Hun drømte om at blive forfulgt og skudt. Så meget fyldte hemmeligheden

Patricia Bbaale Bandak er ni år gammel, da hun ser filmen Løvernes Konge for første gang på sit fritidshjem.

Med store, spændte øjne følger hun løvernes liv, deres færden og sammenhold, lige indtil løvekongen Mufasa bliver dræbt.

Hun har svært ved at sætte ord på, hvad det er, der sker i det øjeblik, men noget indeni hende løsner sig. Tårerne strømmer frit ned ad hendes kinder, ustyrligt, ustoppeligt.

Pædagogerne kigger forvirrede på hinanden. Det er en sørgelig scene, ja, men hvorfor reagerer den lille pige så voldsomt?

– Det lyder måske mærkeligt, men det var den første oplevelse, jeg havde, hvor jeg forstod, hvad der var sket, siger Patricia.

– Jeg græd ikke, fordi Mufasa døde. Jeg græd over min egen mors død.

Patricia var blot to år gammel, da hendes mor blev skuddræbt i familiens hjem i Uganda på juleaften i 1989. Efterfølgende flygtede hendes far med hende og hendes otte søskende til Danmark, hvor de fik tilkendt asyl, kom i modtagecenter og senere slog sig ned på Falster.

Jeg møder den 36-årige instruktør og dokumentarist i hendes hjem i udkanten af Københavns Nordvestkvarter, der grænser op til Utterslev Mose. Et diset tæppe har lagt sig over landskabet og vinden rusker i de store træer. En følelse af hjemlighed, forklarer Patricia, der med sin opvækst i det småtbefolkede og arealrige Sydøstdanmark, ofte har følt sig klemt i det mere indre København.

– Snart kommer der også får, indskyder hun med et smil, mens vi står og betragter udsigten over mosen, og snart får Patricias nye dokumentarfilm “Englemord” også premiere på dette års CPH:DOX, hvori hun bearbejder og afsøger omstændighederne for drabet på sin mor for mere end 30 år siden.

For siden oplevelsen i fritidshjemmet har Patricia søgt svar. Svar på, hvorfor moren blev dræbt, og hvem der dræbte hende. Men også svar på, hvem hun var. Hvem der gemte sig bag det glansbillede, som alle siden har tegnet op, når hun har forsøgt at spørge ind til sin mors karakter.

I sin søgen rejser Patricia retur til Uganda, hvor hun opsøger gamle steder og personer fra sin mors liv, samt indleder en samtale med sin far om den uvished, der siden morens død har skabt en voksende kløft af rodløshed og distance i hende. En følelse, der blev forstærket, da hun selv blev gravid og pludselig forstod den forbundethed, man kan føle til et andet menneske, selv hvis det ikke er her længere eller slet ikke er ankommet endnu.

– Jeg blev fuldstændig overmandet af følelser, da jeg blev gravid, og jeg tror, at det var første gang, at jeg sådan ægte indrømmede over for mig selv, at jeg savnede hende, fortæller Patricia.

– Jeg forstod, hvor ulykkelig jeg var over det. Og det kan måske lyde underligt, men når man har undertrykt noget i så mange år, kan selv sådan en simpel erkendelse være svær at rumme.

Graviditeten og fødslen af datteren Imelda, opkaldt efter moren og tilmed født på hendes dødsdag juleaften, blev et vendepunkt for Patricia, og den film, hun i mange år langsomt havde forberedt sig på, blev med ét uundgåelig. Hun måtte eftersøge den forbindelse, hun var begyndt at mærke, og have svar på spørgsmålene om sin mors skæbne.

Men at få startet den samtale, var ikke så let, som Patricia i starten havde troet. De mennesker, hun snakkede med, cirkulerede elegant uden om de svære detaljer, og selv hendes far havde svært ved at besvare de spørgsmål, der havde ligget som en ufortalt historie imellem dem gennem mange år.

– Jeg blev også selv vildt akavet, fordi der bare var så meget, jeg ikke vidste om hende. Hvilken type musik kunne hun lide? Var hun sådan en, der grinte højt, og var udadvendt ligesom mig og mine søskende?

