Manglede nogen at spejle sig i: Nu står han frem
Foto: Liselotte Sabroe
Det var med en vis tøven, at Jesper Zuschlag stillede op til et interview med LGBT+ Danmark-foreningen.
Men i håbet om at være et forbillede og for den højere sags tjeneste, fortæller han i det splinternye interview, at han er biseksuel.
Han er nemlig medlem af selvsamme forening, og derfor er han en af hovedpersonerne i interviewet som er udgivet i anledningen af Bi Visibility Day.
– Jeg vil gerne skubbe til, at få flere til at acceptere, at det her også er en ting. Jeg har da oplevet at spørge en fyr, om jeg må kysse ham, og han så siger ”Ja, altså jeg er ikke homoseksuel” og jeg siger ”Det er så fint, det er jeg heller ikke”, og så snaver man i tre timer.
– Men næste dag lader man som om, det ikke er sket.
”Elsker dig for tiden”-stjernen har oplevet en manglende anerkendelse af bi-identiteten, og så har han manglet nogle han kunne spejle sig i.
For det har ofte været en oplevelse af, at man enten er hetero- eller homoseksuel – da mellemvejen ikke er anerkendt på samme måde.
Og når man som Jesper ikke kan huske en tid i sit liv, hvor han opfattede sig selv som enten hetero- eller homoseksuel har han i sin opvækst manglet den ”kasse” som hedder biseksuel.
Vennerne reagerede som håbet
Jesper Zuschlag fortæller i interviewet med LGBT+ Danmark, at han valgte at springe ud over for sine venner i starten af 20’erne, da han flyttede til København.
Reaktionen var heldigvis som håbet, da de ”gode jyske drenge” ikke havde et problem med deres vens seksualitet.
– Flere af dem sagde noget i stil med, ”Ja … hvad? Vi har jo mødt dig!” Det var enormt smukt, både fordi de her gode jyske drenge ikke havde et problem med det, men også fordi de antog det allerede, fordi det lå i min natur.
– Den modtagelse var jeg enormt glad for. Så var der ikke mere tilbage af at passe på ikke at blive opdaget. Jeg kunne være 100 procent mig selv.
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.