"Jeg er ikke kun transkønnet. Jeg er så meget mere"

Erik peger på et rækkehus længere nede ad stien. Det er i to etager, og et sort hegn dækker det meste af forhaven.

– Det er der, jeg er vokset op. Dengang var der bare flere planter og mere grønt, siger han.

20 meter længere nede ad vejen peger han op på en lejlighed, hvor et stort træ står plantet udenfor. Her boede hans mormor, og han husker, dengang træet blev plantet.

Nu vokser det næsten over taget på ejendommen. Han husker, hvordan han om sommeren legede på græsset og gemte sig for sine forældre i busken.

Det er et stykke tid siden, Erik Persson har været i sit barndomskvarter i Rosengården i Malmø, og når han går gennem sin barndomsgade, veksler han mellem gode og dårlige minder.

Erik er født som pige, men allerede som barn vidste han, at han var født i den forkerte krop. Da han fyldte 18 år, begyndte han på en fysisk forandring med hormonbehandlinger og operationer.

– Jeg følte mig altid som den mærkelige. Jeg var ensom, og jeg kæmpede med min identitet, siger han.

I dag er Erik 29 år. Han er blevet gift, bor i en lille by i Skåne og arbejder som hjælpelærer for børn med udfordringer.

Vejen dertil har dog ikke været nem. Gennem de sidste ti år har han været på en mental og fysisk rejse gennem kønsskifteoperationer, depression, selvaccept og ikke mindst en rejse fra Rosengården i Sverige til Caminoens ende, Kap Finnisterre.

Forklædt som pige

Når Erik ser på billeder af sig selv fra sin barndom, føler han, at han ser sig selv forklædt som en pige.

Han går videre fra sit barndomshjem mod sin folkeskole længere nede ad vejen. Der er ferielukket og helt stille i dag.

Midt på skolens legeplads fortæller han om, hvordan han blev mobbet i skolen. Han følte sig udenfor, og der var ikke nogen, der talte om flere køn end mand og kvinde.

Ordet ”transkønnet” kendte han ikke til, og han så ikke nogen i fjernsynet, der havde det som ham. Det eneste, Erik havde set, var drag queens, der dressede op i vilde kjoler og parykker.

– Jeg havde slet ikke ord til at udtrykke, hvordan jeg havde det. Jeg følte meget skam. Da jeg var omkring otte år, sagde jeg til min mor, at jeg ville skifte køn. Hun sagde, det ikke var muligt, og derefter prøvede jeg at pakke mine følelser væk.

En lettelse

Som 17-årig kunne Erik ikke undertrykke sine følelser længere. Hans krop var blevet et fængsel, som han kun kunne slippe fri fra, hvis han blev en mand.

– Mine forældre er skilt, så jeg sagde det først til min far. Vi spiste frokost hele familien sammen, da jeg sagde, at jeg var transkønnet og ville være en mand. Han kunne se, at jeg ikke jokede.

– Det var hårdere for min mor. Hun vidste ikke, hvor hendes plads var længere. Hun havde været mor til en datter, og jeg tror, at alle forældre kan se et helt livsscenarie for deres børn. Jeg gik ind og ødelagde det, hun havde forestillet sig.

Erik havde selv forestillet sig de værste scenarier ved at fortælle om sin identitet. Ville de acceptere ham? Elske ham? Ville de smide ham ud?

– Der var skænderier, og det var slemt. Men ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde selv arbejdet med mine følelser omkring det, og det skulle de først til nu. Deres største bekymring var, om jeg ville fortryde.

Var det også noget, du selv bekymrede dig om?

– Ja. Men jeg havde haft de her følelser i flere år, inden jeg kom ud. Jeg kunne mærke, at alle skridt på vej mod at blive Erik var en kæmpe lettelse.

Fulgt af Jessica

Erik gik i gymnasiet, da han kom ud med sin identitet. Han fortalte det først til sine lærere, og da skolekataloget med billeder af alle eleverne udkom, havde han fået ændret sit fornavn til ”Erik”.

– De fleste i min klasse hviskede og troede, der var sket en fejl. Jeg fortalte dem, at jeg var transkønnet, og at mit nye navn var Erik, siger han.

