Køn & identitet
27. januar 2025

Ny undersøgelse viser, at singlekvinder er lykkeligere end singlemænd

Forskerne mener, at det dermed tyder på, at mænd får mere ud af heteronormative forhold, end kvinder gør.
Af: Signe Larsen
BRIDGET JONES

Foto: MEGA

Hun ligger under dynen fredag aften med skeen godt begravet i Ben & Jerry's og ‘Sex and the City’ på repeat på fjernsynet. Hun er selvfølgelig single.

Kan du se det for dig?

Sådan portrætteres singlekvinder ofte i populærkulturen. De er lidt ynkelige og en smule desperate efter at finde en mandekæreste.

Men nu viser en canadisk undersøgelse imidlertid det modsatte, skriver Videnskab.dk.

Ifølge et studie fra University of Toronto, hvor forskere har undersøgt omkring 6000 singlers lykke, er singlekvinder gennemsnitligt lykkeligere end singlemænd på flere områder:

De er både mere tilfredse med deres liv generelt, deres sexliv og nuværende civiltilstand - og har mindre lyst til at finde en partner, end mændene har.

Den direkte årsag til singlekvindernes lykke siger studiet dog ikke noget om, men ifølge forfatterne bag harmonerer den nye forskning med det, man allerede ved:

At mænd frygter livet uden partner mere end kvinder gør.

- Vi ved fra tidligere forskning i heteronormative forhold, at kvinder typisk står for størstedelen af det huslige og følelsesmæssige arbejde. Dertil bliver deres seksuelle tilfredsstillelse ofte nedprioriteret og muligvis nedsat på grund af den unfair arbejdsfordeling, udtaler Elaine Hoan, der er ph.d.-studerende ved Department of Psychology på universitet.

Hun siger i øvrigt, at kvinder ofte har større sociale netværk, som de kan søge støtte fra.

Forskerne bag studiet påpeger, at det vil være interessant at dykke yderligere ned i årsagerne til forskellen mellem singlernes lykkefølelse.

Læs mere om:

Læs også