Da lægen spurgte, hvordan hendes trommehinde var sprunget, løj hun. Hvorfor spurgte han ikke igen?

Det er sommer, da Jeanette Andersson møder ham.

De har skrevet sammen på en datingside, inden hun en aften i juni besøger ham i hans hjem.

Jeanette synes, han virker rar, og de begynder at se hinanden ofte. Han er nysgerrig og interesseret, og han tager Jeanettes dreng til sig, som var det hans egen. Han skriver søde beskeder og sender små videoer til hende, hver gang de ikke er sammen. Han er næsten for god til at være sand.

– Jeg følte mig meget set og hørt, og han fik mig til at føle mig speciel. Han var faktisk alt det, jeg havde drømt om i en mand. Eller det var den, han gav sig ud for at være, fortæller Jeanette.

Hun bliver gravid, og kort efter flytter hun og hendes søn ind hos den nye kæreste.

En dag opdager hun, at han har aktiveret hendes lokation på hans telefon, så han kan følge hende. Han forklarer det med, at han vil passe på hende. Kort tid efter studser hun over, at der er blevet slettet flere af hendes mandlige bekendtskaber fra hendes Facebook.

– I starten tænkte jeg, at han var meget vild med mig og måske lidt jaloux udover det sædvanlige. Men han havde altid en god forklaring på tingene.

Under et skænderi i deres bryggers slår han hende hårdt på siden af hovedet, og bagefter hører hun kun en høj pibetone. Hos lægen fortæller de hende, at hendes trommehinde er sprunget. Hun forklarer det med, at hun har tumlet lidt voldsomt med sin søn.

Det får lægen til at kigge undrende på hende, og Jeanette husker, at han konstaterer, at det kan man altså ikke springe en trommehinde af. Så siger han ikke mere, og Jeanette bliver sendt hjem igen.

Det er kun én af flere gange, hvor Jeanette har været i kontakt med myndigheder, som i hendes øjne har fornemmet, at der var noget på spil i hjemmet, men som ikke greb ind.

Og det er ikke en oplevelse, hun står alene med.

En forudsigelig forbrydelse

I over en tredjedel af alle partnerdrab de seneste fem år har myndigheder og pårørende kendt til faresignaler forud for drabet.

Det viser en ny partnerdrabsdatabase fra Politiken, som kortlægger alle partnerdrab fra 2017 og forpligter sig på at gøre det frem til 2027, altså i ti år. Databasen er lavet i forbindelse med en ny bog om kvindedrab: "En forudsigelig forbrydelse".

Ifølge Mette Marie Yde, som er direktør i Danner, er partnerdrab netop det: Forudsigeligt – og noget, som i flere tilfælde kunne være stoppet med et bedre samarbejde mellem myndighederne.

Hun er "desværre" ikke overrasket over de nye tal. For hende er det old news, at myndigheder ikke er gode nok til at gribe ind ved partnervold. Det stemmer nemlig overens med mange af de sager, som Danner er inde over.

– Jeg er faktisk bare glad for, at det tal ikke var højere. Det kunne jeg godt have forestillet mig, det var, siger hun.

Hun beskriver flere eksempler, hvor politiet er rykket ud til vold i hjemmet, har noteret det som "husspektakler", og ikke fulgt op på det. Og at det ofte ses, at kvinderne anmelder volden, uden at det bliver til en sag.

Femina fortalt sidste år historien om en kvinde, der havde ringet til politiet flere gange, inden hendes kæreste stak hende 11 gange med en kniv og kastede hende ud fra altanen.

Den psykiske vold

I tiden efter, at Jeanette springer sin trommehinde, bliver forholdet mere voldeligt og kontrollerende, og Jeanette bliver mere og mere isoleret. Hun har ikke lyst til at have veninder på besøg, fordi hun er flov over den dårlige stemning derhjemme, og fordi det ofte udløser vold, efter de har haft gæster.

Kæresten spiller hende op imod hendes familie og venner ved konstant at påpege, hvor dårlige de er mod hende, og langsomt bliver Jeanette mere overbevist om, at det er sandt.

Han gemmer Jeanettes bilnøgler, så hun tror, hun er ved at blive skør, når hun ikke kan finde dem. Til sidst fjerner han autostolen fra bilen, så Jeanette ikke kan køre med deres datter.

Præcist et år efter, de har mødt hinanden, tager han kvælertag på hende under et skænderi, hvor begge deres børn er til stede. Kort efter smider han hende og hendes søn ud af huset. Datteren på fire måneder må hun ikke tage med.

Han står med datteren på armen og kaster ting efter Jeanette og hendes søn med den anden arm, mens han råber efter dem.

– Jeg var bange for, at han ville tabe hende, hvis det fortsatte, så jeg endte med at køre væk med min dreng, beskriver Jeanette.

Hun ringer til politiet, og her finder hun ud af, at de kender til ham. At han blandt andet er dømt for at have stoppet en stofble i munden på sit eget barn og for vold mod to kvinder, som i dag bor på hemmelige adresser under nye navne.

Politiet kører til huset, men de kører derfra igen, uden at tage Jeanettes datter med. Der går næsten et døgn, før hun med hjælp fra kommunen får sin datter ud af huset.