Det krævede tid at få hul på historien. Alle skulle varmes op. Også Patricia selv. Hun havde forestillet sig, at kameraet ville åbne døre, lade fortællingerne flyde, men når hun stod med det i hånden, frøs hun.

Samtidig blev hun også meget påvirket af besøget i Uganda. Fortrængte følelser blev vakt til live, og den fremmedhed, hun mærkede, gjorde hende bevidst om, at det ikke kun var en mor, hun havde mistet, men også en kultur og et sprog; en livsverden.

– Jeg følte mig meget som en lille pige i Uganda. Jeg følte mig anderledes og forkert og fik meget skam, fordi jeg ofte græd, hvilket ikke er så normalt i Uganda, medmindre man er til begravelse.

– Generelt har jeg levet med meget skam, og slået mig selv i hovedet, fordi jeg ikke følte, at mine følelser var legitime. For hvordan kan man savne en mor, man aldrig har kendt?

Den indre konflikt følger Patricia som en konstant gennem filmen, og flere gange italesætter hun den tvivl, hun har om projektet. Hun føler sig egoistisk, betvivler dets formål og bliver også nervøs for, hvad det gør ved hendes egen datter. Alligevel insisterer hun på at blive ved. Ikke mindst for datterens skyld.

– Jeg tror, at jeg langsomt fandt ud af, hvor meget hemmeligheden på en måde har fyldt hos mig, hvor meget jeg har drømt om at blive forfulgt og skudt, fordi jeg aldrig har hørt sandheden. Og den følelse vil jeg ikke give videre til min datter.

– Jeg vil gerne vise hende, at det ikke er farligt at stille spørgsmål.

Og netop dét at få italesat nogle af sine nedarvede traumer, at få skabt et sprog for sin egen fortælling og familiehistorie, og insistere på dens berettigelse, har været en forløsende proces for Patricia.

– Jeg lærte undervejs, at jeg bliver nødt til at tage mig selv seriøst og insistere på, at jeg godt må føle, hvad jeg føler. Hun var også min mor, selv om jeg ikke kan huske hende.

Som filmen skrider frem, er det som om, de mange års fortielser langsomt begynder at krakelere. Under en mindeceremoni, Patricia holder for sin mor, bryder hendes far sammen, og da hun møder nogle af sin mors gamle veninder og søstre for første gang, får hun endelig gjort op med den englefigur, moren altid er blevet fremstillet som.

– Det har været enormt vigtigt for mig at få den adgang til hende, fordi det har givet muligheden for at sørge over et menneske frem for en papfigur. Før føltes hun ikke ægte, fordi hun altid blev beskrevet som perfekt, men nu føles hun endelig håndgribelig. Som et rigtigt menneske.

Der er dog også ting, vi ikke nødvendigvis får svar på i filmen. Omstændighederne for morens død vedbliver med at være en form for mysterie, som Patricia kun overfladisk får kradset hul på, fordi den viser sig at være infiltreret i en større og mere kompliceret fortælling.

Om hun skal lave en ny film om det på et tidspunkt, er hun stadig ved at finde ud af. Lige nu handler det først og fremmest om hendes indre liv, som hun siger, om at behandle et traume, og om at passe på sig selv og sin datter.

– Jeg må finde ud af, hvordan jeg dealer med al den vrede og afmagt, som processen også har affødt, senere. For nu var det vigtigste for mig at få sat nogle billeder på, hvem min mor var, at finde ud af, at hun også var pisseirriterende, og det dæmper på en måde vreden.

– Og så tror jeg også, at jeg har lært af min fars ord. Man kan prøve at søge hævn, eller man kan kigge på sine børn og forstå, at det egentlig er dem og deres sikkerhed, der er det vigtigste, afslutter Patricia.

'Englemord' – Instruktør: Patricia Bbaale Bandak. Længde: 92 minutter. Verdenspremiere i Empire Bio den 16. marts. Filmen kan efterfølgende ses på DR. Læs mere om filmen her.