Allerede som barn kunne hun slå sin far i svømning. Men der gik længe, før hun turde tro på sit talent

Hun har altid elsket vand. Den bløde følelse af H2O, der smyger sig om kroppen i bassinet og den lydtætte effekt, når hovedet kommer under. Emilie Beckmann kunne svømme, før hun kunne gå, og hun har altid betragtet svømmehallen som sit naturlige habitat.

”Når jeg kommer ned i vandet, har jeg det som en leopard på savannen. Jeg bevæger mig bare så let. Har jeg haft en dårlig dag, er der ikke noget mere meditativt for mig end rislende vand, der løber forbi mit hoved, når jeg bevæger mig fremad,” forklarer hun.

Men selvom Emilie Beckmann altid har elsket sin sport, har sporten ikke altid elsket hende. Eller, det har i hvert fald nogle gange været svært at tro på drømmen i et elitemiljø, hvor alle, man spejler sig i, er blandt verdens bedste.

”Mine drømme og mål er noget af det skrøbeligste, jeg har. Med det mener jeg, at det er et ærligt indblik i, hvilken tiltro jeg har til mig selv, og hvilken retning jeg vil i livet. Når man drømmer højt, sætter man også sig selv til skue, og som atlet bliver man stillet til ansvar for det,” siger hun.

”Men jeg prøver at håndtere frygten for at fejle ved at have et godt team omkring mig. Og ved at huske på, at poolen er et sted, jeg føler mig fri.”

Vi har snakket med Emilie Beckmann om hendes kærlighed til svømning, vilde opture og svære nedture – og om at vove at drømmen, selvom man risikerer at fejle.

Fortæl os om dit forhold til svømning: Hvornår opdagede du den ægte kærlighed?

Den har altid været der. Jeg har nærmest svømmet, før jeg kunne gå. Som barn har jeg gået til alle mulige sportsgrene, håndbold, fodbold, jazzballet, gymnastik, tennis, you name it, men svømning har altid været det, der føltes mest naturligt.

Jeg elskede svømmehallen, og jeg elskede at konkurrere med min far. Min far er meget atletisk, men jeg med mine tændstikarme var miles ahead, så snart jeg var i vandet.

Dén følelse af overlegenhed nød jeg meget, da jeg var lille. Nu, mange år senere, tænker jeg også på svømmehallen som et sted, hvor jeg kan være mig selv. Har jeg haft en dårlig dag, er der ikke noget mere meditativt for mig end rislende vand, der løber forbi mit hoved, når jeg bevæger mig fremad. Tit har jeg brugt svømning som en pause i hverdagen.

At være god til noget som barn er én ting, men hvornår vidste du, at du ville svømning for alvor?

I 2008 fik jeg en skoleopgave, som lød på, at jeg skulle vælge en OL-atlet at følge hen over sommeren. Jeg valgte selvfølgelig en svømmer, vistnok Lotte Friis, som også endte med at vinde en medalje. I løbet af projektet blev jeg så hooked. Jeg stod op kl. 04 om morgenen for at se konkurrencerne live fra Beijing. Der begyndte jeg for alvor at drømme om, at det var mig, der svømmede på TV.

Jeg havde på samme tid et ret tæt forhold til min svømmetræner, fordi han omfavnede mig med respekt og hjalp mig på vej. Han sagde til mig, at han troede på, jeg kunne komme til OL, hvis jeg arbejdede hårdt nok.

Han lagde en 4-årsplan og en 8-årsplan for mig, undersøgte alt om konkurrencer, som ville være gode at deltage i, og så rakte han ud til træneren for mit største svømmeidol for at få gode råd. Jeg tror ikke, jeg tænkte så meget over det dengang, men i dag forstår jeg, hvor meget hans tiltro til mig betød. Det har helt sikkert været med til at give mig mod til at gå efter mine drømme.

Hvornår fik du din første store succesoplevelse?

Jeg var ikke verdens bedste junior og kæmpede meget med motivationen. Vi fik en ny træner, og det var ikke helt det samme. På et tidspunkt sagde min mor: "Giv det et halvt år, og hvis du stadig synes, det er nederen, så stopper du".

Det er jeg hende meget taknemmelig for i dag, for efter lidt tid vandt jeg mit første danske mesterskab i sommeren 2014 og svømmende mig samtidig ind på det rigtige landshold. Det var en kæmpestor forløsning ovenpå et par år, der ikke havde været mine bedste. Det kickstartede min motivation, og jeg begyndte at tro på min drøm igen.

Du har sagt, at dine drømme er noget af det allermest sårbare, du har. Har du været bange for at fejle?

Ja, for pokker. Drømme er gode at have, men de er også bare, ja, drømme. Illusioner. Det er ikke sikkert, de nogensinde materialiserer sig. Og hvad hvis nu, andre er uenige i dem?

