Kvinde leverede mad til hundeinternat i Ukraine – og blev efterfølgende angiveligt dræbt
Foto: Oleksandra Matviichuk/Twitter
Denne artikel blev første gang bragt på Se og Hør.
Anastasiia Yalanskay, en ung ukrainsk kvinde, blev fredag 4. marts angiveligt skudt og dræbt, da hun var på vej tilbage fra et hundeinternat lige uden for Kyiv.
Det skriver Newsweek.
Anastasiia Yalanskaya havde valgt at blive i Kyiv for at arbejde frivilligt. Hun skulle, sammen med to andre frivillige, levere mad til et hundeinternat, der ligger i byen Bucha.
Ifølge hendes venner og familie blev hendes bil et bevidst mål for russerne.
– Jeg bad hende være ekstra forsigtig. At bare en fejl lige nu kan koste ekstremt meget, siger hendes mand Yevhen Yalanskyi til Global News.
– Men hun hjalp alle omkring sig. Jeg bad hende om at tænke på at lade sig evakuere, men hun lyttede ikke, siger han.
Leveringen af hundemad blev angiveligt det sidste, de tre nåede at hjælpe med, før de blev skudt og dræbt af russiske soldater.