Hun er nok den mindst overvurderede skuespiller nogensinde - og hun har vist kvinder noget vigtigt

Når vi hører navnet Meryl Streep har de fleste kvinder (og sikkert også mænd) deres eget indre billede, der dukker frem.

Måske er det Streep som Karen Blixen, der står i støvet safaritøj og skuer længselsfuldt ud over savannen efter Dennis Finch Hatton i Robert Redfords skikkelse.

Måske er det billedet af hendes skarpe blå blik ud over kanten på Pradabrillen i ”The Devil Wears Prada” eller Nicole Kidmans manipulerende svigermor i praktiske sko og et evigt forurettet drag om munden i serien ”Big Little Lies”.

Måske er det et billede af hendes på samme tid tilbageholdende og underfundige smil fra de tidlige roller; det smil, der lader ane, at det store drama i virkeligheden udspilles lige under overfladen.

Der er mange billeder at vælge imellem, for Streeps skuespillerkarriere spænder over fem årtier - fra midten af ’70-erne og op til i dag, hvor hun senest har spillet med i satirekomedien ”Don’t Look Up”.

I de fem årtier har hun spillet 93 roller, hvis man sammentæller film- og tv-serier, men ikke medregner hendes teaterarbejde.

For mig er det ultimative billede, billedet af Meryl Streep i filmen ”Kramer vs. Kramer”. Der hvor hun kommer gående i Central Park i efterår og faldende blade. Ikke fordi hun vandt en Oscar for den rolle, men fordi hun med sin klassiske cottoncoat og trætte, forjagede blik i den rolle mest minder om en kvinde af sin generation for mig.

Hun minder om min mor, og jeg voksede op med en mor, der netop identificerede sig med en lang række af Streeps roller: hun var fan.

Ikon for en kvindegeneration

Min mor, født i 1946, var 33 år, da ”Kramer vs. Kramer” kom ud. Meryl Streep var 30, da hun indspillede rollen som Joanna Kramer, der kæmper med Ted Kramer/Dustin Hoffmann om forældremyndigheden over deres fælles søn.

Min mor lå ikke selv i skilsmisse, og hun var ikke interesseret i Hollywoodglamour, men hun blev som mange kvinder i sin generation en livslang fan af Meryl Streep.

Det var især Streeps dramatiske roller i ’70-erne og ’80-erne, der gjorde hende til et cinematisk spejl for en kvindegeneration.

Roller i film som ”The Deer Hunter”, ”Sophie’s Choice”, ”Ironweed”, ”Out of Africa” og ”The French Lieutenant’s Woman”. Hendes stemme blev ikonisk, og det samme blev hendes evne til glide ind i den ene store kvinderolle efter den anden, give den liv, nuancer og muligheder.

Få skuespillere har været så varierede i deres valg af roller som Meryl Streep, og det i en tid, hvor mange kvinder følte, at de roller, der var tilgængelige for dem i deres eget liv og hverdag, var både begrænsede og begrænsende.

Siden kom en periode i 1990’erne med mere ujævne roller som Mary Fisher i ”She-Devil” og Clara i ”Åndernes Hus”, der generelt var et stjernespækket flop, og lettere komedier som ”It’s Complicated”, der ikke længere viste hendes skuespilmæssige spændvidde eller gravitas.

Efter sigende skulle Streep have kigget på sin mand, da hun fyldte 40, og sagt: ”it’s over”.

Men Meryl Streep kom igen i film som Broerne i ”Madison County”, ”Julia & Julia”, hvor hun spillede den legendariske amerikanske tv-kok, Julia Childs, ”The Iron Lady” og ”The Post” og viste, at der sagtens kan være muligheder for kvinder over 40 i Hollywoods ungdomsfikserede univers, hvis man giver dem plads og ordentlige roller.

Den sidste del af hendes karriere har hun viet til at vise, at intet behøver at være ”over”, fordi kvinder bliver ældre.

I 2015 besluttede hun at finansiere et manuskriptskrivningsprogram for kvinder, der har til formål at styrke mangfoldigheden i filmmanuskripter og åbne op for flere roller til kvinder i alle aldre, racer og former.

