”Jeg blev ringet op af en, der ville caste mig som muslimsk kvinde. Hvad fanden betyder det?”

Skuespiller og debuterende dramatiker Hanin Georgis står bag den aktuelle forestilling ”Den anden arabiske kvinde” på Blaagaard Teater på Nørrebro.

Og for at forstå, hvad forestillingen udspringer af, må vi spole tiden to år tilbage til en regnfuld dag i januar.

Den dag sad Hanin Georgis alene i sin lejlighed med alle sine tanker og stirrede på sin telefon, som ikke ringede.

- Det var sådan en eftermiddag, hvor alt bare var helt trist, vådt og gråt. Ja, og så var alt jo lukket ned på grund af corona, fortæller Hanin Georgis.

Hendes blik bliver fjernt, og det er, som om hun befinder sig i lejligheden den skelsættende januardag.

- Jeg var så utroligt ked af det, siger hun så.Siden hun blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2019 har hun haft forskellige jobs på teatret, i tv og på film, men med ét satte corona en stopper for arbejdet, og teaterlønnen blev skiftet ud med dagpenge.

- Jeg sad og tænkte, hvad venter jeg på? Min telefon ringer jo ikke. Og så var det, at mine tanker pludselig tog en drejning og kom til at handle om, om det kunne have noget at gøre med min etnicitet. Var det derfor, at jeg ikke fik jobs? Det var sindssygt hårdt og vildt skamfuldt at sidde og tænke sådan. Altså bare at jeg tænker på det nu, kan jeg mærke, at jeg bliver rørt, ik?

En uønsket identitet

For der i lejligheden væltede det frem med mange af de tanker om etnicitet, hun gennem årene havde båret rundt på. Hun lod minderne strømme. Minder, som hun ellers havde forsøgt at gemme væk hele sit liv.

Hanin Georgis stammer fra det kristne mindretal i Irak. Begge hendes forældre var medlemmer af det kommunistiske parti og måtte flygte fra Irak til Algeriet som politiske flygtninge.

Hanin blev født i Algeriet og kom til Danmark som femårig. Kort tid efter startede hun i skole i Slangerup på Sjælland, og det er herfra mange af hendes minder stammer.

- Jeg er ikke muslim og er faktisk vokset op med ikke at have etnisk-arabiske venner. Jeg ville gerne, men jeg oplevede dem, som jeg mødte i Slangerup, stille mig dømmende og udskammende spørgsmål om min adfærd som pige. Så de venskaber holdt ikke.

- Det var nemmere for mig at forbinde mig med mine etnisk-danske venner, fordi vi havde mange flere ting til fælles og derfor mange ting at snakke om, for eksempel sådan noget med at date, sex og fyre. Men jeg så jo anderledes ud end mange af mine venner og mødte konstant fordomme om, hvem jeg var, siger Hanin Georgis.

Hun fik ofte stillet spørgsmålene: Hvor kommer du fra? Har du gået med tørklæde? Spiser du svinekød? Spørgsmål, som, hun oplevede, satte hende i bås som en stereotypisering af den arabiske kvinde frem for et individ.

- Det er så hårdt at føle sig misforstået, og det er så hårdt at gå rundt med en uønsket identitet. Og det er jo to grupper, der kigger på mig med misbilligende øjne. Både det vestlige, men også det mellemøstlige fordomsblik er rettet mod den arabiske kvinde.

- For der er også forventninger fra det mellemøstlige blik på den arabiske kvinde. Jeg kan mærke, når jeg for eksempel om sommeren ifører mig tøj, som viser min bare mave eller bare ben – altså tøj, jeg har lyst til at gå i – så kan jeg mærke de her blikke. Særligt hvis jeg for eksempel befinder mig lidt længere nede ad Nørrebrogade.

Hun peger ud på den travle Nørrebrogade i retningen af Københavns Nordvest-kvarter.

- Der kan jeg opleve udskammende blikke, siger hun og ryster på hovedet og trækker sit ene ben op under sig.

For første gang følte jeg mig forstået

Det lå ikke i kortene, at Hanin fra Slangerup skulle være skuespiller. I første omgang uddannede hun sig til interkulturel socialrådgiver, men måtte efter et år sadle om.

Det føltes ikke rigtigt at sidde bag skrivebordet.

- Jeg tror ikke, at jeg vidste, jeg ville være skuespiller, før jeg blev 25. Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at jeg altid har haft interessen for skuespil. For eksempel skrev jeg om det i nogle stilehæfter i folkeskolen, og min søster og jeg lavede alle mulige forestillinger, som vi inviterede mine forældre ind at se, så skuespillet levede i mig, men helt ærligt anede jeg ikke, at den mulighed eksisterede.

- Jeg har altid beundret og nydt historiefortælling, men jeg voksede jo op med ikke at se nogen i fjernsynet, på film og i teatret, der på nogen måde lignede mig. Jeg hørte til blandt publikum. Så som ung troede jeg simpelthen ikke, jeg kunne være en del af det.