Eriks klassekammerater havde ikke mange spørgsmål, da han ikke var tæt med dem. Til gengæld havde han et godt forhold til en af sine lærere, og det er også herigennem, han blev introduceret for Jessica Nettelbladt.

Jessica er filminstruktør, og deres møde blev starten på ti års dokumentation af den transformation, Erik skulle igennem. Hun følger ham fra hans barndomshjem i Rosengården, gennem studentertiden, operationer, ægteskab, depression og alt det, som livet byder ham.

– Jeg tænkte ikke så meget over, hvad det ville ende med. Jessica filmede mig lidt efter skole, og vi aftalte at blive ved i fem år. Da jeg var færdig med mine operationer, følte jeg ikke, filmen var færdig, og det følte Jessica heller ikke, siger han.

– Hverken jeg eller Jessica ville lave en film om en transkønnet person, der bare levede lykkeligt til sine dages ende. Og jeg var først begyndt at stole nok på Jessica på det tidspunkt til at lukke hende helt ind.

Rammer en mur

Da Erik fyldte 26 år, følte han, at fortiden indhentede ham. Han arbejdede som rengøringsmand i den svenske kirke, og en dag brød han sammen i rengøringsrummet.

Alt så godt ud på overfladen. Han var blevet forlovet, flyttet i hus i Skåne, havde et fast arbejde og var kommet igennem kønsoperationerne. Bag det var der dog mørke tanker om hans barndom, der blev ved med at komme tilbage.

– Det var som at ramme en mur. Jeg følte ikke, mit job var fyldestgørende, og jeg følte mig fortabt. Tankemylderet fortsatte bare i en ond spiral. Jeg har aldrig fortrudt at ændre køn, men hvorfor kunne jeg ikke bare være født som en dreng? Hvorfor skulle jeg igennem så meget? Det er noget, jeg stadig kæmper med nogle gange. Men jeg har også lært, at jeg bare altid vil have svære perioder.

Fra Rosengården til Caminoen

Erik blev sygemeldt fra sit arbejde med depression og udbrændthed.

I 2019 fortalte han Jessica, at han altid havde drømt om at gå Caminoen. Hun skubbede på, og han besluttede sig for at tage ud på en fysisk og mental lang rejse, der endte i Kap Finisterre i Spanien.

Rejsen tog måneder, og Jessica var med næsten hele vejen for at filme ham. Han startede i Frankrig og krydsede Pyrenæerne til Spanien.

Undervejs mødte han andre vandrere i de spanske bjerge, der også var taget alene af sted. Han begyndte også at forarbejde tankerne om sin barndom, traumerne, og hvad han havde været igennem.

– Caminoen hjalp mig, da jeg havde det sværest. Man siger, at ruten er opdelt i tre faser: Krop, hvor ens ben og ryg gør ondt. Sjæl, hvor man går ind i sig selv, og i tredje fase er det accept.

– Jeg kunne se mit eget liv i det. I den første del af mit liv var jeg også nødt til at finde mig selv, og jeg var nødt til at gå igennem kønsoperationer for at give plads til mine inderste tanker og acceptere det.

Spidsen af Kap Finisterre var også det sted, hvor Jessicas og Eriks rejse sammen sluttede. Det er i dag blevet til dokumentarfilmen ”Drømmeprins”, der havde premiere 16. august til Copenhagen Pride og kan senere ses på Blockbuster.

Ikke hele min identitet

Tilbage i Rosengården i Sverige fortæller Erik, at han har accepteret, at efter det, han har været igennem, vil der altid være tidspunkter, hvor han føler angst eller er ked af det.

Men han har også lært at bremse sine tanker, før han rammer muren.

I dag har Erik heller ikke et behov for at sige, at han er transkønnet, medmindre det kan bruges i en større sammenhæng.

– Jeg vil gerne vise, at jeg er mere end en transkønnet person. I starten, inden jeg fik hormoner og operationer, var jeg nødt til at italesætte min identitet hele tiden, men det gør jeg ikke længere, siger han.

Med dokumentarfilmen ”Drømmeprins” håber Erik også på, at den vil skabe forståelse for, hvad det vil sige at være transkønnet.

– Jeg føler, at det er så let at putte transkønnede i en boks, som om det er hele vores identitet. Men jeg har også oplevet så meget mere i mit liv, som jeg gerne vil vise, siger Erik.