Foto: Mew
På en grund ved det nedlagte Helsingør Sygehus i Nordsjælland skød der for to år siden et seniorbofællesskab med 55 to-treværelses boliger op blandt flere nye etagebyggerier. En af beboerne var den da 55-årige Marian Jensen, som fik købt sin 700.000 kroners og 78 m² store andelslejlighed på en lidt speciel måde.
Hendes forældre ville sælge deres hus og flytte ind i det seniorbofællesskab, som stadig var en byggeplads. Og så spurgte de deres datter, om hun ikke kunne tænke sig at tage med:
– Jeg var med til informationsmøde om projektet og var straks fyr og flamme. Faktisk blev jeg tilbudt en lejlighed før mine forældre, men heldigvis kom de også med og bor i dag i en lidt større lejlighed over mig, fortæller Marian, som har været advokatsekretær og kommunal fuldmægtig men nu er førtidspensionist på grund af sklerose.
Hun var tiltrukket af det gennemtænkte koncept med solceller på taget og separate boliger udstyret med altaner og minihaver. De er bygget rundt om en fælles atriumhave med palmer og andre eksotiske vækster, terrasser med flettede havemøbler, petanquebane og en lille sø, som orange japanske koikarper svømmer rundt i:
– Min allerførste tanke var, at jeg ikke skulle bo med gamle mennesker. Men at få vendt idéen med veninder gav mig et andet syn på boformen. For eksempel at jeg kunne flytte til en moderne og fremtidssikret bolig, hvis min sygdom forværres, forklarer Marian, som synes, det er totalt sejt at bo i omgivelser og klima som ved Den Franske Riviera.
Fordele:
Ulemper:
Siden indflytningen i 2022 har hun deltaget i arbejdet med at holde bevoksningen på bebyggelsens udenomsarealer, feje atriumhavens stier og udføre andre nødvendige opgaver.
Der er dog stor forskel på, hvor meget beboerne yder for fællesskabet, afhængigt af alder og helbred:
– Ingen behøver føle sig stemplet som dovne, hvis de ikke deltager. Derfor kan man nu betale sig fra at deltage i fællesarbejdet. Vi andre skal dog passe på ikke at brænde ud og har derfor besluttet, at fremtidige beboere bør være i den yngre aldersgruppe ned til 50 år. Vi skal passe på, at stedet ikke ender som et fremskudt plejehjem, forklarer Marian.
Marian, som ikke har børn og er forblevet ugift, har erkendt at det ikke er gnidningsfrit at leve i et bofællesskab. Der kan være beboere, man falder bedre i hak med end andre og tilbagevendende diskussioner om standarder for oprydning.
Uenigheder vil der altid være, når mennesker bor sammen, er hun overbevist om. Irritationsmomenter kan æde en op, hvis man ikke er bevidst om at undgå det. Derfor gælder det for mig om at omgås dem, jeg svinger med og fortsat bevare mit eget liv ved siden af, understreger Marian:
– For mig har det været vigtigt ikke at lægge hele mit sociale liv i bofællesskabet. Jeg har bevaret min omgangskreds og mine oprindelige interesser uden for fællesskabet som for eksempel biografture og koncerter. Det er et plus at omgås inde i fællesskabet, men det er og bliver noget ekstra, jeg har valgt til oven i mit øvrige liv, siger Marian, som ikke overrender sine forældre – og de ikke hende:
– Det gælder om at være rummelig over for andre menneskers særheder og vaner. Noget af det må man ryste af sig, mens man må gøre noget ved det, hvis der er opførsel, man ikke kan leve med.
Marian har fået flere venner blandt beboerne, hvoraf de fleste er ældre end hende selv:
– At nogen falder fra er undgåelige tab, man må se i øjnene, selv om det kan være tungt, erkender Marian, som nævner det at hjælpe hinanden med for eksempel indkøb og samkørsel som en af de største fordele ved at bo sammen:
– Jeg har behov for at være social og går ind i mellem til fredagsbar ude i atriumhaven. Men jeg skal også kunne trække mig tilbage til min egen bolig og have. Og det er der heldigvis mulighed for.
Det glæder Marian, at flere veninder har skrevet sig op på interesselisten for at overtage ledige lejligheder i bofællesskabet. Ægtemændene er lidt mere forbeholdne men kan overtales, er Marians klare indtryk.
Hun kan ikke nævne nogen fællestræk for bofællesskabets beboere. De er vidt forskellige: Der er enlige og par, nogen i 50´erne og nogen 30 år ældre, halvdelen kommer udenbys fra og flere går stadig på arbejde:
– Når jeg sidder og kigger på et appelsintræ, føler jeg mig privilegeret. Jeg ser bestemt ikke måden at bo på som den evige hvile.
Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 35/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Læs mere om:
