Da hun så det, var det en mavepuster: "Der er mange følelser i det"

Jeg strikker konstant. Jeg har altid strikketøj med mig, hvis jeg pludselig skulle få en pause, siger Stine Leth.

Hun er strikkekunstner med base i Aarhus og udstiller strikkede værker på gallerier både herhjemme og i udlandet. Hun har strikket kilometervis af kunst, men aldrig rigtigt sweatre eller andet tøj.

– Strik er for mig et medie. Jeg strikker ikke for at holde mig varm. Faktisk er en strikkeopskrift volapyk for mig. Jeg misunder folk, der kan strikke en flot trøje. Det kan jeg ikke. Jeg har lært min hjerne, at hvis den skal strikke et rør, så gør jeg sådan her, men det er materialet og farverne, der er det primære for mig. Det kan noget andet end maleri. Det giver noget taktilt og en tredimensionel oplevelse, og så er der håndværket i det: Jeg kan lide at sidde med det i hænderne. Om man strikker en trøje eller billede er vel ligegyldigt, konstaterer hun.

Stine Leth lærte som barn at strikke af sin mor og kunne kun ”strikke ligeud”.

– Det var med den der: ”Mor, kan du lige slå et par masker op for mig?”, fortæller hun og tilføjer, at hun aldrig fik opbygget erfaring med strikketøjet. Men for 12 år siden forelskede hun sig alligevel hovedkulds i garn og pinde, da hun gik på Aarhus Kunstakademi og fik til opgave at forme en sten i et andet materiale, og hun valgte strik.

– Det gik bananas. Jeg blev helt opslugt og kunne ikke slippe det igen. For mig var det som et lærred, men jeg ”malede” eller udformede bare med garn, siger Stine Leth.

Hendes strikkede værker tæller både skulpturer og billeder, og de har været udstillet på gallerier og i kulturhuse i fra Aalborg og København til Atlanta og New York.

Hjemmestrikkede teknikker

Langt de fleste forbinder nok det at strikke med en flot sweater eller et lunt halstørklæde. Men strik kan også noget helt særligt i kombination med kunst, mener Stine Leth.

– Det er virkelig slow, og det tager virkelig lang tid at skabe. Det er ikke lige at male en blå klat på lærredet. Det er en langsommelig proces. Man har det i hånden på en anden måde, og bagefter kan man tydeligt se, at det er et håndarbejde, siger hun og tilføjer, at hun hen ad vejen har opfundet sine egne teknikker.

– Det er hverken patentstrik eller perlestrik eller indenfor andre klassiske rammer af, hvordan man strikker, for det kan jeg ikke. Min mor sagde til mig: ”Men du kan jo ikke strikke!”. Nej, men alligevel hænger der en seks meter lang skulptur, som jeg har strikket, siger Stine Leth med et grin.

Hun får mange reaktioner på sin kunst.

– Nogle reagerer med: Det kan man da ikke! De mest erfarne strikkere synes som regel, at det er fantastisk. For de er vant til, at alt skal være inden for rammerne, og de kan se, hvad der skal komme ud af garnet. Men her præsenteres de for et stykke strik, hvor de slet ikke kan regne ud, hvordan jeg er kommet derhen. Og det er jo sådan det er, når man ikke har en opskrift, siger Stine Leth og tilføjer, at mange erfarne strikkere også reagerer positivt, fordi hun har en ny tilgang til det at strikke.

– Det er et håndværk, de har kendt hele deres liv, men som pludselig præsenteres på ny måde. Det kan også noget, siger hun.

Hun skitserer aldrig sine værker på forhånd, for garnet har sit eget liv, og med varierende strikkefasthed vil det alligevel aldrig ende, som planlagt, forklarer Stine Leth. I stedet tager hun en beslutning om farvevalg og strukturer, før hun går i gang.

– Jeg kan sagtens sidde med en skulptur, som ender med at blive et billede, fordi det var sådan, det udviklede sig, siger hun.

Hun er fascineret i psykologien bag det at sidde med et håndarbejde. For det handler om, at man stoler på, at man faktisk kan skabe noget med sine egne hænder.

– ”Craftpsykologi” er blevet en stor ting, og man forsker i, hvad det gør ved vores hjerner at sidde med de her ting, om det så er strik, vævning eller keramik. Jeg oplever, at det giver et pusterum og et nærvær, og at det er sundt at arbejde med den del af hjernen. Det har jeg selv lyst til at udforske meget mere, for at strikke har hjulpet mig med at komme af med meget af den angst, jeg førhen led af, fortæller Stine Leth.

De tabte masker siger alt

Hun finder hele tiden nye måder at udtrykke sig med strik. I efteråret var hun sammen med Landsforeningen af Væresteder med til at skabe udstillingen ”Trådene mellem fortiden og nutiden” på Danmarks Forsorgsmuseum.

Her strikkede 247 værestedsbrugere fra hele landet deres oplevelse af et liv på kanten af samfundet. Mere end 1.000 unikke bidrag blev det til, og dem samlede Stine Leth til fælles kunstværker. Udstillingen vises på den gamle fattiggård i Svendborg igen i februar.

Det føles som en mavepuster, når man ser de værker, siger Stine Leth, der blev dybt berørt af at få de dybt personlige strikkede bidrag mellem hænderne.

– Det er en måde, hvor nogen tør sige noget, som de ikke ellers ville turde stille sig op og sige, siger hun.

De strikkede vidnesbyrd spænder fra abstrakte værker, hvor tabte masker symboliserer det uperfekte liv og huller i systemet, til strikkede motiver som ølflasker, hjerter og lænker. Tilsammen udgør de en form for vægtæpper med fortællinger om socialt udsattes liv i Danmark.

– Det er som en historiefortælling om, hvordan det er at være værestedsbruger. Der er mange følelser i de her tæpper. Det er enormt stærkt, siger Stine Leth og tilføjer:

– Det har været vildt stærkt. Jeg er imponeret over, at de har kastet sig ud i at være med, for livet er ikke nemt, når man er, hvor de er. Til hvert enkelt bidrag har de afleveret en lille seddel, der fortæller, hvorfor de har gjort, som de har gjort, og det er noget af nogle beretninger. Det er ikke bare strik, men noget fra deres allerinderste, de har krænget ud.

Arbejdet med udstillingen har skabt stærke fællesskaber for de mange strikkere. Det er ikke første gang, at Stine Leth oplever at strikning bringer folk sammen.

– For ni år siden havde jeg et fællesskabsprojekt i lufthavnen i Tirstrup. Jeg havde håbet, at der måske kom 25 deltagere, men der kom over 100 kvinder og sad og strikkede, samtidig med at der kom bidrag ind fra hele verdenen. Det var helt vildt, men strikkere er altså virkelig et folkefærd med fællesskabsfølelse. Alt det her har kun givet mig mere lyst til at arbejde videre med at samle folk i fællesskaber og udforske, hvad det gør for os at sidde sammen med strikketøjet, siger Stine Leth.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 7/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.