På Nørrebro ulmer et uld-oprør: Det er ikke kun for sjov. De har skrevet et manifest og har visse krav

Fire unge kvinder har skrevet et politisk manifest og stiftet et uld-kulturhus på ydre Nørrebro under navnet Hedestrik.

Med hyrdehund og stav forsøger to kvinder hver dag febrilsk at guide en flok på 300 græssende får over heden lidt udenfor Ulfborg i Vestjylland.

I starten reagerer fårene ikke på forsøget, men som tiden går, lærer kvinderne hvilket toneleje, der får fårene til at lystre.

De opdager, hvilke dyr de skal få til at følge efter sig, før resten af flokken kom.

Med tiden bliver de dygtige fårehyrder, oplært af Danmarks eneste uddannede kvindelige fårehyrde, Berit Kiilerich. Det er tre år siden nu.

Men kvinderne Liva Steuk og Astra Marie Budde Magaard har ikke sluppet kærligheden til heden endnu. Sammen med Maja Høy og Anna Sejerø har de derfor stiftet et uldkulturhus på Nørrebro.

Det hedder Hedestrik.

Her har de fire veninder mellem 23 år og 25 år bygget værksted og en butik, hvor de sammen sælger råuld og underviser i filt, plantefarve og dogmestrik til interesserede folk fra flere forskellige generationer.

Og det går faktisk meget godt. Sådan virkelig godt.

For nylig holdt de bogreception for deres første bogudgivelse ‘Hedestrik – Uld, landskaber og håndværk’ og til åbningen troppede næsten 300 mennesker troligt op.

Faktisk kom der så mange, at de slet ikke havde plads til alle de nysgerrige, der også kom for føle sig forbundet til hinanden, heden og håndværket.

“Vi troede lidt, det var en balsal, da vi overtog lokalet. Og nu er der pludselig helt fyldt op herinde,” fortæller Maja Høy, som Heartbeats møder i butikken.

Hvis man har fulgt lidt med, kommer det nok ikke som en overraskelse, at strik og håndværk er på mode.

Under corona fik håndarbejdet en enorm opblomstring, og jeg sad da også selv på kontoret i en lidt kradsende hjemmestrikket uld-sweater, da en mail tikkede ind. ‘Hedestik udgiver bog om dansk uld’, lød det.

Men der måtte ligge mere bag den umiddelbart kedelige ordlyd.

For hvad får egentlig fire unge kvinder til at starte et aktivistisk uldfællesskab? Og hvorfor lige nu?

Sorg og skæbnestrik

Den landlige lugt af får kradser i næseborene, når man træder ind ad døren hos Hedestrik på Lundtoftegade. Det er en speciel lugt.

Men selvom man hurtigt får associationer til noget langt fra Københavns gader, er stemningen nu ikke fuldstændig anakronistisk: Der er iskolde Maté Mate på køl og en form for urban Y2K-energi over stedet. Det er jo Nørrebro.

- Der er mange, særligt unge kvinder, som når de kommer her og sidder med råulden i hænderne, siger: wow, jeg føler mig helt forbundet til mine forfædre, historien og alle de kvinder, der gennem i tiden har arbejdet med råuld. Nu sidder jeg med det, og det lugter og føles på samme måde, fortæller Maja Høy, mens hun sidder og trækker tråde af noget uld i hånden.

- Jeg tror, det ligger grundlæggende i menneskets kerne at skabe. Det er nødvendigt. Den skabertrang, som bor i os, bliver virkelig tilfredsstillet, når man arbejder med noget, som er helt råt. Man kigger på det, og man forstår materialet. Man kan se, det er klippet af et får og se, hvor snittene er lavet, uddyber hun.

Efter opholdet i Vestjylland blev Liva Steuk, Asta Marie Budde Magaard og Anna Sejerø landbrugsuddannet fra den økologiske landbrugsskole Sogn Jord- og Hagebruksskule i Norge.

Da Maja Høy besøgte sine veninder oppe nordpå, begyndte Hedestrik for alvor at tage form.

- Pigerne lærte mig at dogmestrikke. Og så blev jeg helt besat. Jeg fandt virkelig meget tilfredsstillelse og glæde i at trække de lange tråde, fortæller hun.

Når man dogmestrikker, trækkes lange udefinerede tråde direkte fra langfibret uld, som hos Hedestrik primært kommer fra nordiske korthalefår.

Og så kan man altså strikke uden først at karte eller spinde råulden.

Men det er måske ikke den nemmeste måde at strikke på, fordi man i modsætning til et garnnøgle sidder med en relativt stor og mere uhåndterbar mængde fåreuld mellem fingrene.

Det ældgamle håndværket har kvinderne taget med fra pauserne på heden, hvor Liva Steuk og Astra Marie Budde Magaard spiste rugbrødsmadder og dogmestrikkede mens fårene græssede – så det er muligvis mere autentisk.

Tragisk grundlag

For Maja Høy har Hedestriks begyndelse også en alvorlig side.

Cirka tre måneder efter Maja Høys besøg i Norge i maj 2023, blev hendes mor alvorligt syg med kræft. Under hele kræftforløbet mere end et halvt år sad Maja Høy ved sin mors side og dogmestrikkede. Hver dag.

- Jeg strikkede simpelthen sindssygt, for det var enormt meditativt. Så var jeg til stede, men samtidig var jeg lidt beskæftiget, og det gjorde enormt meget godt for mig. Efter hun døde, blev jeg ved med at strikke. Jeg var helt afhængig af det, fortæller hun.

Det hele føltes skæbneagtigt, og på en måde blev det min lille form for redning. Alt det, jeg producerede det forår, blev grundlaget for Hedestrik. Et meget tragisk grundlag, men også dejligt og fint, siger Maja Høy.

