Når barnet er sygt, ringer hun altid til deres far - og det er med fuldt overlæg

Ashley Chaneys yndlings måde, at udføre micro-feminism i sin hverdag, er når hun sender mails på sit job.

Hvis hun skal sende en mail til en mandlig direktør, som har en kvindelig assistent, der skal cc’es, sørger hun altid for, at kvindens navn eller mailadresse står først.

Det fortæller hun i en video på TikTok.

Videoen har fået mere end 2 millioner visninger og over 5000 kommentarer.

Kommentarsporet bugner af folk, der hver især deler, hvordan de tager del i at mikro-feminisme i deres dagligdag.

En kvinde, der arbejder på en skole, skriver, at hun altid ringer til fædrene, hvis barnet er blevet syg - i stedet for mødrene.

En anden fortæller om, hvordan hun er begyndt at skrive sit eget navn først på en gave, når nu det er hende, der både har købt og pakket den ind - også selv om hun er blevet opdraget til at skrive det den anden vej rundt.

Ordet micro-feminism dækker over, hvordan man i sin dagligdag udfører små, bevidste handlinger, og på den måde forsøger at gøre op med stereotype opfattelser af, hvem der gør hvad.

Men er det i grunden ikke fuldstændig ligegyldigt, hvis mailadresse der står først, og hvilken forældre man ringer til, når barnet er blevet syg?

Ikke hvis du spørger Lene Bull Christiansen, der er lektor i Kulturmødestudier på Roskilde Universitet.

Hun forklarer, at selv om direktøren ikke opdager, hvem der står først på mailen - så gør den kvindelige assistent det måske.

Og det er vigtigt, fordi alle de her små handlinger er med til at skabe en bevidsthed om nogle større strukturer i samfundet hos både dem, der ser, og laver TikTok videoerne.

Som for eksempel den stereotype opfattelse af, hvem man ringer til, når barnet er sygt.

- Alle de her små mikro-opgør mod noget som er ulige, kan akkumuleres op til noget, der er større, siger Lene Bull Christiansen.

Udover det bugnende kommentarspor på Ashleys video, er der også flere kvinder, der er begyndt at lave videoer, hvor de deler deres måder at udføre micro-feminism i hverdagen.

Der er en idrætslærer, der fortæller, at når nogen efterspørger, om hun vil sende en håndfuld stærke drenge til at hjælpe med at løfte noget tungt, så sender hun altid en håndfuld stærke kvinder.

En tidligere ejendomsmægler giver også sit besyv med. Hun fortæller, at når hun skulle skrive kontrakter til heteroseksuelle par, ville hun altid skrive kvindens navn først.

En tredje kvinde forklarer, at hun altid går ud fra, at hvis man for eksempel har været ved lægen eller haft besøg af en håndværker, så har personen været en kvinde.

Lene Bull Christiansen mener, at man ved, i det små, at pille ved de her automatiske antagelser, for eksempel at en håndværker er en mand, kan skabe større forandringer på den lange bane.