"Jeg tror på, at der er nogle ting, der ikke slår dig ihjel, men sætter sig i dig permanent"

Den Danske Ordbog:

Offer, substantiv, intetkøn

Person der (uforskyldt) udsættes for død, smerte eller anden lidelse

Grammatik: at være offer for NOGET

Eksempler: sagesløst offer, uskyldigt offer

For et par år siden skete der noget ejendommeligt for forfatter Johanne Bille.

Hun havde skrevet en kronik i et dagblad om sin egen voldtægt men også om alle de små grænseoverskridelser, et klap i røven i byen, en fremmed hånd på vej op under nederdelen i bussen, et billede af en fremmed pik i indbakken, alle de små ting, som hun og hendes veninder alle oplevede.

Hun skrev, at en voldtægt bærer man med sig hele livet, den lever i krop og sind uanset hvor lang tid, der går.

Efter kronikken var udkommet, fik hun en række henvendelser fra en gruppe mennesker, der ikke ellers fandt vej til hendes indbakke: clairvoyante.

– Min mailboks blev oversvømmet med folk, der gerne ville hjælpe mig ud af den her posttraumatiske stress, jeg var udsat for. Og det er interessant, for jeg skrev jo om en voldtægt, der er sket for mange år siden. I det her samfund er vi så forhippede på, at vi skal komme videre efter ting, siger hun.

– Vi har en eller anden tanke om, at what doesn’t kill you makes you stronger. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi åbnede en samtale om, at nogle gange er der også noget, der ikke slår dig ihjel, som bare er rigtig ubehageligt.

– Det er nærmest en liberal succeshistorie: Man skal komme igennem sine ting, man skal være sin egen lykkes smed, man skal tage sine fem kroner og så skal man få dem til at vokse til 5.000 kroner, ikke? Og det abonnerer jeg bare ikke rigtig på. Jeg tror på, at der er nogle ting, der ikke slår dig ihjel, men som sætter sig i dig permanent, siger Johanne Bille.

Hun sidder på den ene side af et træbord i sin lejlighed oppe under taget et sted på Frederiksberg.

Her er blotlagte loftsbjælker med bøger i stabler, Anaïs Nin, Sally Rooney. Udenfor skråvæggene summer bilerne, myldretrafikken er begyndt, og herinde er der varmt og lyset er varmt og her dufter lidt parfumeret af pære.

Johanne Bille har netop udgivet sin tredje roman ‘Når mænd forlader mig’, som ligger på bordet mellem os, en lyserød bog om en ung, kvindelig forfatter, der lever i en verden af mænd, for mænd og på mænds nåde.

Maria, hovedpersonen, er vel nærmest ikke-handlende på det meste af sin vej gennem livet. Det er en kommentar, siger Johanne Bille, til den måde, populærkultur tidligere har portrætteret kvinder (objekter) igennem mænd (subjekter).

– Det er det, jeg har forsøgt at gøre her, men på en måde, hvor Maria kommer til sin ret.

Et usympatisk offer

Maria dater mænd, der godt kan lide ideen om at date en ung kvindelig forfatter, men knap så godt kan lide bøger af unge, kvindelige forfattere. De, altså mændene, har forskellige idéer om, hvordan den ideelle kvinde ser ud, og Maria har en evne til at formskifte efter behov.

Hun bruger dagtimerne på at skrive, ikke bøger længere, men tekster til e-mailmarketing af lavkvalitetsprodukter til midaldrende mænd.

I romanen bliver Maria voldtaget. Af en mand, hun er forelsket i. Og efter voldtægten falder hendes liv fra hinanden, det er som om, hun forsøger at opløse sig selv med alle de midler, hun har til rådighed, skrift, mad, cigaretter, alkohol.

Er Maria et offer ifølge Johanne Bille? Ja, på mange måder og for mange ting. Men det er ikke en refleksion, Maria selv har.

– Hun er jo egocentreret på en ret vild måde. Maria er ikke engang navlepillende, som Mette Høgh sagde om kvindelige forfattere på et tidspunkt, hun er selvoptaget i en grad, hvor det bliver røvhulspillende.

