Før gik vi i Netto efter frysepizza. Vi tog på festival. Men nu ændrer det hele sig. Og en tvivl er begyndt at gro i mig

Det kan efterhånden tælles på én hånd, hvor mange af mine venner, der skal på Roskilde Festival til sommer. De fleste orker ikke længere at feste en hel uge, sove på en halvflad luftmadras og leve af lunkne øl og billige kopnudler, det er de blevet “for gamle til”, som nogle af dem siger.

Når vi mødes til aftensmad, hænder det også oftere og oftere, at der på forhånd er blevet købt ind og dækket bord med det fine service - akkurat som jeg husker det, fra da jeg var barn og var med mine forældre på besøg hos deres venner. Fællesturene i Netto på jagt efter en frysepizza fra Dr. Oetker svinder lige så stille ind.

På Instagram scroller jeg også oftere og oftere forbi jævnaldrende, der annoncerer, at de skal være forældre for første gang, eller at de er blevet færdige med deres uddannelse, mens de poserer foran indgangen til deres uddannelsesinstitution med en favn fuld af blomster.

Selv er jeg færdiguddannet om et års tid og kan derfor snart poste mit eget obligatoriske ”se mig, jeg er færdig med min uddannelse”-post, men det betyder også, at jeg skal flytte ud af mit kollegie og finde mit første ægte ”voksenjob”.

Vi er ved at blive voksne, og det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, når man tænker på, at jeg efterhånden har levet i 26 år. Alligevel er det som om, at den erkendelse først for alvor har sneget sig ind på mig i løbet af de seneste par måneder, og siden da er tvivlen begyndt at gro.

For er jeg klar til voksenlivet og det ansvar, der følger med?

Får jeg nydt mine ”gyldne” ungdomsår nok?

Bevæger mit liv sig i den rigtige retning?

Spørgsmålene er mange, men det føles som om, at tiden er ved at løbe ud. Og det er et pres.

For selvom jeg oprigtigt er meget glad for den retning, som mit liv bevæger sig i, er det alligevel nervepirrende at føle, at bordet fanger om lidt, og at den kurs, jeg har sat, bliver mere og mere definitiv for hver dag, der går.

Og selvom det også er ganske naturligt, at jeg en dag skal blive “voksen”, så er det skræmmende, at jeg forholdsvist snart skal sige farvel til ungdommen og goddag til voksenlivet med alt, hvad det indebærer.

Jeg drømmer for eksempel selv om at få børn en dag, men først en del år ude i fremtiden. At jeg nu har nået en alder, hvor folk så småt begynder at få børn, føles derfor ret vildt.

Jeg må efterhånden indse, at det nok er kvartlivskrisen, der kradser. Og det er jeg langt fra alene om at opleve.

Det fortæller psykolog Mette Bratlann, der i sin praksis møder mange unge, der er ”faret vild i livet”, som hun kalder det.

De kommer med forskellige tematikker, men fælles for dem, hun møder, er følelsen af tvivl - ofte foranlediget af grundlæggende spørgsmål som “hvem er jeg?” og “hvad vil jeg?”, fortæller hun.

Men på trods af, at mange unge rammes, er det en krise, som i mange år har været langt mindre kendt end midtvejskrisen.

I 2016, da Mette Bratlann googlede fænomenet, dukkede der stort set intet dansk materiale op, og det ville hun gøre noget ved, så efter nogle år udgav hun i 2019 bogen ”Kvartvejs”.

- Det er vigtigt at få fænomenet navngivet, så det bliver noget, man kan tale med hinanden om og begynde at identificere og se sig selv i, så man ikke føler sig forkert, men i stedet føler, at det er okay at have det svært.

- Kriser er obligatorisk pensum i et liv, og det må unge gerne opleve, uden at de skal få at vide, at de piver, siger hun.

Til forskel fra midtvejskrisen handler kvartvejskrisen om at have livets højdepunkter foran sig frem for at have passeret dem, påpeger hun.

- Kvartlivskrisen handler rigtig meget om den der bævrende angst, som man kan få - for tænk nu, hvis jeg tager nogle valg, så jeg ikke rammer det der højdepunkt? Eller tænk, hvis jeg tager nogle valg, så jeg havner et dårligt sted og slet ikke når at få styr på det hele, forklarer Mette Bratlann.

Krisen rammer som regel i slut 20’erne, hvor mange står på tærsklen til voksenlivet.

Og så er det en “krise forklædt som en succes”. De fleste, som Mette taler med i sin praksis, har for eksempel en god uddannelse, en sød kæreste og et godt job, men på bundlinjen føler de sig alligevel ikke glade, eller er i hvert fald ramt af en grundlæggende følelse af tvivl.

En tvivl, der også går på, om de overhovedet er berettiget til at tale med hende nu, hvor de på papiret har et så godt liv.

