Skal jeg være en af de få i 30’erne uden en glat pande?

Denne kommentar, der giver udtyk for skribents egne holdninger.

For fanden.

Det tænkte jeg, da jeg opdagede min første rynke for ikke så længe siden. Den første linje på panden, der aldrig forsvinder.

Indtil videre har jeg været heldig, og formået at leve 30 år med kun små antydninger af rynker. Måske ville jeg endda blive helt fri? Måske ville jeg være den første i verden, der ikke ældes? Men nej. Nu er jeg også ramt af, hvad nogle i dagens samfund synes at betragte som en sygdom, der skal behandles.

Sådan kan det i hvert fald se ud, hvis vi ser på udviklingen. For ifølge DN (Dagens Næringsliv, NO, red.) er brugen af ​​botox i Norge, eller botulinumtoksin, som det egentlig hedder, steget med 458 procent de seneste ti år.

Og det ser ud til at være stigende, for nu skal rynker ikke kun behandles, de skal også forebygges.

Begrebet "baby-botox" florerer på de sociale medier, og refererer til unge mennesker i tyverne, som tager lavere doser botulinumtoksin for at forebygge rynker, før de dukker op, skriver det amerikanske magasin, Allure.

Selv 18-årige kommer på kosmetiske klinikker for at forebygge rynker, har KK tidligere omtalt.

Jeg gav ikke efter, da næsten alle på gymnasiet begyndte at snuse og festryge, og selvom jeg er vokset op i det vestlige Oslo, har jeg heller aldrig fået lyst til designertøj og dyre tasker.

Men nu, efter at være fyldt 30 år, kæmper jeg. Nu mærker jeg presset.

Fordi jeg altid havde troet, at botox var forbeholdt dem, der lever af at stikke næsen frem på sociale medier, ser jeg nu, at det gælder langt flere.

Omkring mig bliver jeg ved med at opdage kvinder på min egen alder, som ikke kun netop er begyndt at få botox, men som har fået det i årevis.

"Hva?! Får du botox?!"

Jeg har spurgt flere mennesker i de sidste par år.

"Og du har gjort det længe?"

Og det er ikke influencers, men kvinder med helt almindelige jobs, som knap nok bruger make-up.

Så mærker jeg selvfølgelig presset. For jeg vil ikke blive ældre. Eller jo, jeg vil gerne blive ældre, men jeg vil ikke have, at det skal være synligt.

At ty til botox handler ikke kun om at frygten for ikke at være attraktiv, men også en frygt for at miste noget, jeg altid har haft. Jeg har altid identificeret mig med at være ung, men nu er jeg ikke så ung mere, og i det ligger en sorg.

En påmindelse om jeg skal dø en dag.

Min tid med ungdom og skønhed er efterhånden ved at løbe ud, og det er jeg ikke klar til. Det tror jeg aldrig, jeg bliver, så selvfølgelig er det fristende at bremse denne uundgåelige proces – i hvert fald udadtil.

Jeg må understrege, at jeg ikke dømmer nogen.

Folk skal have lov til at gøre præcis, hvad de vil med deres eget ansigt, men jeg er kritisk over for udviklingen, at det at tage botox ser ud til at hælde mod det normale frem for undtagelsen.

At vi ender med et samfund, hvor et ansigt uden ansigtsudtryk, et forvrænget billede af virkeligheden, bliver normen. Så vil botox ikke længere føles som et valg, men som en nødvendighed.

Skal jeg være en af ​​de få kvinder i 30'erne, der ikke har en glat pande?

Botox er ikke en kur mod rynker, det er noget der skal fyldes op og tages regelmæssigt for at bevare resultatet.

Men hvis du startede denne kamp allerede i dine 20'ere og aldrig vænner dig til at se streger i dit eget ansigt, vil du så nogensinde kunne stoppe?

Med alderen bliver man også nødt til at få mere og mere, og jeg forestiller mig, at det for mange kan udvikle sig til et liv fyldt med bekymringer om, hvordan man ser ud.

Hvis jeg kunne knipse med fingrene og på magisk vis se ud, som jeg gjorde, da jeg var 23, indtil jeg dør, ville jeg gøre det. Men det er ikke muligt. Så længe jeg lever, vil jeg blive ældre og se ældre ud.

Så hvorfor skulle jeg bruge tid, penge og energi på en kamp, ​​jeg aldrig vil vinde?

I sidste ende tror jeg, at det handler om livskvalitet. Folk får botox, fordi de tror, ​​at hvis de ser bedre ud, vil de også få det bedre. Det er sikkert rigtigt for nogle.

Men hvad fodrer du egentlig ved at få botox: dit held eller din egen usikkerhed?

Jeg har ikke svaret. Men for mit vedkommende tror jeg tværtimod, at livet bliver langt bedre, hvis jeg bruger mindre tid på at bekymre mig om mit eget udseende og den uundgåelige alderdom.

Artiklen blev første gang bragt på KK.no