Når Jeanette ser tilbage, kan hun ikke forstå, at der ikke var nogen, der greb ind tidligere.

- Han har jo boet i den samme kommune hele sit liv, og det er den samme kommune, som har hjulpet flere af han kærester med at flytte på krisecenter, få udleveret børn fra ham og blive tilset for de skader, han har givet dem, siger hun.

Det er også den samme kommune, som sendte en sygeplejerske til deres hjem for at tjekke den nyfødte datter, fordi hun havde blodspringninger om øjnene, hver gang hun havde været alene med sin far.

Forbind prikkerne

Mette Marie Yde håber, at de nye tal kan give anledning til markant handling hos politikerne og de ansvarlige myndigheder.

Hun mener, at der er brug for et strukturelt løft på området omkring partnerdrab, som er mere ambitiøst end den handlingsplan, regeringen har fremlagt.

Et af de vigtige greb er at forpligte de relevante myndigheder til at tale med hinanden.

Det gælder for eksempel jobcenteret, som skal dele deres mistanke, når en kvinde igen og igen kommer på sygedagpenge og politiet, som skal undersøge, om familien har været i kontakt med andre dele af systemet, når der bliver meldt om "husspektakler".

De er nogle helt afgørende nøglepersoner, når det gælder partnerdrab, og det er ofte først, når de forbinder prikkerne, at der tegner sig et billede, og der dermed rent faktisk bliver reageret, siger Mette Marie Yde.

Den psykiske vold

Jeanette lever i dag med intens stalking fra sin ekskæreste, som har været inde og ude af fængslet, men aldrig særlig lang tid ad gangen.

Hun fortæller, at efter hun forlod ham, har han haft en anden kæreste, som nu bor på krisecenter, og at han lige nu har en kæreste, som også har børn, og som går gennem det samme som Jeanette.

- Han har selv sagt til mig, at hvorfor skulle han stoppe, når han får lov at blive ved. Han føler, han har vundet over systemet.

Jeanette føler, at hun har tabt. Hun har fået lidelsen kompleks PTSD, som gør, at hun kun kan arbejde i et flexjob, at hun får flashbacks og har svært ved at sove.

Når Jeanette ser tilbage og spørger sig selv, hvorfor hun ikke bare forlod ham, eller hvorfor hun ikke bad om hjælp, kan hun se, hvor meget han har manipuleret og kontrolleret hende psykisk.

– Han var hele tiden på forkant og overbeviste mig om, at det var mig, der var noget galt med. Han fik mig til at tænke dårligt om mig selv og om min familie og venner, så jeg følte mig meget afhængig af ham.

Netop den psykiske vold mener Mette Marie Yde er vigtig at vi alle sammen bliver bedre til at identificere og handle på. Den er sværere at spotte, end når en voldsudsat kommer ind med en brækket arm, men den kan være mindst lige så skadelig. Og oftest har der været psykisk vold forud for partnerdrab.

På trods af at den er sværere at spotte, er der ofte flere vidner til psykisk vold – vi ved bare ikke, at det er det, vi er vidner til.

Når en kvinde kommer til lægen, kan det godt være, hun ikke har blå mærker, men måske har hun psykosomatiske symptomer som ondt i hovedet eller maven. Det kan forveksles med for eksempel stress eller andre psykiske lidelser.

– Hvis lægen bare havde stillet et par enkelte spørgsmål, kunne han måske finde frem til, at der var noget andet galt, siger Mette Marie Yde og fortsætter:

– Mange praktiserende læger ved bare ikke, hvad de skal spørge om, og de er bange for at sige noget forkert, fordi det er så personligt et emne.

Til det ligger også det tabu, der er om partnervold, og som forbinder emnet til det evigt aktuelle-spørgsmål: Hvor meget skal vi blande os i hinandens private sager?

Myndighederne har brug for en bredere viden om, hvilke faresignaler de skal holde øje med, og hvordan de skal gribe det an, og derfor mener Danner, at regeringen bør nedsætte en partnerdrabskommission, som kan analysere på de drab, der allerede er begået, og give den viden videre.

Manglende handling taler ind i skammen

Mange kvinder, som er udsat for fysisk og psykisk vold, tvivler på, om de er berettigede til at få hjælp. Det er en del af den normalisering, der sker, når man løbende bliver udsat for vold. Derudover kan voldsudsatte føle stor skyld og skam, fordi de selv bliver i forholdet, eller fordi de er blevet overbevist om, at de har fortjent volden.

Mette Marie Yde understreger, at hvis ofrene har en fornemmelse af, at myndighederne også lader stå til, så bygger det oven på den skam og bekræfter de voldsudsattes egen idé om, at det ikke er slemt nok til, at der skal gøres noget ved det.

Dengang Jeanette var i forholdet med sin ekskæreste, var hun lettet over, at der ikke var nogen, der reagerede.

Det var en del af den strategi, hun byggede op, hvor hun forsøgte at skjule, hvad der foregik, fordi hun var flov over det og bange for, hvad der ville ske, hvis kæresten fandt ud af, at hun havde hentydet noget – for eksempel til sin læge.

I dag ville hun ønske, at nogen havde grebet ind.