Men hvorfor er vi så mange, der støder ind i den her krise, når vi skal til at træde ind i de voksnes rækker, og hvad kan vi egentlig gøre for at bevæge os videre fra den, når den først har slået kløerne i os?

Egentlig tror Mette Bratlann, at det altid har været svært at blive voksen, men hun mener alligevel, at tvivlen og kvartlivskrisen har særligt gunstige vilkår i dagens samfund.

Først og fremmest, fordi ungdomsfasen er blevet en del af vores liv. Tidligere gik man i højere grad stort set direkte fra barn til voksen, men ungdomsfasen fylder mere i dag og kommer med et sæt helt særlige forventninger, forklarer hun.

- Jeg oplever virkelig, at der er noget i ungdomslivet, der forbindes med mytologiske forhold, hvor man skal udleve de vildeste ting. Bucket-listen, man skal krydse af, før man er færdig med ungdomslivet og klar til det ”kedelige” voksenliv, er endeløs, siger hun.

Det kan mildt sagt føles lidt stressende til tider, skal jeg hilse og sige, men trods stressen oplever jeg også, at ungdomslivet er forbundet med en masse goder i form af for eksempel frihed og tid til at dyrke sig selv, ens interesser og venskaber.

Særligt det sidste bekymrer mig ved voksenlivet - for vil jeg blive ved med at se mine venner i samme omfang som i dag, når vi alle sammen har voksenjobs, ikke længere nødvendigvis bor samme sted og måske har børn?

Formentlig ikke, og det er en tanke, jeg kan mærke, at jeg har lidt svært ved at forlige mig med.

Men at have blikket rettet stift mod det, man muligvis mister, når den ”mytologiske” ungdom slutter, er en typisk tankegang, som man med fordel kan forsøge at udfordre, påpeger Mette Bratlann.

- Når man skifter livskapitler, kan de fleste være tilbøjelige til at lede efter gevinsterne det samme sted som i det gamle system i stedet for at fokusere på de anderledes, men også gode ting, der er at se frem til, siger hun.

At ungdommen er kommet til som en reel fase forbundet med store forventninger er dog ikke den eneste årsag til, at flere unge ramler ind i kvartlivskrisen.

Også et øget antal valgmuligheder og et skift fra en forventning om blot ”at klare den” til i stedet at være lykkelig skaber grobund for tvivlen, mener Mette Bratlann.

Det giver et lille sug i maven, da hun nævner lykken som en medvirkende faktor til kvartlivskrisen. For er der én ting, jeg mest af alt ønsker for mit liv, så er det netop at være lykkelig, men jeg havde aldrig rigtig tænkt over, at det reelt kan være et ret hårdt mål at sætte for sit liv.

For det er ikke ”bare” at stræbe efter at være lykkelig, det er et “tungt succeskriterie”, fortæller hun.

- At det er en følelse, der desuden kun optræder i glimt, som man skal pejle efter, gør, at hver gang du får det dårligt, så er det et tegn på fiasko. Men der er bare sindssygt mange grunde til at få det dårligt eller blive i tvivl. Selv på det bedste studie keder man sig en gang imellem, og selv den sødeste kæreste spiser cornflakes på en røvirriterende måde en gang imellem, siger hun.

Spørger man professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, er det særligt en øget kompleksitet og et øget tempo, der spiller ind og kan resultere i det, som hun foretrækker at kalde for en ”overbelastningsreaktion”.

- For 50-70 år siden var det som regel givet, hvad du skulle med dit liv, hvorimod der i dag er helt vildt lidt, der er givet. Som ung skal du forholde dig til og tage ansvar for, hvad du vil med din krop, dit køn, din karriere, dine relationer og hvad du er for et menneske, siger hun.

Utålmodigheden i tidsånden gør, at de unge oplever, at de skal have styr på alle de her kæmpe store spørgsmål, inden de rigtig kan komme i gang med deres voksenliv, påpeger Noemi Katznelson.

Desuden føler de, at ansvaret udelukkende er deres eget, og de har svært ved at se, hvordan andre skal kunne hjælpe dem, fortæller hun.

- Risikoen er, at man får det, man kan kalde for en slags overbelastningsreaktion, fordi man har svært ved at overskue, hvordan man skal overkomme det hele, og hvordan man skal nå at overkomme det hele, siger hun.

Men også den ”psykologisering”, der fylder mere i dag end førhen, har en betydning.

For et større fokus på og sprog for det følelsesmæssige, særligt blandt de unge, gør, at man i højere grad lytter til det, hvis man mærker noget, der ikke er rart, forklarer Noemi Katznelson.

Emilia van Hauen fremhæver lignende årsager til kvartlivskrisen. Hun er sociolog og forfatter og har for nyligt udgivet bogen “Generationen, der skal redde verden - med lidt hjælp fra os andre”, som netop handler om den såkaldte Generation Z.