Hun og de andre kvinder begyndte at dele alt det, de havde dogmestrikket på en fælles Instagram-profil, de havde oprettet til formålet.

Interesseren fra omverdenen voksede, og flere begyndte at opsøge Hedestrik for at høre, om de ville komme ud og undervise.

I det følgende år, mens de andre kvinder gik i skole i Norge, kørte Maja Høy derfor rundt og viste andre det håndværk, som havde fået så stor betydning for hendes sorgbearbejdelse.

Og projektet blev ved med at vokse. Den 11. september åbnede de butikken på Lundtoftegade, og nu lever både Maja Høy og Liva Steuk fuldtid af det.

- Jeg får sommerfugle maven hver dag, jeg kører ned ad Lundtoftegade. Det er vildt fantastisk og meget utopisk at få lov til at arbejde med en af mine bedste venner, fortæller Maja Høy.

En del af Hedestriks nye bog er et manifest. Bogen kalder de selv for et stille opråb til politikere og forbrugere om at vælge aktivt og bevidst.

Ifølge dem er der en uudnyttet ressource i den råuld, der ofte ligger ubrugt hen som et restprodukt blandt de danske fårehyrder.

Danmark har 6500 fårebesætninger, men det meste af ulden smides væk eller brændes til fordel for uld fra fåreracer, der bliver avlet i lande langt væk. Desuden er der mangel på spinderier, der kan spinde den danske uld.

- Den gennemsnitlige europæer forbruger omkring 26 kilo tøj om året, mens de danske fårebønder kæmper mod importerede produkter og manglende støtte, siger Maja Høy.

I deres bog giver Hedestrik et historisk blik på uldhåndværket og hedelandskabet og indeholder vejledninger, samtaler og dagbogsnotater fra heden, så folk kan blive inspireret til at bruge den oversete uld.

- Vi vil gerne vise folk, at man godt kan bruge den danske uld. Det er derfor, vi har skrevet et manifest. Men vi har også prøvet at samle den danske uldverden, og vi har skrevet rundt til alle de store spinderier, siger hun og forklarer, at formålet var at skabe en fælles front om både udfordringer og løsninger, men også samarbejde for at skabe en bæredygtig tekstilproduktion og bevare den kulturarv, som stammer fra livet på den danske hede.

- Vi har jo et politisk grundlag for vores eksistens. Vi vil gerne udbrede det her. Vi vil gerne gøre uldhåndarbejdet tilgængeligt, fortæller Maja Høy.

Hos Hedestrik er deres vigtigste mission at oplyse om uldens værdi, så flere forstår at udnytte den.

Men projektet bygger også på andet end en politisk drivkraft og kærligheden til landskabet på heden.

- Vi kan jo godt lide æstetik og design. En grundsten i projektet er også at skabe smukke ting, siger Maja Høy.

Kæmpestort askebæger

Det er ikke alle, som forstår fascinationen af råuld eller visionen bag Hedestrik. Under vores samtale kommer butikkens overbo brasende ind og afbryder.

Hun havde røget en cigaret og var pludselig blevet bange for at ”en eller anden fuld idiot” på et tidspunkt kommer til at futte al den råuld, som pænt hænger ude foran butikken, af.

Man kunne jo tro, at det var et kæmpestort askebæger eller sådan noget, mener hun.

Heldigvis, beroliger Maja Høy, er råuld ikke er særligt brændbart.

Men der er nu alligevel noget over billedet af det kæmpestore brændende askebæger, som på en eller anden måde ræsonnerer med Hedestriks vision om bæredygtighed.

Forskere mener nemlig, at heden måske allerede er forsvundet fra det danske landskab om 10 år, da den ikke længere benyttes på samme måde som før i tiden.

- Hederne vokser til, og de er ikke blevet varetaget som kulturlandskab. I stedet for at pleje det på den traditionelle måde, kommer der mænd og maskiner. Der er altid en mand med en maskine, der har en løsning på det, som fårehyrden Berit Kiilerich formulerer det i et interview i Hedestriks nye bog.

- Man gør to ting for at bevare heden. Man afgræsser med får, og man brænder den af i en mosaik af små felter for at forny vegetationen. Det er vedligeholdelse og naturpleje, fortæller Maja Høy om det gamle håndværk.

Hedeafbrændingen praktiserer de nu alligevel ikke i uldkulturhuset på Nørrebro, hvor der som bekendt slet ikke er nogen hede i nærheden.

Til gengæld holder de snart en hedemiddag – altså en hedeinspireret langbordsmiddag, som er bygget op omkring et helt får, kvinderne har købt fra deres læremester på Lystbækgaard.

Her serverer de blandt andet fåregryde med Ingrid-ærter og salat med grillet lammehjerte.

På den måde, er der fuld cirkel på historien, der også startede med et får fra en gård tæt ved Ulfborg.

I fremtiden håber kollektivet på større politisk indflydelse, en tydelig markering af dansk uld og økonomisk støtte til spinderier både ved opstart og drift, så både kulturarven, heden og den lokale uld består.

Og så selvfølgelig – større empati og omtanke for planeten.

- Det garn, vi har nu, er simpelthen elendigt. At strikke bliver jo kaldt slow fashion, men det er lige så dårligt som tøj fra H&M, hvis materialet er det samme. Folk skal være opmærksomme, siger Maja Høy.

Mere af den så moderne hjemmestrik mener de slet ikke er løsningen. Det er flere Hedestrik-butikker nødvendigvis heller ikke.

Det hele handler om at skabe en forbindelse og en forståelse for materialer og for det tøj, vi alle render rundt i hver dag.