"Det tilbagevendende argument fra branchen er tamt. De kvindelige artister er lige her!"

I alt er der 51 fotografier og 51 artister. Bladrer man igennem portrætterne, finder man forskellige musikere, der spiller alt fra energisk poprock til mørk death doom.

Aldersskellet spænder vidt. Fra 20 til 72 år. Nogle er på toppen af deres karriere, andre er først lige begyndt.

Ét fællestræk går dog igen – ingen af dem er mænd. Og det er der en helt bestemt årsag til.

Projektet 50/50 er en portrætserie skabt af de to fotografer Merle Mejlby og Christina Jensen.

Hvert år laver musikorganisationen Gramex en opgørelse over, hvilke danske artister, sangere og musikere der bliver tildelt flest minutter i radioen.

I 2019 var der for tredje år i træk kun mænd på alle top 10-listerne.

Og lige præcis den statistik blev startskuddet til fotoserien 50/50, der skal sætte fokus på kvinder og kønsminoriteter i musikbranchen.

I 2020 blev Drew Sycamore den første og eneste kvinde, der har nået top 10-listen for Danmarks mest spillede musikere i de 10 år, Gramex har offentliggjort tallene.

I forbindelse med fotoserien udkommer der også en bog, der samler portrætter og sangtekster fra en række af artisterne samt interviews med fem aktører fra branchen, der giver deres bud på, hvordan vi får mere ligestilling ind på musikscenen og i radioen.

Netop det har vi taget en snak med de to fotografer om.

Hvorfor har I lavet fotoserien?

Christina Jensen:

– Vi håber på, at det kan være en visuel reminder til os alle – både publikum og branchen - om, at vi skal blive med at sætte fokus ligestilling i musiklivet.

– Et argument, der hyppigt går igen i branchen, er, at man ikke spiller eller booker kvindelige artister, fordi de ikke er der. Men det er et tamt argument, og det passer ikke. Det er dét, vi gerne vil vise med fotoserien – de er lige her, og I kan bare blive ved med at bladre.

Hvorfor tror I, at der er ulighed i musikbranchen?

Merle Mejlby:

– Der er mange aktører i branchen, som er afhængige af hinanden, og jeg tror egentlig ikke, at der er nogen, der bevidst holder kvinder og kønsminoriteter udenfor.

– Men vi er vant til, at det er mandlige artister, som får opmærksomhed, og vi er vant til, at det er dem, der bliver spillet i radioen, og dem der bliver booket til festivalerne. Det bliver en selvforstærkende effekt.

– Når det er mændene, vi bliver ved med at høre, så er det også lettere for en lille dreng at se sig selv som kommende rockstjerne, end det er for en pige.

– Med fotoserien ønsker vi også, at de kommende generationer, uanset kønsidentitet, føler sig repræsenteret på musikscenen, også så de selv får lyst til at kaste sig ud i at prøve at lave musik.

Christina Jensen:

– Nu er jeg jo ikke booker, men jeg er sikker på, at det er lettere at booke mænd til et program, hvis du eksempelvis skal arrangere en festival.

– For det første kender du dem, og de har sikkert været på din festival før. For det andet ved du, at de kan sælge billetter. Hvis du skal fylde et program med kvinder og kønsminoriteter, skal du begynde at researche og måske grave lidt dybere. Så det er et mønster og en vanetænkning, mange skal bryde med.

Bogen, som I også har lavet i forbindelse med projektet, udkommer på Kvindernes internationale kampdag. Det er vel ikke et tilfælde?

Christina Jensen:

– Nej, det synes vi ligger i rigtig god tråd. Vi prøver også at sige til os selv, at det handler om ligestilling i det hele taget, og musikbranchen er i virkeligheden bare ét sted at tage fat.

– Vi kunne lige så godt have lavet den her serie med skuespillere, iværksættere eller forskere. Så jeg håber da, at det vil være med til at skabe en debat på tværs af alle brancher.

– Jeg stod til en Prisma-koncert i sommer. Det er to unge søstre, som er virkelig seje. Der stod vi fem kvinder 30+, og vi var helt blæst bagover efter koncerten.

– Hvor var de sangerinder, da vi var teenagere? Størstedelen af dem, vi lyttede til, var mandlige artister og rockbands.

– Jeg sad ikke som 15-årig og tænkte: "Hvorfor er der ikke flere kvinder?" Det er først nu, hvor jeg har fået en bevidsthed omkring det, at det er gået op for mig, hvor meget jeg savnede dem.

Merle Mejlby:

– Vi har da masser af dejlig musik og kunst, men når man tænker over det, burde der så ikke være en lige repræsentation i kunsten? Rigtig meget af tiden ser vi det fra ét køns perspektiv, og jeg tror, det er gavnligt for os alle, at der bliver mere diversitet, og at der er flere, der føler sig repræsenteret i alle lag af vores kultur.

Hvad kan man gøre selv som forbruger for at bidrage til mere ligestilling i musikbranchen?

Christina Jensen:

– Man kan starte med at kigge på sit eget musikforbrug og selv opsøge nogle kvindelige artister. "Hej Søster" er et initiativ, som er lavet af Fallulah, der også er med i projektet.

– Hun sætter fokus på kvinder og kønsminoriteter, og hun har bl.a. lavet en Spotify-playliste, som hun jævnligt opdaterer, og som udelukkende er med kvinder, trans- og nonbinære artister.

– De store festivaler åbner op for, at man kan gå ind og ønske kunstnere, man gerne vil høre. Så det kan man jo også gøre – gå ind og ønsk nogle, der ikke er mænd.

Merle Mejlby:

– Jeg tror også, det handler om ens forståelse af problemet. Som sagt har argumentet fra branchen været, at der ikke er kvindelige artister, men også, at det handler om kvalitet. Der kan man jo også spørge sig selv: "Hvad er det, vi ser på som kvalitet?"

– Sådan rent historisk har det bare været mænd, der har været udbydere af kunst og kultur, så det handler også om vores tænkning og vaner, vi ikke rigtig er bevidste om. Så bevidstheden er enorm vigtig, hvis man vil tage del i en problemløsning.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: