Mød kvinden, der kæmper for en seksuel revolution i Islam

Hun lagde mærke til det allerede, da hun var ganske lille. Uligheden.

Unge Seyran Ateş, datter af tyrkiske immigranter, blev født i Istanbul, men brugte det meste af sin barndom i en tyrkisk bydel i Berlin. Hun voksede og legede, agerede oversætter for tyrkiske familier i nabolaget. Og så opdagede hun, igen og igen, at der var ting, hun ikke måtte, ikke kunne, fordi hun var en pige.

Hun måtte ikke det samme som hendes brødre, og hun måtte ikke det samme som de tyske piger. Det undrede hende.

Når hun gjorde noget forkert, det kunne være at læse en bog eller spørge, om hun måtte tage i biografen, fik hun bank. Seyran Ateş opdagede også noget andet interessant. Piger og kvinder, der ville andet og mere end at være i en snæver lille kasse, var ludere. Luder luder luder, hun blev altid kaldt luder.

- Det gik op for mig, at alt handler om sex. Når jeg spurgte mine forældre, om jeg måtte gå ud og lave almindelige ting, som teenagere nu gør, spurgte de, om jeg havde lyst til at være en luder. Om jeg ville prostituere mig selv. Hvad er der i vejen med at gå i biografen? Og hvad har det at gøre med at være luder? Spørger hun.

Hun indså, at der var brug for mere seksuel frihed. Og hun indså også en anden ting.

- Jeg opdagede meget tidligt, at både piger og drenge var skønne, og at jeg var biseksuel.

Da hun var 17 år gammel, fik hun nok af den sociale kontrol og løb hjemmefra.

Hun påbegyndte et livslangt opgør med de gammeldags, patriarkalske strukturer i islam, der havde præget hendes barndom og ungdom. Det opgør kom til at definere hele Seyran Ateş liv.

En moské for både mænd og kvinder

I dag toner hun frem på skærmen foran mig. Hun bliver 58 om lidt, hun har en sort kjole med lange ærmer på, det er koldt i dag. Små strithår danner en sort glorie rundt om hendes hoved.

Hun sidder i sin lejlighed i Berlin, her bruger hun det meste af sin tid. Seyran Ateş har hele sit voksne liv kæmpet for kvinders rettigheder som både aktivist, advokat og forfatter.

Hun er leder af og imam i moskéen Ibn Rushd-Goethe, som er åben for både mænd og kvinder, som byder LGBTQIA-samfundet velkommen, og som samler folk fra alle muslimske trosretninger. Og så mener hun, islam har brug for en seksuel revolution.

-En seksuel revolution betyder, at det er min beslutning, om jeg vil have sex med nogen eller ej, om jeg vil giftes med nogen eller ej. Ingen institution, ingen religion og intet politisk system har retten til at bestemme over min seksualitet, siger hun.

En dyr kamp

Lige nu er hun aktuel i dokumentarfilmen ”Sex, revolution og islam”, som har verdenspremiere på CPH:DOX den 22. april 2021.

En biseksuel, kvindelig imam og kvinderettighedsforkæmper. Sådan et generalieblad er ikke gratis, og det viser filmen.

Som 21-årig arbejdede hun i en kvinderettighedsorganisation for tyrkiske kvinder, da en tyrkisk, nationalistisk mand kom ind i lokalerne og skød hende i halsen. Hun har to fatwa’er udstedt mod sig, og den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har erklæret hende for at være terrorist, fordi alle køn er velkomne i hendes moské.

Og lejligheden, som hun giver det her interview fra, er der, hvor størstedelen af hendes liv udspiller sig, for hun har haft politibeskyttelse i 15 år. Når hun skal udenfor, ringer hun til ”sine engle”, og så kommer de og følger hende, hvor end hun vil hen.

- Efter 15 år med politibeskyttelse har jeg vendt det om: fra at være ked af det og frustreret til at være taknemmelig. Især de seneste fire år, efter vi åbnede moskéen, er jeg blevet bevidst om, at jeg skal være taknemmelig for at leve i et demokrati, hvor politiet tilbyder at beskytte mig, siger hun.

Politibeskyttelsen begyndte i 2006, hvor Seyran Ateş, der er uddannet advokat, måtte lukke sit advokatkontor, fordi hun fik så mange dødstrusler.

- Dengang var jeg frustreret, siger hun.

Men nu, efterhånden som hun er blevet ældre, ser hun anderledes på det.

- De giver mig muligheden for at lave mit arbejde og føle mig sikker, og at føle mig sikker giver mig styrken til at gøre mit arbejde og tale frit. Jeg kan tale med dig, og jeg er ikke bange for, hvad du kommer til at skrive, eller hvem der kommer til at reagere.

Hun takker Gud for, at hun bor i Tyskland, hvor politiet beskytter hende.

- Hvis jeg boede i Tyrkiet, ville politiet putte mig i fængsel i mange år. I Iran er så mange kvinder fængslet, bare fordi de tog deres tørklæde af. Alene af den grund er de i fængsel. Det er motivationen for mig, jeg kæmper for de kvinder. Så jeg spørger alle feministerne med tørklæder på, hvorfor de ikke kæmper skulder ved skulder med mig for de her kvinder.

Ekko fra fortidens kampe

Seyran Ateş kamp er egentlig ligetil og taler ind i de store kvindekampsopgør i 60’erne og 70’erne, hvis ekko stadig lyder i de feministiske opgør i dag: kvinder skal have ret til seksuel selvbestemmelse, for den, der kontrollerer seksualiteten, har magten.

- En seksuel revolution betyder, at vi har et åbent samfund, at vi har demokrati, ligestilling og accept af LGBT-samfund. Seksuel revolution betyder ikke bare, at to mennesker har sex med hinanden, det er meget mere end det. Især når det kommer til kvinderettigheder. Det betyder, at vi er de eneste, der har retten over vores krop og seksualitet.

