Please skab dig, kvinde! Sofie Riise Nors vil gerne have, at vi kvinder skruer op for os selv
"Ej, hvorfor skal du skabe dig så meget, Sofie?"
Den tanke har Sofie Riise Nors ofte rettet mod sig selv, hvis hun har været i byen, haft det sjovt, grint lidt for højt, blevet lidt for højtråbende eller danset lidt for vildt.
– Det har været en måde at censurere eller monitorere mig selv, siger den 27-årige forfatter og illustrator Sofie Riise Nors.
Og den tanke tror hun, der er mange kvinder og mennesker med en feminiseret identitet, der kan genkende.
Ifølge hende er tanken om at skulle lægge låg på sig selv og lade være med at skabe sig, nemlig et produkt af den kultur, der findes i vores samfund.
Når kvinder er "vilde" eller "fylder for meget", så får de at vide, at de skaber sig, er opmærksomhedskrævende eller påtagede.
Mens mænd, der gør det samme, er excentriske, karismatiske og passionerede.
Ifølge Sofie Riise Nors bliver det at skabe sig derfor koblet til noget feminint, og vi har brug for at udfordre fordommen om kvinder og feminine personer, der fylder meget.
Hun tror på, at jo mere kvinder og feminine personer kræver deres ret til at fylde meget og tager plads, jo mere normalt bliver det, og jo mere vænner vi os til at se kvinder og feminine personer, der fylder meget.
– Det kræver en cirkulær forandring. At vi både tør at fylde og ikke være bange for at blive set, som nogen, der skaber sig. Men samtidig lade være med at have den tanke om andre, der tager plads.
Sofie Riise Nors er også vært på programmet "Sexmagasinet" på Ally. Og så er hun feminist og kvinden bag memeprofilen @waginapineapple på Instagram.
På Instagram har hun længe gjort meget ud af ikke at ville bruge sit eget ansigt.
Men i takt med at hun har udgivet bogen "Sexmagasinet Vol. 1" og er blevet vært på et program med samme navn, har hun startet sin egen skabelsesproces.
– Jeg synes, det er sjovt at iscenesætte mig selv, overdrive den her dulle, og udfordre nogle af de fordomme, man har, når man ser mig rent visuelt.
Hun har oplevet, at måden, hun skaber sig selv, har en effekt på folk, der ser hende.
En gymnasielærer havde vist et afsnit af "Sexmagasinet” for en klasse fuld af drenge, der ikke mente, at Sofie Riise Nors kunne vide en skid, "når hun ser sådan ud”.
I afsnittet interviewer hun Eva Svavars, forkvinde i Kvindeøkonomien, om økonomi, inflation og investeringer, mens hun selv er iført et lyserødt korset og lange øjenvipper.
– Hvis man bliver provokeret af kvinder, der smiler og er glade, og duller, der snakker om økonomi, så er man nødt til at undersøge, hvorfor man har den reaktion, og hvad det vækker inden i én.
Sofie Riise Nors' illustration
Sofie Riise Nors har lavet en illustration, der netop sætter fokus på "skab dig"-begrebet og hendes opfordring er klar:
Skab dig!
Dyk ned i illustrationen og Sofie Riise Nors' budskaber nedenfor.
(Tip! Vend din smartphone på siden og zoom ind på skærmen for at se nærmere på illustrationen)
Skab dig!
Du kan læse flere artikler i Skab dig-serien her: