“Du er sådan en snob,” sagde min mor, da jeg kritiserede hendes hakkebøffer: Og ja, det er jeg måske. Men jeg er ligeglad

Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

“Nina, du er sådan en snob,” røflede min mor til mig forleden.

“Jeg er overhovedet ikke snobbet. Jeg spørger bare, hvorfor vi absolut skal have hakkebøffer, når nu jeg har min kæreste på besøg”, svarede jeg og pegede på tårnet af hakket oksekødspakker på køkkenbordet.

Hun himlede med øjnene.

“Fordi hakkedrenge er lækre”, svarede hun og begyndte at rive plastikket af den første pakke.

Jeg mærkede en gibben i kroppen. Som når nogen skærer kniven tværs over en porcelænstallerken. Hakkedrenge. Hvorfor insisterer hun på at kalde hakkebøffer dét? Det er næsten lige så slemt, som når hun kaldte frikadeller for ‘dunser’. Eller carbonara for ‘baconpasta’.

Måske dette er et godt tidspunkt at introducere mig selv. Jeg er 28 år gammel og bosat i København. Hvis min lejlighed var med i ‘Kender du typen?’, ville Anne Glad nok fremhæve min yogamåtte, Sally Rooney-romanerne i Montanareolen, min kandidatuddanelse, der har ‘comm.’ i titlen, mine tre avisabonnementer og Maldonsaltet i køkkenet.

Udadtil ligner mit hjem mine forældres. Og så alligevel: I køleskabet har de har leverpostej, jeg har nøddepostej. De har franskbrød med blå birkes, jeg har surdejsbrød. De har komæk, jeg har havremælk. De har sæbe fra Palmolive, jeg har sæbe fra E-cooking. De siger ‘spaghetti med kødsovs’, jeg siger ‘spaghetti bolognese’ eller ‘ragout’, hvis den har simret længe.

Tag ikke fejl: Jeg er en fattigrøv. For mig er opsparing en by i Rusland. De penge, jeg har, bruger jeg på ovenstående og har no regrets. Det er jo ren logik. Enhver, der køber remouladen fra First Price frem for Irmavarianten må have tabt småkagerne.

Mine forældre synes, at jeg er en storbysnude. Jeg er ikke uenig. Heldigvis er mine dyre vaner ikke kilde til decideret skænderi. Hakkebøf-gate endte med et grin.

Men jeg undrer mig også. Er jeg snobbet?

En storbysnudes bekendelser

“Du er ikke snobbet,” siger min kæreste, da jeg fortæller ham om mit selvransagelsesprojekt.

“Du er bare en del af Havremælkseliten.”

‘Havremælkseliten’ betegner folk i 20’erne og 30’erne, der bøvler med at komme ind på bolig- og arbejdsmarkedet og derfor sætter stor signalværdi i deres forbrug. De opnår kulturelt kapital ved at købe dyr håndsæbe, naturvin og, ja, havremælk, da det signalerer dannelse og viden om kvalitet og miljø. Termen er skabt af den hollandske journalist Jonas Kooyman, der også har skrevet en bog om fænomenet.

Jeg tager Havremælkselite-testen på Politikens hjemmeside og scorer 18 ud af 20.

Jeg smager på, hvordan det føles at blive kategoriseret med pinligt tydelig præcision. For der er vel noget flovt over flokmentatitet? At jeg, der tror, jeg er så unik, er ligesom så mange andre?

Det føles lidt kikset. Og lidt hyklerisk: Jeg elsker jo at gøre grin med alt, der er populært. Jeg grinte af dem, der købte sig fattige i BMO’er, fordi det var deres skyld, at Danmark løb tør for Gammel Knas sidste år. Men jeg er jordens største indkøber af BMO’er.

Min nyfundne identitet forklarer nok også min aversion overfor hakkebøffer. Det rækker udover smagen. Jeg kan ikke lide det, hakkebøffen repræsenterer. Hakkebøffen er det danske cuisines svar på Kandis-Johnny – et stykke dansk kulturarv, der endnu ikke er blevet retrocool. I modsætning til dåsesardiner og citronmånen, har den ikke fået et kulturelt glowup. Den er stadig så dansk, som noget kan være, lavet fra forarbejdet, hakket oksekød, der ligner fladmast afføring i selskab med våde agurker og udkogte kartofler.

Av, det lyder ikke pænt. Men jeg er ikke alene med følelsen af, at mad og identitet hører sammen. I et afsnit af P1-radioprogrammet ‘Popsmart’ undersøger vært Chris Pedersen, hvilken kulturel betydning mad har fået i vores hverdag. Her fortæller værten om en oplevelse, han havde, da han var i sommerhus med nogle venner.

“De andre tog oste, postejer og godt smør med. De havde gjort sig umage. Det gjorde jeg ikke: Jeg tog en rejeost med. Jeg blev drillet i årtier efterfølgende, og jeg kan stadig mærke skammen. Den rejeost afslørede mig som én, der kom fra landet af”, fortæller han og tilkendegiver, at han føler hans madvalg siger noget om hans identitet.

Ja, det er måske storsnudet. Men jeg er ligeglad. Min dag bliver bedre af lidt pisket smør, sikkert ligesom Chris Pedersens. Det er ikke os, den er gal med. Det er forskønnelsen af billig mad i den danske madkultur. Billigt er ikke altid bedst. Billigt er oftest dårligt.

Og helt ærligt: Hvad skal vi ellers bruge vores penge på? Er livet ikke til for at blive levet? YOLO, ikke, som millenials’ne siger?

Slut med dårlig samvittighed over mine dyre vaner. I denne containerbrand af politiske uenigheder, klimakriser og dommedagsprofetier, tillader jeg mig at nyde min overpriced cappucino uden skam. Sorry not sorry.