Da min telefon ringede, blev jeg mindet om en løgn, vi konstant fortæller forældre

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina update. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg vidste godt, hvad klokken havde slået, da jeg kastede blikket på skærmen. Jeg var lige kommet ud fra et møde og havde misset et opkald fra mit barns daginstitution. Nu ringede min mand.

Det var verdens mindste overraskelse, at nogen var syg. Jeg har to små børn, det er vinter – der er snot overalt.

I dag var det min tur til at køre hjem, så det gjorde jeg. Mens jeg undrede mig.

Alle danskere har - som udgangspunkt - ret til fri på barnets første sygedag – de fleste med løn. Det gælder også mig.

Og jeg er med på, at de pludseligt opståede sygedage er en del af pakken, når man vælger at få børn.

Men jeg forstår ikke, hvorfor vi har indrettet vores arbejdsmarked efter en løgn?

Er der nogensinde nogen, der har mødt et barn, der kun var syg én dag? Der styrtdykkede i feber og opkast om mandagen og var helt klar til legeplads og perleplader i børnehaven om tirsdagen? Nej, vel?

Jeg ved godt, at intentionen er, at barnets første sygedag skal bruges på at finde andre pasningsmuligheder.

Men her har vi så løgn nummer to.

Nemlig, at der er andre pasningsmuligheder.

Det er muligvis et levn fra gamle dage, hvor bedsteforældre eller naboer ikke gik på arbejde. Men her i 2023 er der altså ingen magisk pasningsfe, der kan tilkaldes.

Resultatet er formentligt i mange tilfælde, at forældre føler sig nødsagede til at tage barnets første sygedag på skift (nej, det må man ikke) eller måske endda melde sig selv syge. En løgn producerer flere.

Var det ikke smartere, at vi indrettede os efter virkeligheden?

I Sverige kan forældre holde fri, til deres børn er raske. Efter syv dage kræves der en lægeerklæring – svenskerne får ikke løn imens, men en ydelse, der typisk udgør 80 procent af deres løn.

I Norge har hver forælder til et eller to børn 10 omsorgsdage om året. 15 hvis du har tre eller flere børn. Enlige forsørgere får ekstra dage.

Fælles for begge nabolande er, at der findes veletablerede ordninger, der gælder for alle norske eller svenske forældre.

I Danmark har vi skabt et underligt A- og B-hold, når det kommer til muligheden for at passe vores syge børn.

Mange offentligt ansatte – og nogle grupper af privatansatte – har lov til at holde barnets anden sygedag. Andre steder i det private erhvervsliv er der grænser for, hvor mange barnets første sygedage, man overhovedet kan holde med løn.

Og selv for grupper, der egentlig har forhandlet sig retten til barnets første og anden sygedag, er den ret kun til låns.

Det blev ansatte på Aabenraa sygehus mindet om i sommer, hvor ledelsen meldte ud, at de på grund af travlhed ikke skulle forvente at få fri til barnets første sygedag længere.

Det er altså reelt op til din arbejdsgiver, om du kan få fri. De fleste arbejdsgivere er helt sikkert søde, rummelige og absolut fleksible. Og så er der dem, der beder en ansat tage sit bræksyge barn med på arbejde.

Jeg er heldig. Min arbejdsgiver ved, hvad det vil sige at have små børn, og jeg har mulighed for at arbejde hjemmefra, når det er nødvendigt.

Men hvad gør alle andre, der ikke kan passe deres arbejde ved at hamre løs på et tastatur, mens deres syge barn ser 327 episoder af Cocomelon? Jeg sender jer en kærlig tanke.

Noget så grundlæggende bør ikke være op til den enkelte arbejdsgiver.

Kan vi godt stoppe med at reproducere en forældet løgn?

Og i stedet gå i gang med at indrette os, efter en virkelighed, hvor børn er syge i mere end én dag. Og hvor alle forældre har ret til at passe de syge børn, til de er raske.

Det burde ikke være kontroversielt i 2023.