En utraditionel stjerne

Med sin lange, lige næse, regelmæssige træk, lyse teint og glatte, blonde hår var Meryl Streep ved starten af sin karriere i 1970’erne selvskrevet til at spille aristokratiske roller.

Hun tilhørte en generation af skuespillere, der blev stjerner ved at være genkendelige personligheder, men Meryl Streep valgte i sine over 70 film at spille så vidtrækkende et arsenal af kvinderoller, der spændte over diverse socialklasser, historiske perioder og nationaliteter, at hun var svær, hvis ikke umulig, at sætte i bås.

Hvem husker ikke Meryl Streeps danske accent som Karen Blixen i ”Out of Africa”? Eller hendes polske ditto i den hjertegribende ”Sophie’s Choice”?

Hendes kvindegeneration, der blev voksne i 1970’erne og 1980’erne, stod i højere grad end kvindegenerationer i dag over for et valg mellem at være enten sexede eller seriøse.

Sexappeal blev set som indgangsbillet til Hollywood for mange kvindelige skuespillere i en tid, hvor de fleste seriøse roller var skrevet til mænd, men også på det punkt formåede Meryl Streep af undvige de klassiske forventninger.

Hverken hendes krop eller hendes femininitet var i centrum for de roller, hun valgte. Faktisk valgte hun gang på gang roller (som i ”Ironweed”), hvor hun portrætterede traditionelt uattraktive kvinder.

Kombineret med hendes uvilje mod at lægge sit privatliv til skue for mediernes blitzlys, gjorde det hende til en skuespiller, hvis popularitet og succes voksede på trods af, at hun stod uden for Hollywoods superstjernesystem.

Hun er utallige gange blevet udråbt som sin generations største skuespillerinde, og på trods af at ikke alle hendes roller har siddet lige i skabet og talt til tidsånden, er det faktisk svært at få øje på, hvem der skulle konkurrere med hende om pladsen.

Frirum for kvinder

Via sine roller gav hun sin generation af kvinder et frirum, hvor man som kvinde kunne være til uden at presse sig selv ind i en form, der passede til konventionerne, samtidig med at hun i flere roller viste et realistisk billede af sin generations hvide middelklassekvindeliv; presset mellem forventningen om at være husmoderlig og en god mor på den ene side og egne ambitioner om et karriereliv og selvrealisering på den anden.

Hun kanaliserede både virkeligheden, hverdagen, håbet, fantasierne og drømmene ud på lærredet for kvinder som min mor.

Meryl Streep er kun sjældent gået på barrikaderne i ligestillingens eller feminismens navn.

Faktisk kom hun i modvind, da hun i 2015 udtalte i et interview med Time Out, at hun ikke var ”feminist” men ”humanist”.

Ironisk nok faldt kommentaren i forbindelse med pressetouren for filmen ”Suffragette” om de første kvindesagsforkæmpere, og hun uddybede senere ved at henstille til, at man så på hendes handlinger og ikke hæftede sig så meget ved hendes ord.

Med sine rollevalg, sit talent og sin evne til at holde ved i en branche, hvor det er sjældent at se en kvinde over 40 spille en hovedrolle, har hun været med til at vise flere generationer af kvinder, at de ikke behøver at lade sig sætte i bås.

At man godt kan være autentisk og tro mod sig selv og stadig vinde tre Oscars (og blive nomineret til 21).

Et helt almindeligt familieliv

Autenciteten omkring Meryl Streep understreges af hendes privatliv og den måde, hun har forvaltet det på.

I en tid, hvor paparazzierne ligger på skjul i Hollywoods bakkede landskab, og hvor sladderblade både på papir og på skærmen lever af at udstille stjernernes skandaler, har der altid været usandsynligt stille omkring Meryl Streep.

Efter et kort forhold til skuespillerkollegaen John Cazales, der allerede i 1978 døde af lungekræft, mødte Meryl Streep skulptøren Don Gummer, som hun har været gift med siden. Gummer har haft sin egen succesfulde karriere i kunstverdenen, men har altid stået ved Streeps side på den røde løber til de store prisfester.