Med andre ord: ikke vildt sympatisk. Hun er måske nok fuckable, men hun er ikke likeable.

Men i virkeligheden vil Johanne Bille gerne tale om alle de små hændelser, der leder op til voldtægten.

Hun er bange for, at den samtale, der kommer til at være om bogen, udelukkende kommer til at handle om voldtægt. Og det er for snævert, for hvis vi skal forstå, hvorfor voldtægter er mulige, må vi forstå den kultur, der accepterer, at kvinder udsættes for henkastede, gentagne grænseoverskridelser, siger hun.

– Der er mange miniovergreb i bogen, de sker nærmest sådan laissez faire, siger hun og former ordene med hænderne foran sig.

– Man møder det allerede da Marias store kærlighed Idealisten niver hende i maven og kommenterer, at hun har en delle. Det i sig selv ser jeg også som en lille aggression og en lille puffen ind i en kasse, som kvinder skal være i, hvor man skal veje noget bestemt og se ud på en bestemt måde. Det i sig selv er jo en lille undertrykkelse.

Hun kender ingen kvinder, siger hun, der ikke har oplevet og oplever de her små undertrykkelser. ”Forvarsler”, kalder hun dem, læner sig ind over bordet og spidser øjnene.

– De små undertrykkelser er interessante, fordi det også er dem, der muliggør, at voldtægter finder sted. Det hele er udtryk for den samme kultur, som i høj grad er en voldtægtskultur, hvor mænd forventes at tage og kvinder forventes at sige ja bare med deres blotte tilstedeværelse.

Jeg siger, at der sikkert er nogen, der vil slå sig på sammenholdelsen mellem voldtægt og det at nive nogen i maven eller klappe dem i røven, men det er heller ikke det samme, siger hun, det hænger bare uløseligt sammen.

– Det er jo en degradering af kvindens krop og en degradering af kvindens frie vilje. Det er en måde hvor man som overgrebsperson kan sige ”Jeg har mere ret til din krop, end du selv har”. Det signal er jo det samme, uanset om du voldtager en eller klasker en i røven.

Det skal ikke altid være lykkeligt at være menneske

Maria og hendes voldtægtsmand kender hinanden, og sådan er det også oftest i virkeligheden. Alligevel havde Johanne Bille svært ved at finde eksempler på netop den type voldtægt i litteraturen. Hun ville gerne give det en plads.

I bogen siger Maria aldrig nej. Hun siger heller ikke ja. Hun er passiv. Ham, der voldtager hende, siger heller ikke noget. Det er en ordløs udgrænsning begået af et menneske, hun holdt af.

– Bare det, at jeg kalder det en voldtægt, synes jeg, der er en pointe i. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at nuancere, hvad en voldtægt er, og hvad et offer kan være. Det at være et offer er jo bare, at man uforskyldt er blevet udsat for smerte.

Maria siger ingenting. Sådan ser et offer også ud. Maria går tilbage og fester videre efter voldtægten. Sådan ser et offer også. Maria er sin kæreste utro med den mand, der voldtager hende. Sådan ser et offer også ud.

– Selvfølgelig kan utro kvinder også blive voldtaget. Det er bare heller ikke noget, vi har snakket om, siger Johanne Bille.

I den samtale, der har domineret den offentlige debat de sidste år, om grænser, overgreb, samtykke, har mange taget afstand fra ordet offer.

De siger, at de nok er blevet gjort uret, men de vil ikke ses som ofre. Johanne Bille har det modsat, hun har altid set sig selv som et offer for den voldtægt, hun var udsat for.

Og hun mener, der er noget uretmæssig stigma knyttet til det at være offer, stigma, der handler om, at man er ikke-handlende, at man er uden agens, måske endda svag. At man er såret.

Og så er vi tilbage ved de godhjertede clairvoyante, der skrev til hende for to år siden og gerne ville hjælpe.