Det lyder så åbenlyst. Ikke desto mindre er det en kamp, Seyran Ateş har mødt massiv modstand for. Hun får jævnligt dødstrusler, som hun har printet ud og sat i et ringbind. Og ligesom i hendes barndom i den tyrkiske bydel i Berlin går et ord igen: Luder.

- Hvorfor seksualiserer de også angrebene? Jeg mener, det er beviset for, at verden er ekstremt seksualiseret og elsker at bruge seksualitet som vold. Det handler om, at nogle mænd virkelig hader kvinder, og det had kommer fra ideen om, at hvis kvinden har en fri seksualitet, så kan hun gør lige, hvad hun vil, og har ikke brug for mænd.

Hun mener, det er det, mange muslimske mænd er bange for.

- De frygter, at de ikke kan finde en kvinde at diskriminere, at de ikke kan finde en kvinde, der vil gøre alt arbejdet derhjemme. Det er det svar, jeg får, når jeg har interviewet mange muslimske mænd om, hvorfor de er bange for kvinderettigheder.

- De spørger: "Skal jeg så selv lave min aftensmad? Skal jeg vaske mit tøj selv?" Det er kvindens rolle, og så skal de gøre alt det slavearbejde selv.

Feministisk modstand

Det interessante ved den modstand, Seyran Ateş har mødt, er, at den ikke kun kommer fra fundamentalistiske muslimer. Jo, de er også imod hende, de mener, at hendes opgør er anti-islam.

Men modstanden kommer også fra venstreorienterede feminister, nogle, man ellers skulle tænke, hun havde nemt ved at finde fælles fodslag med.

- Mange venstreorientede feminister taber hovedet, de glemmer kampene. Siden 60’erne har vi haft de her kampe mod patriarkatet, kampen for kroppen, og alle de kampe kæmper de i deres egne kredse, men de glemmer det, når det kommer til såkaldte minoriteter.

Hun oplever, at folk på venstrefløjen ofte sætter kampen mod racisme over alt andet.

-De ser ikke mangfoldigheden indenfor minoriteten, og de ser ikke minoriteter i minoriteten og parallelle samfund. Der er så meget chikane mod kvinder i islam, og de lukker deres øjne for det.

En berøringsangst, kan man kalde det. Og det undrer den garvede aktivist.

- Siden 60’erne har venstrefløjen kæmpet imod den katolske kirkes kontrol af seksualitet, det handlede om at smide kirken ud af soveværelset. Hvorfor kan vi ikke gøre det, når det kommer til islam? Det er den del af identitetspolitik, der er over hele verden nu. Identitetspolitikken adskiller os.

Hvordan det?

- I 60’erne og 70’erne sagde vi, at menneskerettigheder er universelle, og at man ikke skulle adskille mennesker og putte dem i kasser på grund af deres hudfarve, deres køn og så videre. Men nu lever vi i tider, hvor vi putter folk i kasser. Det forstår jeg ikke.

Den diskussion er også her i Danmark, og jeg tror, at nogle hvide feminister er bange for at blive kaldt racister, hvis de for eksempel kritiserer islam?

- Ja, det er en stor frygt at blive kaldt racist eller islamophob. Det er så skørt. Det er islamisternes våben, de bruger jeres skyldfølelse mod jer. Især her i Tyskland. Politisk islam misbruger den følelse, og så bliver det accepteret, at hvis du siger, der er noget du har brug for til din religion, så er det okay, selv hvis det går imod mine værdier og menneskerettigheder.

Seksuel revolution i moskéen

Seyran Ateş mission om at samle mere end at adskille er også en vigtig del af arbejdet i moskéen Ibn Rushd-Goethe. Her leder hun som kvindelig imam bønnen for både mænd og kvinder – og hun mener, at den klassiske adskillelse i moskéerne er med til at seksualisere dem, der kommer der.

- I moskéen kan vi praktisere den del af den seksuelle revolution, som betyder, at mænd og kvinder er fuldstændigt afslappede sammen i deres spiritualitet foran Gud uden at seksualisere hinanden.

- Et af målene med den seksuelle revolution er, at du ikke ser andre som seksuelle objekter for dig. Ingen seksualiserer hinanden i moskéen. Det er ikke en bar, det er ikke et diskotek, det er et spirituelt sted.

Mange har skrevet til hende, at det ikke fungerer med mænd og kvinder, der beder sammen, fordi en mand så vil ligge i bøn bag en kvinde.

- Når han ser en kvindes bag, vil han automatisk seksualisere hende.

Det er 40 år siden, Seyran Ateş løb hjemmefra for at bryde med den sociale kontrol, hun fandt så uretfærdig. I dag bor hun sammen med sin mor i lejligheden i Berlin. Det har taget tid, men de har fundet hinanden.

- Det tog ti år, måske lidt mere. Jeg besluttede mig for ikke at opgive min familie, jeg besluttede, at jeg havde brug for min familie. Jeg har haft dårlige oplevelser i min familie, men det var ikke dem alle, der var dårlige. Jeg har aldrig haft lyst til at ødelægge ideen om familien.

Hun var nødt til at arbejde med sig selv for at finde ud af, hvordan hun som progressiv, kvinderettighedskæmpende, biseksuel kvinde kunne have sin mere traditionelle tyrkiske familie i sit liv.

Nøglen, fandt hun ud af, var at acceptere, at de ikke kom til at blive som hende. Og at det var okay.

- Jeg er nødt til at prøve at acceptere mine forældre og resten af min familie for dem, de er. Jeg har lært, at for at blive accepteret må man også acceptere andre.