Demo
Samfund

16-årig pige er i koma i Iran. Moralpolitiet anklages for overfald

4. oktober 2023
Af Siri Franceschi
Foto: Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix
Et år efter Jina Mahsa Aminis død er endnu en ung kvinde endt i koma, efter at hun angiveligt blev overfaldet af moralpolitiet i Iran. Myndighederne afviser.

En 16-årig iransk pige er endt i koma, efter at hun angiveligt er blevet overfaldet af landets moralpoliti.

Det skriver flere internationale medier samt menneskerettighedsorganisationen Hengaw.

Ifølge Hengaw blev den 16-årige pige Armita Garawand angrebet af moralpolitiet på metrostationen Shohada i Teheran søndag den 1. oktober for ikke at bære den obligatoriske hijab.

Det førte til, at hun påførte sig et hovedtraume samt flere alvorlige skader og blev transporteret til hospitalet.

De iranske myndigheder afviser, at Armita Garawand skulle være blevet overfaldet. I stedet oplyser de, at hun besvimede på grund af for lavt blodtryk.

Den forklaring er blevet bakket op af pigens forældre, der har givet et interview til nyhedskanalen Fars, der dog er kontrolleret af myndighederne. Her citeres faren for at sige, at hændelsen var et uheld.

De iranske myndigheder har tidligere publiceret tvungne interviews med familiemedlemmer, hvilket har fået flere til at spekulere i, om Armita Garawands forældre er blevet tvunget til at tale.

Overvågningsmateriale fra metroen er ikke blevet offentliggjort. Det er derimod korte videoklip fra metrostationen, der viser Armita Garawand gå om bord for senere at blive båret ud. Det er ikke til at se på videoklippene, om hun bærer hijab.

Armita Garawand bliver lige nu strengt bevogtet på hospitalet, hvilket betyder, at hun ikke må modtage besøgende.

Myndighederne har derudover indført strenge restriktioner for, hvad medierne må skrive om hændelsen, hvilket blandt andet har ført til en midlertidig anholdelse af journalisten Maryam Lofti, der forsøgte at rapportere fra hospitalet.

Hændelsen drager stærke paralleller til sagen om Jina Mahsa Amini, den 22-årige kvinde der sidste år døde i moralpolitiets varetægt efter at være blevet arresteret for ikke at bære sin hijab korrekt.

Myndighederne hævder fortsat, at Jina Masha Amini døde af naturlige årsager, selv om flere øjenvidner fortæller, at hun blev slået, mens hun var inde i den politibil, der førte hende til arresten.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også