En generation, som du siges at være en del af, hvis du er født mellem 1995 og 2010, og dermed en “klub”, jeg har fået sneget mig med i, eftersom jeg blev født i 1997.

Dog er der også en anden årsag, hun vil pege på - nemlig at barren for, hvornår du klarer dig gennemsnitligt, er blevet hævet gevaldigt, ligesom tiden, du har til at nå derhen, er blevet forkortet.

- Alting går enormt stærkt, og eliteniveauet er nærmest gået hen og er blevet normalniveauet. Det gør, at rigtig mange unge er presset til hurtigt at nå et eller andet forgyldt sted hen, siger hun.

Årsagerne til kvartlivskrisen er, som du kan læse, talrige, men én grund, som både Mette Bratlann, Noemi Katznelson og Emilia van Hauen peger på, og som du helt sikkert har stiftet bekendtskab med, er de famøse sociale medier.

- Før kendte man bare sin egen omgangskreds, og så vidste man godt, at hende der med alle 13-tallene, som det hed dengang, hun var aldrig med til fest om lørdagen. Hvorimod i dag kan man også sammenligne sig med et helt batteri af verdensstjerner, som virker private, nære og ægte, men som i virkeligheden slet ikke er det, siger Emilia van Hauen.

Det betyder, at man “taber” hver eneste gang, man sammenligner sig med dem, og det gør noget skidt for ens selvforståelse, påpeger hun.

Tag bare LinkedIn, som jeg må indrømme, at jeg har lidt af et love-hate relationship til. Det er godt nok ikke så mange verdensstjerner, jeg støder på derinde, men det er alligevel en form for udvidet online omgangskreds.

Mit feed er fyldt med post efter post om karrieremæssige fremskridt, som regel indledt med sætningen: “Jeg er glad for at kunne meddele, at…”, og oftest efterfulgt af annonceringen af et eller andet nyt fedt job.

Et socialt medie, jeg har hørt blive hyldet som værende det mest positive og støttende sociale medie, der findes - et sted hvor der ikke er hate, men i stedet ren love. Og det er jeg til dels enig i, men jeg vil også slå et slag for, at der er en bagside af medaljen.

For hvor kan det dog føles som et stort show-off, hvor alle skal vise, hvor dygtige de er, og hvor langt de er kommet i deres karriere.

Jeg bliver nærmest instinktivt små-stresset, så snart min finger har trykket på det lille blå ikon på min telefon, og desto længere jeg scroller ned, desto mere vokser den følelse, og desto mere stiller jeg spørgsmålstegn ved mig selv, og om jeg er “bagud” i forhold til andre.

Så prøver jeg at tage den fornuftige kasket på og minde mig selv, om at jeg nok egentlig er meget godt med og logger ud.

Lige indtil dagen efter, hvor jeg igen logger på, og møllen kører igen.

En mølle, som jeg selvfølgelig ikke kan se mig selv fri for at bidrage til, eftersom jeg jo selv er tilstede derinde.

At opleve svære elementer og tvivl sker for de fleste i 20’erne, men hvordan ved du så, om du er en af dem, der reelt er ramlet ind i en decideret kvartlivskrise?

Ifølge Mette Bratlann handler det om omfanget - hvis tvivlen om ét enkelt element i dit liv pludselig begynder at gribe om sig.

Måske har du lige slået op med din kæreste eller er droppet ud af dit studie og bekymrer dig om, hvem og hvad der så er det rigtige for dig. Men det stopper ikke der.

I stedet begynder du også at stille spørgsmålstegn ved, om du overhovedet kender dig selv, hvis du ikke har svaret? Og hvis du slet ikke kender dig selv, hvad gør du så?

Lige pludselig står du i en identitetskrise.

Og er det sket for dig, er første skridt at række ud og fortælle andre, hvordan du har det, anbefaler hun. På den måde kan du opleve, at dine følelser er helt ok, og at der ikke er noget i vejen med dig, men at det “bare” er svært at blive voksen.

For nogle er det nok at tale med sine nærmeste, men er det noget, der virkelig ”æder din mistrivsel”, så kan det være nødvendigt at få professionel hjælp fra for eksempel en psykolog, mener Mette Bratlann.

Og så er det vigtigt at huske på, at kriser ikke kun er dårlige, siger hun.

- Det er nogle mega vigtige erkendelser, der ligger i de svære strækninger i livet. De tunge dele af livet er mindst lige så vigtige at gennemleve som det lyse og det lette. Begge følelser er der af en grund, påpeger Mette Bratlann.

Og med den pointe kom vi til vejs ende.

At dele mit perspektiv har været en tand grænseoverskridende, det må jeg indrømme, men samtidig også forløsende. Måske fordi jeg vel egentlig, uden at tænke videre over det, har fulgt Mette Bratlanns råd og fået sagt højt, hvordan det kan føles at stå midt på broen på vejen til voksenlivet.