Jeg har brugt en sportspsykolog gennem det meste af min karriere, og det har klart været et af de emner, vi har talt mest om. Frygten for at fejle kan nogle gange blive så dominerende, at den overskygger lysten til succes. Hvis frygten tager over, er der også meget lille sandsynlighed for at lykkes. Mange sejre bliver vundet, fordi der bliver taget en chance, men hvis man frygter, spiller man ofte safe.

Jeg deler meget med mine trænere og mine nærmeste om mit følelsesliv, fordi jeg bliver nødt til at få det ud. Jeg tænker og føler ekstremt meget, så nogle gange har jeg brug for hjælp til at fokusere på én lille ting her og nu, så jeg ikke overtænker alting hele tiden.

Hvornår er det hårdest at være elitesvømmer?

Det hårdeste ved svømning er de perioder, hvor jeg kommer til at sætte mit eget værd lig mine resultater. Det seneste år har jeg særligt øvet mig på at huske, at jeg ikke er svømmer, men svømning er noget, jeg gør. Jeg er ikke mine præstationer, jeg er ikke mine resultater, jeg, Emilie, er et helt menneske.

Heldigvis har jeg nogle gode veninder, der ikke har noget med svømning at gøre, som bare synes, jeg er sej, uanset hvordan det går til konkurrencerne. De er virkelig gode til at fortælle mig, at jeg er mere end hende med badehætten på. Det er ikke altid, jeg er lige modtagelig over for deres budskaber, men når jeg får det hele på afstand, kan jeg se, hvad de mener, og jeg er dem meget taknemmelig.

Selvom det hele har været svært nogle gange, har du opnået meget i din karriere. Hvordan har dit samarbejde med Toyota hjulpet dig på vej mod at nå dine mål?

Jeg kan stadig huske den første mail, jeg fik fra Toyota. Det var i 2018, og jeg sad til forelæsning på KU, da den tikkede ind. Jeg blev så utroligt glad, for jeg var 21 år og lige begyndt at slå igennem. I min verden var det så stort at blive set, og så endda af et internationalt brand som Toyota, der sagde: ’Vi tror på dig, og vi vil gerne med på din rejse”.

Hvis jeg spoler frem til i dag, kan jeg sige, at det var et match made in heaven lige fra start. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan mit liv som atlet nogensinde skulle have hængt sammen uden min bil. Jeg træner to gange dagligt – nogle gange forskellige svømmehaller – haft studie inde i København efter morgentræningen, og så har jeg styrketrænet og haft behandlere i Idrættens Hus ude ved Brøndby Stadion. Jeg var blevet kvalt i offentlig transport, hvis ikke jeg havde kunnet tage bilen.

Min bil er en Toyota Yaris Cross, som er den perfekte hybridbil til mig. Den er lille nok til at parkere inde i byen, men den er samtidig stor nok til at rumme alt mit udstyr. Det er guld værd, for i perioder lever jeg nærmest i den.

Hvad betyder det for dig at være en del af Team Toyota?

Sindssygt meget. Det har været en af de største gaver ved det her sponsorat. At connecte med atleter fra andre sportsgrene, som har været igennem nogle af de samme ting som en selv, er så givende.

Vi udveksler mange erfaringer, deler råd og så er det rigtig dejligt at møde velkendte ansigter, når vi mødes i Idrættens Hus. Det giver lidt følelsen af at være i et atlet-community. Så synes jeg også, det er nice at have venner i andre sportsgrene, som jeg kan følge og heppe på.

Lisa [Kjær, taekwondoudøver, red.] er en kæmpestor rollemodel for mig. Hun er i 40'erne og har så mange erfaringer og visdom at give videre. Så er hun også advokat, har to børn og skal forsvare sit PL-guld i taekwondo her til sommer i Paris. Og så er hun bare et behageligt menneske. Når jeg nogle gange føler, mit liv er hårdt, tænker jeg på, hvor sej hun er.

Hvad siger du, når du møder unge ildsjæle i svømmehallen, der – ligesom dig – drømmer om at stå til OL en dag?

Jeg synes, det er fedt, når unge mennesker tør drømme stort. Det anerkender jeg virkelig. Men det er til gengæld vildt vigtigt, man gør det for sig selv, og husker, at man selv bestemmer. Man skal ikke gøre det for sine forældre, for sin træner eller nogen anden. Man er den eneste, der kan sige fra, når noget er for meget, eller sige til, hvis man kan håndtere mere.

Sidst, men ikke mindst skal det også være sjovt. At vinde og få succes er en del af det, en rigtig vigtig del, men jeg ved, at jeg præsterer bedst, når jeg føler, jeg er en del af noget større sammen med mennesker, jeg holder af.