Der er mange fine budskaber i Barbie-filmen. Men den har ét stort problem

Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning. Mathilde Moestrup er forfatter og skribent.

Okay, misforstå mig ikke: Der er mange fine budskaber i den storsælgende Barbie-film, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg var godt underholdt af det glitrende pink plastikunivers, det er lykkedes instruktør Greta Gerwig at skabe.

Men da jeg sad på cyklen på vej hjem fra filmen, var det som om jeg havde lyst til at kaste alt det op, jeg lige havde indtaget – glitter, plastik og en helt særlig og alt for begrænset form for feminisme.

Det var lidt som et come-down efter en ordentlig druktur. Det var sjovt, mens det stod på, men nu sløjede effekten af, og det var, som om jeg pludselig kunne se tingene klart igen:

En Barbie-dukke, spillet af verdens smukkeste, hvideste, tyndeste kvinde, en hovedperson uden nogen egentlig personlighed, uden rigtige relationer eller andre sorger end appelsinhud – skulle sådan en hovedperson kunne sige noget vigtigt om eller til kvinder?

Barbie-filmen er en kolossal kommerciel succes, men har også fået meget kritik. Først og fremmest for at være en reklamesøjle for firmaet Mattel, der producerer Barbiedukken, men også for at være for ’woke’ af konservative kommentatorer.

Til gengæld har store dele af den liberale venstrefløj omfavnet filmen for at være empowering og for at gå i rette med en grå og kedelig 70’er-feminisme, hvor kvinders frigørelse handler om at ligne og opføre sig som mænd.

Jeg er selv glad for pink, for det pigede, pyntede og pæne. Men en girly æstetik gør hverken en film mere eller mindre feministisk. Og Barbie-filmen har ét stort problem, som selv ikke en ung kvindelige instruktør, et lyserødt univers eller en monolog om, hvor svært det er at være kvinde, kan ændre på:

Margot Robbies Barbie har ingen personlighed; hun har ingen sorger og ingen drømme.

Filmen lægger ellers op til det. På et tidspunkt begynder Barbie at tænke på døden, og det viser sig, at disse tanker kommer fra den kvinde, der leger med hende i ”den virkelige verden”. Det er filmens anslag, som sender Barbie på en rejse fra Barbieland til den virkelige verden.

Men hvad de dystre tanker handler om, finder hverken hun eller seeren ud af. For filmen kommer i stedet til at fortabe sig i fortællingen om hendes makker, Ken, der føler sig overset som Barbies evige plus one.

Faktisk ender Ken med at have en rigtig udviklingshistorie, mens Barbies eksistentielle tanker bliver sat på linje med, at hun også er vildt bekymret over sin appelsinhud.

Det er dog i filmens slutning, at Barbies manglende historie og personlighed bliver allertydeligst. Og nu kommer der altså en spoiler.

I filmens afsluttende scene vælger Barbie at flytte væk fra Barbieland til den ”virkelige verden”. Det første hun gør i den virkelige verden – og det sidste i filmen – er at få en tid hos en gynækolog.

Der er mange ting galt med den slutning. Først og fremmest er det svært at forstå, hvorfor Barbie vælger at flytte til den virkelige verden. Gennem filmen fremstilles Barbieland som en matriarkalsk pink drømmeverden, hvor barbierne har alle de vigtige poster, mens den ”virkelige verden” er kvindeundertrykkende, ubehagelig og grov.

Så hvorfor vælger Barbie den virkelige verden? Det er der ikke rigtig noget svar på, andet end måske gynækologen.

Som seere forstår vi, og griner af, at Barbie som dukke har det problem, at hun ikke har nogen kønsorganer. Men hvis man skulle tage det alvorligt, ville man være nødt til at spørge sig selv, hvad en gynækolog egentlig kunne gøre ved dét? Og hvilken betydning har det for Barbie?

Det ville man måske kunne forstå, hvis hendes forhold til sin egen krop eller hendes seksualitet var blevet tematiseret gennem filmen. Men det bliver den ikke. Kun hendes had til sin appelsinhud.

Det bliver så fniseagtigt sjovt at sende Barbie til gynækolog, at man slet ikke behøver at tage det alvorligt som noget, rigtige kvinder gør hele tiden. Gynækologscenen bliver ikke et frigørende sted, hvor hovedpersonen kan opdage noget nyt om sig selv, men filmens sidste platte punchline.

På den måde er det, som om vi er sendt tilbage til start: Kvinder eller kvindelighed bliver noget der har en stærk æstetik, et tiltalende ydre, men ingen dybde, ingen rigtige menneskelige kvaler.

Som nævnt elsker jeg pink og pasteller, og dem er Barbie-filmen fuld af. Men hvis man vil lave en feministisk film, er man nødt til at interessere sig for sine kvinder (eller kvindeformede dukker) og tage dem alvorligt, lave en fortælling, der beskæftiger sig med kvinders indre verden og liv, med deres drømme, sorger og problemer.

Og meget kan man sige om Barbie-filmen, men lige det gør den altså ikke.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: