid interesseret sig for maskiner, og da vi flyttede på landet, kunne han stå og kigge på landbrugsmaskiner i timevis. De omkringboende bønder tog ham til sig, så han fik sig nogle ”reservebedsteforældre” og tilbragte de fleste af døgnets lyse timer med dem. Fra altid at have været interesseret i smart tøj begyndte han at gå i Kansas og gummistøvler. Han tog en landbrugsuddannelse og har i dag en vognmandsforretning i Nykøbing F.

I årevis gik al ledig tid med at bryde ned og bygge om, men nu er de fleste store projekter overstået. I den ene længe er der 700 kvadratmeter til at udfolde sine kreative sider. Per har hobbyværksted med professionelle snedkermaskiner, og Pia har sit blomsterværksted.

Pia, der er uddannet korrespondent, arbejdede stadig i København de første par år, parret boede på gården, men i 2002 besluttede hun at uddanne sig til lærer, og i de seneste seks år har hun arbejdet på en skole i Nykøbing F. Og hun tøver med at gå på pension.

– Når jeg holder op med at arbejde, vil Per også stoppe, og så skal vi på langtur med campingvognen.

Lige nu er parret ved at bygge en pavillon, hvor de kan sidde og se ud over havet.

Golf og zumba

Det flade landskab omkring gården er perfekt til lange cykelture, og næsten uanset hvor mange børnebørn der er på besøg, kan de finde sig en cykel at køre på.

– Tit bliver det til en tur helt ned på Danmarks sydligste punkt ved Sydstenen, hvor vi går tur på stranden. Der er et spændende museum, hvor der blandt andet er historiske udstillinger om den tid, da flygtninge fra det tidligere Østtyskland kom hertil.

Der er ikke meget, Pia mangler i sit liv.

– Jeg har aldrig fortrudt, at vi flyttede herud på landet.

– Jeg kan godt savne snakken over hækken med mine gamle naboer i Brøndby. Her må man gøre en ekstra indsats for at lære nogen at kende. Men hvert år har vi en festlig vejfest, og vi har et medborgerhus, hvor jeg går til zumba. Per og jeg spiller golf sammen i Nykøbing, og der har vi også en kvindeklub, som jeg er medlem af. Vi tager af sted på ture for at spille golf – og går i biografen sammen. Der er gode restauranter i Nykøbing, hvor vi også ser teater 3-4 gange i løbet af vinteren.

LÆS OGSÅ: Brug naturen, når du er stresset

"Vi drømte om noget naturskønt"

Er man bornholmer, er man det for livet. Sådan siger Stine Flygare (43). Alligevel skulle der gå mere end 20 år, før hun vendte tilbage til hjemstavnen.

Siden nytår 2017 har hun sammen med sin mand, Kasper, og deres to piger, Kaya (13) og Asta (11), boet i Sandvig. De driver Pension Lindesdal, der ligger blandt maleriske klipper tæt på både Hammersøen og Østersøens friske bølger.

– Efter gymnasiet flyttede jeg til København. Jeg skulle jo have en uddannelse, men 5-6 gange om året tog jeg hjem til mine forældre i Svaneke.

Da Stine slog sig ned i hovedstaden, skulle hun også lige tjene nogle penge. Det blev til en del år i restaurationsbranchen, fordi hun godt kunne lide arbejdet. Men den branche passer ikke så godt til familieliv med børn, og samtidig ville hun gerne læse. Hun blev uddannet som lærer og har arbejdet i 12 år med specialundervisning.

– Drømmen om at få vores eget sted har vi haft i mange år. Indimellem blev det lidt en joke, fordi vi bare snakkede om det, fortæller Stine.

Efterhånden oplevede hun imidlertid stigende frustrationer i sit job.

– Der blev for meget fokus på læring frem for på børnenes vanskeligheder, og jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg stadig kunne stå inde for mit arbejde med dem.

LÆS OGÅ: Oplev Bornholm - rå og romantisk

Fælles hygge

I påsken 2016 var familien på skiferie i Italien. Et naturskønt og dejligt afslappet sted.

– Sådan et sted kunne vi da have på Bornholm, var vi enige om. Ski kunne udskiftes med mountainbikes.

Efter hjemkomsten kontaktede de en ejendomsmægler, og efter et halvt år var det helt rigtige sted til salg.

– Godt nok 30 kilometer fra Svaneke, siger Stine med et smil, der røber, at hun trives rigtig godt her i de lyse rum, hvor labradorretrieveren Thor hygger om gæsterne.

På billedet ses Stine Flygare.

Parret samarbejder med professionelle instruktører, der arrangerer cykelture og underviser i teknik. Og nybegyndere kan leje cykler på stedet.

– Vi har også haft lejrskoler og familier som sommergæster. Nogle får fuld forplejning – andre skal blot have morgenmad, siger Stine.

LÆS OGSÅ: Hvor god er du til dialekter?

Det krævede nogle overvejelser at flytte to store skolebørn væk fra deres kammerater, men det er gået over al forventning.

– Pigerne tager selv bussen til København, når de besøger Kaspers forældre – eller skal være sammen med deres venner derovre. Kaya var så heldig, at samtidig med at hun begyndte i skole her, kom der en anden ny pige. Idrætshallen ligger lige overfor, og der tilbringer de det meste af deres fritid. De har en fantastisk frihed, fordi de kan transportere sig selv rundt, siger Stine, der ikke kan forestille sig, at familien skulle fortryde deres flytning.

– Når pigerne er færdige med gymnasiet, flytter de jo nok til København, som jeg selv gjorde. Så vil vi måske ønske at have en lejlighed i hovedstaden. Vi må se, hvad der sker – man ser jo stadig sine forældre på den ene eller anden måde.