De bliver kaldt “verdens sødeste mænd”, men er de i virkeligheden bare bitre?

Naima Yasin er podcastvært og sekretariatsleder i ungdomsorganisationen SAGA. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I en tætpakket sal 1 under CPHDOX så jeg for nyligt en film, der satte sig fast. Ikke kun som et værk, men som et symptom på en samfundsdialog, vi stadig ikke helt tør tage alvorligt.

Dokumentaren forsøger at give stemme til en gruppe mænd, der føler sig overset – mænd, som kæmper med en form for identitetskrise i takt med, at ligestilling og feminisme ændrer de sociale spilleregler.

Vi følger en gymnasieelev, en arbejdsløs akademiker og en frustreret arkitekt fra Aarhus, som på hver deres måde føler sig sat på sidelinjen i både deres privatliv og i samfundet.

Instruktørerne siger, at deres mål er at vise, hvordan kvinder utilsigtet kan fastholde mænd i traditionelle kønsroller.

Det er en tanke, der kalder på refleksion – for selvfølgelig skal vi kunne tale om, hvordan mænd også kan føle sig tabt i forandringens bølge. Men jeg sidder tilbage med et andet spørgsmål: Er det virkelig et privilegietab, når kvinder opnår flere rettigheder?

Det, der slog mig under filmen, var ikke mændenes “sødme”, men snarere deres handlingslammelse.

Deres bløde værdier bliver præsenteret som et alternativ til den klassiske maskulinitet – men i praksis virker det som om deres værdier bliver brugt som et nyt byttekort:

“Se mig, jeg er sårbar – anerkend mig.”

Det bliver en strategi snarere end en reel transformation.

Et særligt øjeblik står klarest. En af mændene kan ikke unde sin kone den ære, det er at få en plads opkaldt efter sig.

I stedet for at anerkende hendes succes, sætter han et skilt op i sin egen have med sit eget navn. Det er både tragikomisk og dybt deprimerende. Ikke fordi han føler sig overset – men fordi hans reaktion er passiv, nærmest smålig.

I stedet for at tage ansvar, virker det som om disse mænd venter på, at nogen kommer og redder dem.

På et tidspunkt ser vi mændene på en skydebane, mens en voice-over fortæller, at han godt kan forstå, hvorfor nogle mænd føler sig tiltrukket af våben og vold.

I en tid med stigende højreradikalisering og voldsforherligelse blandt unge mænd, føles det decideret farligt at lægge sympatien dér – uden kontekst eller kritik.

En af instruktørerne udtaler i et interview:

“Vi er nødt til at anerkende, at det også er et privilegietab for mænd, når kvinder skal have flere rettigheder. På den måde kan feminismen virke som en dårlig deal for mænd.”

Det får mig til at tænke: Er vi virkelig dér i samtalen, hvor kvinders rettigheder stadig ses som noget, der tages fra nogen, snarere end noget, der gavner alle?

Det ironiske er, at der faktisk findes mange mænd, der har taget de svære samtaler om identitet, ansvar og sårbarhed – uden at pege fingre ad kvinder.

Ét sted, hvor det bliver tydeligt, er i Svend Aage Madsens nye bog ‘’Argumenter for mænd: Fra rigtige mænd til mangfoldig maskulinitet’’.

Her får vi ikke den klynkende mand, der føler sig frarøvet sin plads i verden, men en nysgerrig og kompleks mand, der tør stille spørgsmål: Hvad vil det sige at være mand i dag? Hvordan skaber vi rum for følelsesliv, fællesskab og ligestilling – uden at miste os selv?

Madsens bog er ikke bange for at vise, at mange mænd mistrives – men han nægter at gøre dem til ofre.

I stedet åbner han for ærlige samtaler om fædre, der ikke har lært at tale med deres børn, mænd der savner nærhed, og unge drenge, der famler i et tomrum af forventninger og tavshed.

Bogen peger ikke fingre – men den peger videre. Den viser, at det ikke er feminismen, der gør mænd syge, men de strukturer, som i årtier har nægtet dem adgang til deres eget følelsesliv.

Hvis vi virkelig vil have en samtale om mænds trivsel, skal vi turde kigge indad – ikke lede efter syndebukke.

Og måske er det i virkeligheden det, der gør forskellen: Hvor dokumentarfilmen ‘Verdens sødeste mænd’ ønsker sympati, insisterer Madsens bog på selvindsigt.

Vi har ikke brug for flere fortællinger, der klynker over en forandret virkelighed uden at turde stille spørgsmål ved de strukturer, der har skabt den.

Vi har brug for fortællinger, der tør være både kærlige og kritiske, der insisterer på, at mænd godt kan være sårbare – men også ansvarlige.

Måske er det ikke de “søde mænd”, vi har brug for lige nu. Måske er det de ærlige.