Overgrebet ændrede den måde, Sofie har sex på. Men sådan behøver det ikke at være for altid
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Selv om Sofie har været udsat for et overgreb, skal det ikke definere resten af hendes liv.
Men skal hun fortælle nye partnere om oplevelsen, og i givet fald hvordan?
Det spørger Sofie sexolog Camilla Tved om i første afsnit af femina updates podcast Sexterapi.
Sofie var udsat for et overgreb, mens hun boede i London efter sin gymnasietid.
I tiden efter overgrebet har Sofie sex med flere forskellige, fordi hun har lyst til at være i en situation, hvor det er hende, der har kontrollen og giver samtykke.
Men nu er hun nået til et sted, hvor hun har lyst til at være sammen med folk, fordi hun har lyst og ikke fordi hun har lyst til at give samtykke.
Samtidig er Sofie blevet i tvivl om, om der er noget galt med at have sex, fordi man har lyst til at kunne give samtykke.
Hun husker tiden i London som “dobbelt”. For det var nemlig også en tid, hvor hun fik sin første orgasme og udforskede sin seksualitet selv:
– Det var en tid, hvor jeg virkelig kom i kontakt med min egen nydelse, og især mit sexliv med mig selv.
Sex alene og med andre
Da hun kom hjem fra London, var det vigtigt for hende at fortælle andre om det overgreb, hun havde været udsat for.
I dag overvejer hun i højere grad, om det er vigtigt at dele med nye partnere.
– Det afhænger af, om det menneske, jeg har sex med, er nogle, jeg rigtig godt kan lide og har lyst til at have en videre relation med.
Hun har oplevet, at folk bagefter så hende som en, der var traumatiseret resten af sit liv.
– Det er rigtigt, at det er en præmis for mit liv, men det gør ikke, at jeg ikke stadig er den, jeg var før.
Et paradox
Sofie er bange for, at folk ikke tager overgrebet seriøst, hvis hun kan komme videre og have det fint.
Og den frygt er ikke ubegrundet. For Sofie har oplevet, at det har ændret den måde, folk har sex med hende på, når hun har fortalt om overgrebet.
For eksempel er hendes sexpartnere blevet mere forsigtige og opmærksomme på, om de overskrider hendes grænser.
– Det er et paradox, for jeg har brug for at folk ved det og tager det seriøst, men jeg har også brug for, at de behandler mig som enhver anden.
Camilla foreslår, at Sofie kan fortælle sine partnere, hvorfor hun har brug for at fortælle dem om overgrebet.
Hun foreslår Sofie at tydeliggøre overfor sin sexpartner, at overgrebet ikke skal fylde i den sex, de har sammen. Camilla foreslår, at Sofie siger noget ala:
– Jeg fortæller dig ikke det her, fordi det har noget at gøre med den sex vi har, jeg fortæller det, fordi det er en del af min historie, men på et tidspunkt har det fyldt meget.
Sofie oplevede et kæmpe kontroltab efter overgrebet, og at hendes handlinger i tiden efter afspejlede et behov for at genvinde kontrollen. Men Camilla mener, at det er på tide at sige farvel til den gamle strategi.
– Det har været en vigtig strategi, men det lyder som om, at det måske er på tide at finde en ny strategi og prøve at give slip på kontrollen.
Hør første afsnit af Podcasten Sexterapi med Camilla Tved i Apples podcast-app eller på Spotify.