Hun takkede ham fra scenen, da hun vandt sin Oscar for rollen som Julia Childs.

De to valgte tidligt ikke at være en del af Hollywoods hypede elite, og de har boet det meste af deres liv sammen i den nordøstlige stat Connecticut, hvor de ejer en stor, tilbagetrukket ejendom med egen sø.

Her, langt fra glamour og bling, har de opfostret deres fire nu voksne børn, Henry, Mamie, Grace og Louisa.

Hendes skilsmisse blev aldrig smurt ud over spisesedlerne, for hun blev aldrig skilt, hendes affærer blev aldrig afsløret af grumsede telelinsefotos, for hun har aldrig haft nogen, og det har hendes mand så vidt vides heller ikke.

Og hendes eskapader har aldrig været beskrevet i pinagtige detaljer af den simple grund, at der ikke var nogen pinagtige detaljer og ej heller nogen eskapader at rapportere om.

Meryl Streep har gennem et langt liv tilladt sig den uhørte luksus for en filmstjerne at leve et helt almindeligt familieliv. Også off camera har hun insisteret på selv at sætte præmissen for den rolle, hun spillede.

Streeps vedholdende nemesis

Jeg husker ikke nogensinde at have hørt et dårligt ord om Meryl Streep fra min mor i alle de år, hun troligt så samtlige af Streeps film i biografen og bagefter igen, når de kom i tv.

Selv ikke da ”She-Devil” kom ud i 1989, og filmatiseringen af Fay Weldons (litteraturens svar på Meryl Streep for samme generation af kvinder) roman fik en blandet modtagelse.

Til gengæld havde Meryl Streep én livslang og vedholdende kritiker: Pauline Kael, filmanmelder for New York Magazine. Kael, der var ansat på New York Magazine fra 1968 og frem til sin død i 2001, gjorde det tidligt i karrieren til sit trademark altid at tage det ledige standpunkt.

Ikke mindst i 1980’erne var det ledige standpunkt ikke at bryde sig om Meryl Streep. Som i ”overhovedet ikke”.

Efter som udgangspunkt at have anmeldt Meryl Streep pænt for hendes rolle i ”The Deer Hunter”, vendte Pauline Kael rundt på en tallerken og pillede Streep ned i alle efterfølgende film, selvom resten af verden gik i svime over hende, og Streep selv sukkede, at der kun var to mulige forsidebilleder på magasiner i 1980’erne – hende eller Ayatollah Khomeni.

Selv roller som dem Meryl Streep vandt anseelse og filmpriser for, som f.eks. hendes indsats i ”Sophie’s Choice”, kritiserede Pauline Kael sønder og sammen.

Kaels anmeldelse af Streep i netop den film fik sin egen form for berømmelse, efter hun skrev, at hun ikke mente, at Meryl Streep formåede at spille skuespil fra halsen og ned.

Meryl Streep formåede ifølge Kael kun at være i sit hoved, hvor alt, hun gjorde, til gengæld blev kontrolleret og overtænkt, mens kroppen ikke var til stede.

Først da Meryl Streep, syv år efter Pauline Kaels død, blev interviewet i den britiske avis The Guardian i forbindelse med premieren på ”Mamma Mia!”, tog hun til genmæle og indrømmede, at Kaels konstante kritik af hende var blevet ved med at hjemsøge hende.

Den mindst overvurderede

I 2017 føjede der sig en enkelt ny kritiker af Streep til den lille lukkede gruppe af haters.

Efter at Meryl Streep valgte at bruge sin takketale ved modtagelsen af The Cecil B. DeMille Lifetime Award som en politisk platform, hvor hun talte daværende præsident Donald Trump imod, tweetede han efterfølgende, at hun var den mest overvurderede skuespiller.

Det var en af den slags udsagn, der er så langt fra målet, at det ikke bider på.

Meryl Streep er en af de kvinder i Hollywood, der har stået distancen og som gennem et langt skuespillerliv (hun har pt. to nye projekter i pipelinen), har vist, at hverken køn eller alder bør være en begrænsning for at skabe en formidabel karriere.

Hvis hun er noget, er hun den mindst overvurderede skuespiller i sin generation.