Det er aldrig tilfældigt, hvem du forelsker dig i. De her to ting er nemlig afgørende

I dag taler vi mere og mere om kærligheden, og vi får større og større indsigt i både dens natur, hvad den kræver for at lykkes, og hvorfor vi forelsker os i dem, vi forelsker os i.

Her kommer to af de afgørende faktorer for, hvem du forelsker dig i:

Den første er det, man inden for Imago relationsterapi kalder “de tabte selvaspekter”. For dem, der er bekendt med terapeut Jytte Vikkelsøes bog “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”, svarer det til det, hun kalder ”det forløsende aspekt”.

Det er også essensen i, at vi bliver tiltrukket af vores modsætning – i det vi ikke selv er: Hvis vi er rolige, forsigtige og ikke helt tager vores plads, forelsker vi os i en, der fylder, er initiativrig og kaster sig ud i tingene.

De tabte selvaspekter er de sider af os, vi har visket ud eller ikke har udviklet, fordi der ikke var plads til dem i vores opvækst.

Som børn er vi fuldt ud afhængige af vores forældres kærlighed og velvilje, vi gør alt for at passe ind, være vellidte og være, som vi bevidst eller ubevidst føler og fornemmer, at vi skal være for at få deres kærlighed.

Men det betyder også, at der er nogle sider af os, som, vi mærker, ikke er så vellidte – måske bliver det ovenikøbet sagt højt – og dem undertrykker vi så og ender med at være meget dårlige til at mestre.

Men som udgangspunkt er vi jo det hele og har brug for hele registeret, så dybt i os er der en længsel efter at være hele med alt det, vi oprindeligt var, før vi socialiserede os ind i en bestemt form, der passede til lige vores familie.

Hvis vi er bevidst om det, kan vi begynde at generobre de sider. Hvis vi ikke er bevidste om det, er det det, vi forelsker os i hos den anden.

Vi er fascinerede af de sider, vi ikke selv har, og vi har brug for dem. Det skaber umiddelbart en stor lykkefølelse at føle, at de bliver en del af vores liv, når vi forelsker os.

Med tiden vågner vi dog op og opdager, at vi faktisk ikke selv får de sider af, at vores partner har dem. Der starter skuffelsen, medmindre vi indser, at vi selv må udvikle dem, men at vi til gengæld har en læremester ved vores side, som kan hjælpe os med det.

Umødte behov

Det andet vigtige aspekt i vores forelskelse og partnervalg er det, der inden for Imago hedder ”de umødte behov”, som er det, Jytte Vikkelsøe beskriver som ”det krænkende aspekt”.

De umødte behov er der, hvor vores forældre ikke kunne være der for os, og hvor de ikke kunne møde os følelsesmæssigt.

Det kan også være områder, hvor vores grænser blev overskredet, hvor vi blev gjort forkerte eller direkte var udsat for noget krænkende.

Og på uheldig vis forelsker vi os så i en person, der ikke møder vores behov, på samme måde som vores forældre ikke gjorde det, fordi det føles trygt og velkendt.

Vi er vant til at indtage den rolle i forhold til den anden, vi er vant til at navigere i den dynamik, og vi er vant til at blive behandlet på den måde.

Problemet er, at vi på en måde tolererer noget, vi ikke burde tolerere, noget, som ikke er godt for os, men som er så bekendt for os, at det føles trygt og hjemligt. Måske kender vi ikke engang til at have en rolle og være i en relation, hvor vi får masser af plads, støtte og opmærksomhed.

Mulighed for healing

Skal man så bare skynde sig ud af sådan et forhold? Nej, ikke nødvendigvis, men vi skal få øjnene op for, hvilke umødte behov vi har genfundet. Gør vi det, giver vores voksne forhold os til gengæld en unik mulighed for at heale dem.

Som voksne kan vi tage os selv og vores behov alvorligt og bede om at få dem respekteret og opfyldt. Hvilket ikke var muligt for os, da vi var børn, og vi var prisgivet vores forældres kærlighed.

Der blev vores forældres måde at behandle os på til den måde, vi så os selv på. Nu kan vi så se på os selv med voksne omsorgsfulde øjne, og se, at vi fortjener at få vores behov mødt og være elskede, som dem vi er.

Og når det ikke var sådan i vores barndom, var det ikke os, der ikke var elskværdige, men vores forældre, der på forskellig vis var uformående.

Gennem vores partnervalg får vi altså muligheden for at heale barndommens sår i vores voksne kærlighedsforhold.

Vi får muligheden for at udvikle og genfinde tabte sider af os selv og blive mere frie og mere hele.

Vi behøver ikke mere undertrykke sider af os selv for at få kærlighed, og vi behøver heller ikke at acceptere at blive dårligt behandlet, fordi vi ikke er afhængige af vores partner, som vi som børn var af vores forældre. Hvis vi har en partner, der er med på den udvikling, kan et kærlighedsforhold heale os, som intet andet kan.

Selv om det er en proces, man nogle gange skal have hjælp til.

Hold igen

Nogle gange kan vi dog komme fra noget, der er så svært, at vi gennem forelskelsen ender i en relation, der er så dårlig for os, at vejen til at gøre det forhold til et godt sted at være simpelthen er for lang og urealistisk.

Så kan det være bedre at holde lidt igen med jagten på kærligheden og arbejde med sine sår og sit utrygge ophav, så man kan forelske sig i en, der ikke i samme grad genskaber barndommens dynamik.

I hvert fald er det nødvendigt at have alle antenner ude i forhold til, hvem man er ved at forelske sig i.

Kender man sine egne dybe mønstre og erfaringer, ved man, hvad man skal være særlig opmærksom på. Man kan faktisk nå til et sted, hvor man mærker tiltrækningen og den mulige forelskelse, men samtidig ved, at den person og den relation ikke er noget, man skal forfølge og ikke vil være et godt sted for én.

Held og lykke med det.

Klummen blev udgivet i femina uge 22, 2023.