Ved synet af de første grå hår clasher kultur og værdier totalt

Den anden dag stod jeg foran mit badeværelsesspejl og kunne konstatere, at der sad to grå hår i min hovedbund. Når jeg skriver ”sad” og ikke ”sidder”, så skyldes det, at min hånd – næsten sådan helt af sig selv – greb en pincet og pluk, pluk.

Bagefter var jeg ikke specielt stolt af mig selv. Ud over at det ikke er en særlig god langsigtet strategi – ja tak, det ved jeg godt – så har jeg altid sagt, at jeg ville være helt cool med at blive ældre.

Jeg ville omfavne alle alderstegn og bære dem som et stolt bevis på, at jeg nu har været endnu et år på kloden (og har videreført arten ikke bare en, men to gange.)

Det var min strategi. Men kultur æder som bekendt strategi til morgenmad. Min mand har haft grå hår i al den tid, vi har kendt hinanden. Og det faktum, at han har fået flere, gør ham, i mine øjne, kun smukkere.

Desværre er det ikke kun i mine øjne.

For vores kultur ser meget forskelligt på mænd og kvinders aldring – og hår i øvrigt. Eller fraværet af hår, som du kan læse om denne uges udgave af femina.

Her fortæller kultursociolog Emilia van Hauen også, hvordan hårpragten kulturelt rummer så mange signaler og symboler. Og du kan læse historien om 22-årige Rosa, der i løbet af et år tabte alt sit hår.

Og nej, hår er ikke det vigtigste i verden – men når vi tager magten over det, og ikke omvendt, gør det en forskel. Ligesom Trine Dyrholm får jeg nemlig spat, når nogen dikterer, hvad kvinder skal og bør.

”Det er det med blikket, der ser – det er vi alle sammen en del af,” siger en af vor tids største skuespillere, der i denne uges store portræt fortæller, hvordan hun altid har været optaget af at frisætte køn i alt, hvad hun laver.

For selvfølgelig kan vi kvinder, såvel som mænd, tillade os at være grimme, stive, promiskuøse, gråhårede, skaldede – fortsæt selv listen. Men som Trine Dyrholm også siger: ”Der eksisterer nogle usynlige strukturer, som vi alle sammen er med til at opretholde uden egentlig at have lyst til det.”

Derfor har vi brug for stærke kvinder af enhver slags – fiktive og virkelige – der viser os, at man kan være, gøre og se ud som man vil.

Og hvad angår håret – det på hovedet og alle andre steder – så hepper jeg på dig (og mig), hvad enten du vælger at farve det eller lade være. Jeg håber bare, at vi gør det, fordi vi har lyst og ikke af hensyn til nogen som helst andre end os selv.