På skuespiluddannelsen begyndte hun langsomt at mærke, at der fandtes andre som hende. Og da Black Lives Matter-bevægelsen i sommeren 2020 rullede ind over Danmark, oplevede hun pludselig den spejling, som hun havde længtes efter i så mange år.

- Med Black Lives matter-bevægelsen oplevede jeg for første gang at blive forstået. Jeg fik et sprog for det, jeg havde følt og oplevet hele mit liv. Pludselig fandtes der begreber som privilegieblindhed og internaliserede fordomme, og de dækkede mine tanker og følelser.

- For første gang så og mødte jeg en masse mennesker, som jeg kunne spejle mig i. Jeg kunne genkende mig selv i deres historier og forstod pludselig, at det var okay at føle, som jeg gjorde.

- Det betød helt vildt meget. For det betyder jo alt at blive troet på. Selvfølgelig kan vi ikke sætte os fuldstændigt i hinandens sted, men det der med, at der er nogen, der tror på den smerte, jeg taler om, det er spejlende. Så føler jeg mig hørt, og at det, jeg siger, er legitimt, og det bliver taget alvorligt. Det er helende.

Det var et sammensurium af alle de oplevelser og følelser, der ramte Hanin Georgis der i lejligheden for to år siden.

De nye erfaringer fra Black Lives Matter-bevægelsen blandede sig med tidligere sårbare og skamfulde minder, og pludselig fik hun modet til at genbesøge episoder, som hun indtil da havde forsøgt at fortrænge.

For eksempel en episode, hvor en fyr kommenterede de mange hår, hun har på kroppen, eller om dengang i ungdomsklubben, hvor drengene grinede af hende, fordi hun rystede med numsen, når hun dansede.

- Efter den episode dansede jeg ikke sådan mere. De måtte ikke opdage, at jeg havde en arabisk etnicitet, for jeg ville jo gerne være som dem. Jeg ville passe ind. Så jeg skjulte det mere og mere. Alle sådanne oplevelser fandt jeg frem igen. Åbnede dem og mærkede efter.

- Jeg turde gå ind i alt det, som jeg har skammet mig over. Og så skrev jeg det ned. Jeg skrev og skrev. Det var ret forløsende, siger hun og fortæller, at hun skrev det hele ned på post-its, som hun hang op på væggene i lejligheden.

Den anden arabiske kvinde

Og alle de noter er nu blevet til forestillingen ”Den anden arabiske kvinde” om den arabiske kvinde, som sekulariseret, demokratisk, ikke undertrykt, entreprenant, selvtænkende og seksuelt frigjort.

I forestillingen optræder Hanin Georgis alene på scenen og beretter både sin og andres historie om at blive sat i bås og mødt med fordomme.

Undervejs i forestillingen fremkalder hun historiske arabiske kvinder såsom verdens første forfatter, en prinsesse og ypperstepræstinde ved navn Enheduana fra Irak.

Hun fremkalder Inanna, som var gudinde for frugtbarhed, kærlighed og krig i sumerisk mytologi, og Tara Fares, en 22-årig Instagram-model, der blev dræbt i 2018 for sin mangel på beskedenhed.

- Forestillingen udspringer af at behov for at høre til, et behov for at blive mødt som et individ, og så er det også for at lave et opgør med fordomme om at være arabisk. Det er ikke altid, at det arabiske menneske er muslim.

- Den anden arabiske kvinde er rigtig nok en minoritet, men der er virkelig mange af os. Vi ser dem bare ikke på film, på tv, på scenen, vi hører ikke deres stemmer eller historier. Men nu er tiden kommet til at fortælle min historie, siger hun.

Opløs stereotyperne

For Hanin handler det om at opløse stereotyperne.

Derfor bliver hun lykkelig, når hun ser en journalist med arabisk baggrund sidde i Deadline udtale sig om klimaforandringer.

Det skal ikke altid handle om etnicitet og social kontrol, når en person med arabisk etnicitet optræder i medierne. Vi skal have alle nuancerne med.

- Jo flere, der træder frem, jo flere nuancer får vi også af den arabiske kvinde. Og forhåbentlig også nogle roller, som ikke er stereotypiske. Så det handler også meget om at opløse de her stereotyper.

- Jeg blev for eksempel ringet op af en, der sagde: ”Vi vil gerne caste dig som muslimsk kvinde”. Hvad fanden betyder det? Det vil jo svare til, at de ringer til dig og siger, at de gerne vil caste dig som kristen kvinde. Det betyder ingenting. Det er en fordom, siger hun og ryster på hovedet.

Med stykket håber Hanin Georgis at starte en nuanceret debat, og selv om hun er meget glad og stolt over ”Den anden arabiske kvinde” og det hold af kvinder, som står bag forestillingen, kan hun mærke uroen over, hvad andre kommer til at tænke.

- Nu stikker jeg næsen frem, markerer mig, og det er virkelig nervepirrende. For kommer de til at misforstå det? Bliver de provokerede? For nogen vil forestillingen jo være provokerende.

- Men jeg har ikke lavet den for at provokere. Slet ikke, hun nikker ned mod plakaten, hvor hun iført de lyserøde nylonstrømper kigger op på os.