Rebekka: "Han forsøgte at kvæle mig flere gange"

Jeg mødte min ekskæreste, da jeg var 21. Han var meget jaloux, men jeg flyttede alligevel hurtigt ind hos ham.

Jeg skulle bede om lov til alt, jeg måtte ikke være i samme rum som fyre, hvis han ikke var der.

Vi havde kun én husnøgle, én Facebook-konto og som regel kun én telefon. I starten syntes jeg, det var sødt. Nu tænker jeg, det var et forsøg på at kontrollere mig. Når han blev voldelig, kunne jeg ikke kontakte nogen.

Inden den fysiske vold startede, tænkte jeg: ”Bare han vil slå mig, for så går jeg.” Men da det skete, undskyldte jeg det for mig selv og gik tilbage.

Han fuckede vildt meget med mit hoved. Han mente ofte, at jeg talte i et forkert toneleje, hvilket resulterede i vold.

Når vi var ude, måtte jeg hverken smile eller se sur ud. Han bildte mig ind, at jeg var psykisk syg, og at alle hadede mig.

Han var også voldelig foran andre. Havde vi folk på besøg, kunne han slå mig og sige til sine venner, at hvis deres kæreste opførte sig sådan, mente de så ikke også, hun fortjente en lussing.

Han forsøgte at kvæle mig flere gange. En aften, efter han havde svinet mig til i flere timer og beskyldt mig for utroskab, lod jeg, som om jeg var faldet i søvn, da jeg ikke kunne stoppe det.

Til sidst satte han sig oven på mig, slog mig og forsøgte at kvæle mig. I situationen frygtede jeg for mit liv. Da han blev god igen, snakkede vi ikke om det.

Da jeg var højgravid, blev han en del af det kriminelle miljø og var ofte påvirket af stoffer.

Da vores søn var en uge gammel, flygtede jeg ned i kælderen med ham på armen kun i undertøj. Min kæreste havde stået med en knytnæve oppe i ansigtet på mig, mens jeg ammede, og spurgt, om jeg gerne ville dø.

Jeg havde en aftale med en veninde den dag, som fandt mig senere nede i kælderen. Vi pakkede en taske og gik, men 10 minutter efter ringede han og jokede med det og sagde, at jeg skulle komme tilbage.

Jeg gik fra ham, da min dreng var en måned gammel. Han havde været væk i flere dage, og når han ringede, lød han mere og mere paranoid.

Han truede mig og sagde samtidig, han var bange for, at jeg ville slå barnet ihjel. Jeg blev bange, fordi han havde det med at projicere sine handlinger ud på andre, og jeg vidste, hvad han kunne gøre i den tilstand, så jeg sagde til min mor: ”Nu er det nu.”

Før det havde han banket mig ind i vægge med søm og ned på fliser, og jeg tænkte bare, hvis han gør det, mens jeg har min søn i armene, går det galt.

Jeg gik på grund af min søn. Hvis vi ikke havde fået et barn, var jeg sikkert blevet, og så kan det godt være, jeg ikke havde været i live i dag.

Både mine venner, min familie og folk på gaden havde forsøgt at tale med mig om volden tidligere, men jeg afviste dem alle, fordi det bare gjorde ham mere vred.

Da jeg havde været på krisecenter i et halvt år, stoppede jeg med at synes, at det var synd for ham. Jeg nød tiden på krisecenteret, og jeg fik ro til at være mor. På krisecenteret var historierne ens, min var bare én ud af 1.000.

Min søn er to år i dag, og Familieretshuset er ved at vurdere, om han skal have samvær med sin far. Men med ham i billedet frygter jeg for både min og mit barns sikkerhed.

Der er mange, der tænker, at man er dum og naiv, fordi man ikke går fra et voldeligt forhold. Men man vil gerne gå.

Det er bare rigtig svært, fordi volden kommer snigende, og man bliver manipuleret med. Dem, der er i det, skal vide, at selv om det virker uoverskueligt at tage skridtet, er det det værd. Mit liv er meget bedre nu.

Rebekka er 27 år gammel, og det er ikke hendes rigtige navn. Hun ønsker at være anonym på grund af sin sikkerhed. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.

Rebekka har anmeldt flere af voldsepisoderne, men der er ikke faldet dom i nogen af dem.