Køn & identitet
25. oktober 2024

Kvinderne bliver stressede og fattige - og mændene ensomme: Her er seks konkrete råd fra parterapeuten

Problemet er helt grundlæggende, men der er noget, du kan gøre for at ændre det, fortæller parterapeut.
Af: Maria Brus Pedersen
Parterapeut, Cathrine Katzmann.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Mental load gør kvinder stressede og fattige og mænd ensomme, fortæller parterapeut og forfatter Cathrine Katzmann. Og ofte ender det med de tre s'er.

Manglende sex, stress og i sidste ende skilsmisse.

Cathrine Katzmann har sammen med Laura Vilsgaard skrevet bogen “Mental Load og ligestilling - bogen om familiens skjulte arbejdsopgaver” - og her er hendes bedste råd til et mere ligestillet parforhold.

1. Vær på hold med hinanden

Start med at anerkende, at det ikke er en kamp mod mænd. Det er et opgør med at se manden som suppleant til kvinden. Det er en kamp for, at kvinder får mere overskud og mindre stress, og at mænd føler sig tilstrækkelige, kompetente og omsorgsfulde. Det er en kamp for mere sex og samhørighed og mindre konflikt og udbrændthed.

2. Få overblik over hjemmets opgaver - del dem op i kategorier

Hvilke opgaver er der egentlig i jeres hjem? Få dem alle sammen skrevet ned, og del dem op i kategorier: Sociale planer, børnetøj, rengøring, weekender, madlavning, indkøb, lægebesøg, rengøring osv. Der er forskellige opgaver i forskellige familier, så få overblik over, hvad der er på spil i jeres.

3. Hold et ugemøde

Når I har fået overblik over opgaverne, så hold et ugemøde, hvor I fordeler dem. Fordel opgaverne efter, hvem der er bedst til en opgave, hvem der har lyst til en opgave og hvem, der har plads i kalenderen. På næste uges møde fordeler I så på ny - måske er det ikke den samme person, der skal stå for at smøre madpakker uge efter uge.

4. Start med 3-5 ting, som I tager op til revision

Start i det små. Måske skal han tage kategorierne “legeaftaler” og “vasketøj” den næste måned. Hvordan føles det? Lige nu handler det ikke om, at kvinden skal gå ind i mandens verden og ordne haven, for det vil bare give hende endnu mere arbejde. Mange par vil opdage, at der er opgaver, hun helt slipper, hvis de begynder at dele det op.

5. Tag FULDT ejerskab over en opgave

Opgaver i hjemmet har tre elementer - Stillingtagen, Planlægning og Udførelse (SPU). De to første hører i kategorien mental load og ligger oftest hos kvinderne. Udførelsen er man tit mere lige om. Når I fordeler opgaverne i jeres hjem, så fordel hele opgaven - både Stillingstagen, Planlægning og Udførelse. Så hvis far har ansvaret for “legeaftaler” den næste måned, så skal han holde styr på hvem, der har legeaftaler, hvornår, hvor længe, hvordan de planer passer ind i resten af familiens planer, ansvar for at koordinere med andre forældre, hente og bringe osv.

6. Gå efter minimumsstandarder, ikke høje standarder

I stedet for at tænke: “I den bedste af alle verdener, vil vi gerne støvsuge tre gange om ugen”, så tænkt “I den travleste af alle verdener, hvad er så det absolut mindste, vi kan slippe afsted med at støvsuge, som vi begge er okay med?” Hvis man går efter de højeste standarder, bliver det ofte kvinder, der sætter dem. Med minimumsstandarder bliver I enige om en standard, I begge kan leve med og leve op til.

Læs mere om:

Læs også