Da Ella mødte familien, stillede hun et spørgsmål: "Jeg føler også, det er vores krig"

I 2022 tog Ella Kirk, 68, ind på Hoved­banegården i København for at være med til at modtage de mange ukrainere, der flygtede fra den russiske hærs invasion, og den krig, der snart skulle forvandle deres hjemland til et inferno. Synet derinde gjorde indtryk på hende.

– At se de mange kvinder, børn og unge piger, der kom helt alene og stærkt påvirkede af situationen, berørte mig dybt, fortæller Ella, der er pensionist og tidligere har arbejdet som sygeplejerske.

Hun havde læst i avisen, at Røde Kors manglede frivillige til at tage imod de flygtende, der kom med toget, og ringede derfor for at spørge, om hun kunne bruges.

Efterfølgende blev der afholdt flere arrangementer for ukrainerne, og det var til et af disse, at Ella henvendte sig til en familie bestående af far, mor og to mindre børn på syv og tre år.

”Har I brug for en reservebedstemor i Danmark?”, var nogenlunde de ord, Ella brugte, og det takkede familien ja til.

– Jeg havde hørt om ”Venner viser vej”, hvor man er frivillig ven for en flygtning, og tænkte, at det lød som en god idé og som lidt mere uforpligtende, end hvis jeg skulle lave frivilligt arbejde et bestemt sted på faste tidspunkter. Jeg tænkte, de måske ville få brug for at få passet et sygt barn eller få hentet fra institution, og så måtte vi se, hvordan det gik. Jeg ville overordnet bare gerne have, at familien vidste, der var nogle, der kerede sig om dem og fik dem til at føle sig velkomne, siger Ella, der bor med sin mand Verner og golden retrieveren Otto i en villa i Hvidovre.

I byen bor også deres to sønner og tre børnebørn, som Ella passer og ser så meget som muligt.

Google Translate

Familien viste sig også at have mormoren og oldemoren med, ligesom de er godt dækket ind af et stærkt ukrainsk netværk her i landet. Alligevel har de været dybt taknemmelige for den hånd, Ella rakte ud – og som altid vil være der, når de har brug for det – og for den modtagelse, de i det hele taget har fået.

Til den første middag i sit hjem kom Ella en steg i ovnen, lavede dessert og havde også fået sin søn og et af børnebørnene, som var på alder med pigen på syv, til at komme, i håbet om at samtalen ville flyde lidt lettere. Det gjorde den ikke helt, siger hun med et smil.

– De talte ikke supergodt engelsk, og mit er også lidt rustent, så vores snak foregik lidt haltende med hjælp fra Google Translate og en masse fagter. Børnene var supergenerte, de kunne jo heller ikke rigtig forstå hinanden, så jeg tror, vi alle var lidt udmattede, da vi sagde farvel, siger Ella, der også helt forsigtigt fik spurgt ind til familiens historie.

Meget holder de dog for sig selv, dels af sikkerhedsmæssige grunde, dels fordi der er andre omkring dem, som de kan henvende sig til og få støtte fra.

– Jeg fik dog at vide, at moren havde rejst fra deres lejlighed med børnene, sin mor og bedstemor, og det eneste, hun ellers havde med fra sit gamle liv, var en fyldt kuffert. Om deres lejlighed overhovedet er der mere, ved de ikke. I Polen stødte manden til, for han var på arbejde der, og så kørte de ellers i et fyldt tog mod Danmark, som de havde hørt godt om. Men det kunne jo lige så godt have været i et andet land, de skulle starte et nyt liv. Det er alligevel mærkeligt at tænke på, siger Ella.

Hund med eget værelse

Her et par år efter første møde ses de cirka en gang om måneden, hvor Ella inviterer til hygge i hjemmet, stangtennis i haven, når vejret er varmt, og i det hele taget nogle timers uforpligtende samvær og efterhånden lidt nemmere samtale.

Både moren og faren går på sprogskole, moren kommer også i en café med andre ukrainske kvinder, hvor reglen er, at der kun må tales dansk. Drengen på nu fem går i børnehave og pigen på ni i skole, og også de er ved at lære sproget bedre.

Børnene går også til kunstskøjteløb og ishockey, og er der opvisning, tager Ella ud og kigger på. Faren arbejder solen sort, som Ella siger, mens moren stadig går hjemme, så hun kan være sammen med børnene.

– Det er klart, at der er nogle kulturforskelle, og jeg har også fortalt, at det i Danmark er normalt, at begge forældre arbejder, og at det er en fordel, hvis man skal købe en bolig, men lige nu prioriterer hun at hente børnene tidligt, og det forstår man måske godt efter alt det, de har været igennem.

Arbejdslivet er ikke det eneste sted, hvor Ella ser en kulturel forskel.

– Jeg tror, de synes, vi er lige lovligt frie i vores opdragelse af børnene, og at disciplinen i skolerne halter. De forstår ikke, at børn bare får lov til at råbe og løbe rundt, når læreren er kommet, siger Ella, der også har hørt fra familien, at de synes, danskerne er enormt rige.

– Altså, vi bor i et stort hus, og her er der hylder med Lego- og Duplolegetøj til børnebørnene, og da jeg gerne ville male med pigen for nylig, købte jeg et lærred og farver til hende. Men det vildeste for dem er nok, at vores hund, Otto, har sit eget værelse, griner Ella.

Også vores krig

Hun fortæller, at den ukrainske familie i øvrigt er meget bange for den store – komplet godmodige – hund.

– I Ukraine har man et andet forhold til hunde, så han stikker hovedet ud af sit børnegitter foran værelset, så kan de kigge på ham lidt på afstand.

For nylig var Ella på et malerkursus i Løgumkloster, hvor opgaven var at male en følelse. Det, hun malede, var krig, mørke og ødelæggelse. Hun kunne bare ikke få lys og kærlighed ind i sit maleri, selv ikke ved tredje skitse, og det kom lidt bag på hende, at familiens historie og krigen i Ukraine fyldte så meget i hende.

– Jeg føler, det også er vores krig, de fører, og at vi støtter dem for at holde krigen stangen for os selv. Det ligger som en latent trussel, at det kan udvikle sig. Det er nok umuligt at sætte sig ind i, hvilke følelser man selv ville have, hvis det var ens børn eller børnebørn, der skulle sendes i krig.

Ella er sikker på, at hendes ukrainske familie nok skal klare sig.

– De har et stærkt netværk og er allerede vilde med Danmark. Deres plan og drøm er at blive her. Og så kan de altid ringe til mig, jeg vil være der for dem.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 36/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.