Karriere og penge
8. august 2023

Vil bryde med stereotyper om kvinder og økonomi: “Det her handler ikke kun om penge. Det handler om frihed, magt og muligheder”

Med kampagnen “This is an investor” vil Female Invest vise, at alle uanset køn, alder og baggrund kan investere.
Af: Kristina Joensen Forná
Female Invest

Foto: Female Invest

Hvis du bor i København, har du måske studset over plakater med kvinder og teksten “This is an investor” eller spottet spejle med samme tekst, hvor du har sneget dig til et lille spejlselfie.

I så fald er du stødt på investeringsorganisationen Female Invests netop afsluttede kampagne.

Når det kommer til portrætteringen af en investor, så er det nemlig oftest hvide (ældre) mænd, der afbildes, og det vil Female Invest gøre op med. De lancerede derfor kampagnen “This is an investor” for at bryde med det forældede stereotype narrativ og vise, at alle uanset køn, alder og baggrund kan investere.

Budskabet skulle cementeres i virkeligheden og ikke bare være noget, man scrollede sporadisk forbi på sit feed eller lignende. I stedet skulle det ud og leve blandt københavnerne og indgå som en konkret del af deres fysiske hverdag. Derfor blev kampagnen sat op på 40 forskellige lokationer i København på alt fra reklamestandere til busstoppesteder.

- Når man går igennem byen, skal det pille lidt i hjernen, fordi det ser anderledes ud, end det man er vant til at se, siger medstifter af Female Invest Anna-Sophie Hartvigsen.

Udvælgelsen af kvinderne på plakaterne, har heller ikke været helt tilfældig. Det er nemlig udvalgte medlemmer af Female Invest, som er blevet fulgt tæt gennem tiden, og som har startet deres investeringsrejse gennem organisationen. Det har desuden været vigtigt, at kvinderne udgjorde en bred repræsentation, så forskellige slags kvinder kunne spejle sig i kampagnen.

https://imgix.femina.dk/2023-08-08/Female%20Invest%20This%20is%20An%20Investor%20Member%20%281%29_1350x1080_0.png

- Vi har haft en del forskellige typer kvinder hængende rundt omkring i København. Vi håber derfor, at der er nogen, der repræsenterer alle slags kvinder, så alle kvinder kan gå forbi og se en, der ligner dem selv, gøre noget, som de aldrig havde troet, at nogen, der ligner dem, ville gøre, siger Anna-Sophie Hartvigsen.

Stereotyper og manglende økonomisk ligestilling

Ifølge Anna-Sophie Hartvigsen er kampagnen nødvendig, fordi vi i Danmark, på trods af at ligestilling aldrig har været mere på dagsordenen, har nogle herskende stereotyper, når det kommer til kvinder og økonomi. Desuden er vi gået i stå, når det kommer til økonomisk ligestilling, og på globalt plan vil der for eksempel gå mere end 200 år, før kønnene er ligestillet på den økonomiske front, fortæller Anna-Sophie Hartvigsen.

- Det her handler ikke kun om penge. Det handler om frihed, magt og muligheder, og der er kvinder bare nødt til at være på lige fod med mænd, siger Anna-Sophie Hartvigsen.

Female Invest

- Organisation og virksomhed, der arbejder for at udligne økonomisk ulighed mellem køn

- Udbyder finansiel læring og et online fællesskab

- Har betalende medlemmer i 99 lande

- Blev stiftet i 2019 af Camilla Falkenberg, Emma Bitz og Anna-Sophie Hartvigsen, fordi de oplevede, at der manglede et investeringsunivers, der gav kvinder adgang til finansiel viden

Kilde: Female Invest

Den økonomiske ulighed er til stede på en masse forskellige områder, og det er bevist, at det allerede starter, når vi er små. Her får drenge flere lommepenge end piger, og forældre snakker på en anden måde med deres sønner om økonomi, end de gør med deres døtre, siger Anna-Sophie Hartvigsen.

Hun fremhæver også, at kvinder får mindre i løn, og hvordan kvinder, hvis de går ned i banken, får en værre behandling end det mandlige køn. F.eks. oplever de at få dårligere renter, dårligere lån og generelt dårligere vilkår, hvortil de i højere grad bliver rådet til at spare op i modsætning til mænd, der bliver rådet til at investere.

På repræsentationsfronten halter det også, hvor kvinder oftere bliver portrætteret som nogle, der bruger for mange penge og køber café latte, hvorimod mænd portrætteres som nogle, der er strategiske og opbygger velstand, oplever Anna-Sophie Hartvigsen.

https://imgix.femina.dk/2023-08-08/IMG_0929.JPG

- Gennem hele livet og i alt fra derhjemme, til vennegruppen, til arbejdspladsen, til banken og til skolen er vi omgivet af stereotyper omkring kvinder og penge, og det former selvfølgelig, hvordan vi så opfører os med penge, siger Anna-Sophie Hartvigsen.

Netop derfor håber Female Invest, at deres kampagne har været med til at bryde de eksisterende stereotyper.

Overvældende positiv respons

Noget kunne tyde på, at Female Invests mission med kampagnen er lykkedes. Organisationen er i hvert fald blevet blæst bagover af positive meldinger efter deres kampagne, hvor mange kvinder har kontaktet dem og har tilkendegivet, at de føler sig set, fortæller Anna-Sophie Hartvigsen.

En del af responsen kommer desuden fra et andet publikum end Female Invest normalt interagerer med.

- Vi er nået bredere ud med den her kampagne, end vi nogensinde har gjort før. Vi er også nået ud til en gruppe af kvinder med minoritetsbaggrund, som vi gerne har ville ramme tidligere, men som har været svære for os at få fat i, fordi det er den gruppe, som nok har set sig selv mindst repræsenteret, siger Anna-Sophie Hartvigsen.

Efter den overvældende mængde af positiv respons er Female Invest heller ikke blege for at gentage succesen og lave en lignende kampagne i gadebilledet.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også