– De havde en tanke om, at hvis nu de kunne frisætte mig, ville jeg ikke være tynget af voldtægten. Men det er jo en angst for smerte, der kommer til udtryk der.

– Nu bliver det helt eksistentielt, men det skal jo ikke altid være lykkeligt at være menneske, det kan også være smertefuldt at være menneske, og et offer kan godt bære på en enormt stor smerte og samtidig have en enormt stor glæde i sig. De ting kan godt eksistere samtidig.

En krænkelse af det allermest ukrænkelige

At være offer signalerer smerte, signalerer uret, og den, der selv identificerer sig som et offer, bærer sin smerte udenpå. Og måske er det ikke så farligt, siger Johanne Bille.

– Jeg kunne bare godt tænke mig, at vi blev bedre til at sige, når det gjorde ondt. Hvis vi helt konkret snakker samtykke, så tror jeg også, at det vil gøre, at sådan nogle som Pia Kjærsgaard i højere grad vil forstå, hvad det er, vi snakker om.

Pia Kjærsgaard skrev engang en kommentar i Berlingske, hvor hun argumenterede for, at kvinder skulle tage de små grænseoverskridelser i hverdagen ”med lidt humør”.

Men det er misforstået, siger Johanne Bille, forvarslerne i det, hun kalder en voldtægtskultur, skal ikke tages med lidt humør. Og måske handler kommentarer som Pia Kjærsgaards om, at vi grundlæggende stadig ikke forstår omfanget af den krænkelse, som invasionen af et menneskes krop er.

– Det, der mangler i samtalen er en eller anden forståelse af, hvad vil det egentlig sige at blive voldtaget, hvorfor det er sådan en stor forbrydelse, og hvad det gør ved den, der bliver voldtaget, siger Johanne Bille.

Hvorfor er det så stor en forbrydelse?

– Fordi du underminerer det enkelte menneskes ejendomsret, siger hun og undskylder, at hun nu kommer til at lyder super liberal, det er altså ikke med vilje, men:

– Du underminerer et menneskes frie vilje, og noget af det mest fundamentale, vi har, er retten til vores egen krop og vores egen vilje og tanker. For mig at se er det en af de mest skrækkelige forbrydelser, du kan begå, som har enormt store konsekvenser for dem, der er offer for det. Voldtægt er jo at krænke noget af det allermest ukrænkelige.

Derfor bærer Johanne Bille også sin egen offerstatus med stolthed. Med styrke.

For hun hæfter sig ved, at ordbogsdefinitionen af et offer indeholder ordet ”uforskyldt”. Et offer er uforskyldt blevet udsat for smerte. Det fjerner fokus fra gerningspersonen, siger hun, og lægger den på selve forbrydelsen.

– Det husker mig også på, at det ikke var min skyld, at jeg blev voldtaget. Det tror jeg, mange der er blevet voldtaget, kan nikke genkendende til, at man hele tiden skal huske sig selv på. Tvivlen er en aktiv del af det at være blevet voldtaget, og der synes jeg, der er en styrke i at kalde sig et offer…

fordi det definitivt lægger

– …skylden et andet sted, slutter hun.

Hun forsøger også at offergøre sin egen gerningsmand.  

– Der har været en periode, hvor jeg har været enormt vred på ham, og nu er jeg kommet til et sted, hvor jeg mest af alt synes, det er enormt synd for ham.

– Det har hjulpet mig også at få ondt af ham, for jeg synes faktisk, det er synd for ham, at han ikke forstod, hvor grænserne gik, og at han satte sit eget begær eller stolthed eller hvad fanden det nu var, højere end at passe på mig.

Hvorfor er det synd?

– Fordi jeg tror, man kan komme til at gøre ting ud fra den måde man… Hun holder en pause, tænker over ordene.

– Man gør jo det, man har lært, og han må jo have gjort det, fordi han har lært, at det er sådan, han skal opføre sig. Jeg tror ikke på, der er nogen, der er onde. Og det er da synd at være et menneske, der er i stand til at gøre sådan noget. Det synes jeg, det er, siger hun.