Samfund
29. juni 2023

Caroline Wozniacki gør comeback: "Jeg vil vise kvinder, at det er muligt"

Caroline Wozniacki kommer tilbage på tennisbanen efter at have været væk de sidste tre år. Hun vil gerne bevise over for sig selv og andre kvinder, at det er muligt at være begejstret for sin familie og alt derhjemme og stadig have en karriere – og være god til det.
Af: Trina Nielsen
sport

Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki var syv år, første gang hun stod på banen med en ketcher i hånden. Hun slap ikke ketcheren og voksede op og blev Danmarks og hele verdens store tennisstjerne.

Derfor var det også en svær beslutning, da hun stoppede karrieren i 2020 for at bruge tid med sin familie.

Men nu har hun brugt de seneste tre år på familien, og det er sammen med netop dem, at hun nu har besluttet at gøre comeback til tennisen, skriver Caroline Wozniacki på Instagram.

– Jeg har stadig mål, jeg gerne vil nå. Jeg vil gerne vise mine børn, at du kan forfølge dine drømme uanset din alder eller rolle. Vi besluttede som familie, at det var på tide. Jeg kommer tilbage for at spille, og jeg kan ikke vente!

Hun uddyber sin beslutning i et interview med Vogue, hvor hun fortæller, at hun har talt med mange kvinder, der har opgivet deres drømme, fordi de ønsker at være sammen med deres familier – men som samtidig inderst inde havde en længsel efter lave noget, de brænder for.

– Jeg vil gerne vise de kvinder, at det er muligt. Det er bestemt ikke let at finde den rigtige balance, siger hun og fortæller videre:

– Men jeg tror, det er muligt. Det vil jeg gerne bevise over for mig selv og over for de kvinder. Du kan få begge dele: Du kan være begejstret for din familie og alt derhjemme og stadig have en karriere – og være god til det.

I samme interview med Vogue fortæller hun om den specifikke situation, hvor det gik op for hende, at det var tid til et comeback.

Det var, da hendes far, som også har været hendes træner, besøgte hende i slutningen af sidste år.

Her stod hun på en tennisbane og slog i 20-30 minutter, da hun kiggede over på ham, fortæller hun:

– Jeg sagde til ham: "Jeg føler, at jeg rammer den bedre, end jeg nogensinde har gjort. Er det noget, jeg finder på?” Han sagde, at jeg ikke fandt på det. Og det var der, jeg vidste, at jeg skulle derud igen.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også