Da skuddet gik af føltes det som en eksplosion i hendes hoved. Så kunne hun mærke noget, der løb ned af hendes kind

Våbnet pegede mod Mersedeh. Skuddet gik af, og inden for få millisekunder blev Mersedeh ramt og faldt til jorden. Det føltes som en eksplosion i hendes hoved. Svagt anede hun, at flere mennesker kom styrtende mod hende. Deres stemmer blev højere, mens lyden af motorcyklerne blev svagere.

En butiksejer var den første, der var hos Mersedeh. Han løftede hende op, så hun bedre kunne komme til sig selv. Mersedeh løftede hovedet og kiggede op på ham. Hun kunne med det samme se, at der var noget helt galt.

Så mærkede hun, hvordan noget løb ned ad hendes kind.

– Jeg lagde en hånd på mit øje, og der så jeg alt blodet, der fossede ud. Jeg skreg efter min mor, og da min mor så mig, skreg hun også, fortæller Mersedeh Shahinkar.

Mersedeh Shahinkar er blot én af flere hundrede iranere, der har fået seriøse øjenskader efter at have deltaget i demonstrationer. Ifølge det iranske medie Iranwire, har mindst 580 demonstranter mistet et eller begge øjne i landets hovedstad Teheran og i Kurdistan alene.

For Mersedeh er der ingen tvivl om, hvorfor sikkerhedsstyrkerne går efter øjnene på demonstranterne.

– De vil sætte deres mærke på os for at skabe mere frygt og skræk blandt befolkningen. Når folk ser på mig, ser de konsekvensen af at gå imod styret.

Men Mersedeh er stolt af det ar, som præstestyret har efterladt hende med. Hun kalder det for “et æresmærke”, og hun vil aldrig fortryde, at hun den dag gik på gaden for at demonstrere.

Mersedeh Shahinkar har i denne uge været i Danmark for at modtage Politikens Frihedspris på vegne af den iranske bevægelse “Kvinde, Liv, Frihed”.

Kvinder på gadeplan

I september 2022 mistede den 22-årige Jina Mahsa Amini livet, da hun havde været i det iranske moralpolitis varetægt. Hun blev anholdt for ikke at bære tørklædet korrekt efter iransk lov.

Hendes død udløste massive demonstrationer i stort set hele landet, og siden har bevægelsen kaldet “Kvinde, Liv, Frihed” vokset sig større og har bredt sig til flere dele af verden. Demonstrationerne har særligt været ført an af kvinder, og det har været bemærkelsesværdigt fortæller Iran-ekspert, Rasmus Elling:

– Kvindekampen har altid været negligeret og et mindre vigtigt spørgsmål i forhold til de andre problemer i landet. Det har kvinderne ikke tilladt denne gang.

Før Jina Mahsa Aminis død var Mersedeh i gang med sit eget oprør mod regimets lovgivning omkring påklædning for kvinder. Hun var fitnessinstruktør, og når hun lagde videoer op af sin hjemmetræning, bar hun ikke tørklædet. Hun håbede på, at hun kunne inspirere andre kvinder til at smide tørklædet.

Men noget ændrede sig, da Jina Mahsa Amini døde.

– Da Mahsa blev dræbt, gik det op for mig, at det kunne være sket for alle. For mig, min datter, min mor, og det gav mig for alvor en grund til at protestere sammen med de andre kvinder.

Derfor begyndte Mersedeh at gå på gaden hver dag for at demonstrere. Hun gik ud klokken fire om eftermiddagen og kom først hjem igen, når det var midnat. Selv om hun var bange, blev hun modigere, som flere og flere tilsluttede sig protesterne.

– Vi støttede hinanden, og det blev tydeligt for mig, at det kunne føre til noget, hvis vi holdt sammen på gadeplan.

Men der gik ikke længe, før Mersedeh oplevede, at de iranske sikkerhedsstyrker var yderst brutale og ikke bange for at gøre hvad, der skulle til, for at stoppe befolkningens protester.

Demonstrationen

Det var den 15. oktober 2022. Sammen med en gruppe kvinder havde Mersedeh besluttet sig for, at hun ville demonstrere. De var omkring 12 kvinder, der havde aftalt, at de skulle mødes ved et busstoppested og starte med at råbe slagord mod præstestyret.

Flere biler dyttede, da de så kvinderne råbe. Der gik ikke længe før to maskerede mænd på motorcykler parkerede tæt på og råbte til kvinderne, at de skulle forsvinde. Men da det ikke virkede, tog de hårdere metoder i brug.

De skød på kvinderne med paintballpistoler med små plastikkugler, der kan forvolde store skader og smerter.

Kvinderne begyndte at løbe i hver deres retning, men Mersedeh kunne se, at de to agenter begyndte at angribe hendes mor.

Mersedeh valgte at blande sig. Det var her, den ene mand vendte sit våben mod hende og skød.

– Det lignede, at våbnet pegede mod min krop, så jeg forventede at mærke skuddet der. Men så pegede han bevidst mod mit øje i stedet.

Med blodet piblende ud af hendes øje, ønskede Mersedeh, at de skulle ringe efter en ambulance. Men menneskene omkring hende frarådede det, fordi sikkerhedsstyrkerne havde kontrol over ambulancerne.

Mersedeh og hendes mor fandt en person, som de kunne stole på, og som kørte dem til en klinik, der kunne kigge på hendes øje.

– Fra bagsædet kunne jeg se mig selv i bakspejlet for første gang. Jeg blev endnu mere oprørt og bange, for jeg kunne nærmest ikke se mit øje for blodet.

Det var som en gyserfilm, hvor hun selv havde hovedrollen, fortæller Mersedeh.

Synet

Når man kigger Mersedeh i øjnene, lægger man mærke til forskellen på de to øjne. Hendes venstre øje er mørkt og livligt. Det højre øje har mistet sin mørke farve. Pupillen er forsvundet. Hendes nethinde, linse og hornhinde har fået alvorlige skader.

Hun har fået at vide, at det svarer til, at hun ser fem procent på det beskadigede øje. Lyset er det eneste, som hun kan fornemme. Det er muligt for hende at få transplanteret en hornhinde, men det vil aldrig være muligt at rekonstruere hendes syn.

– Mit øje er blevet et æresminde for mig. Jeg er stolt af mit øje, fortæller Mersedeh.

– Jeg har lært meget af at have mistet mit øje. Jeg er blevet et helt nyt menneske. Jeg har lært, at jeg som kvinde, der har betalt en høj pris for undertrykkelse, stadig kan meget mere på trods af det, der er blevet taget fra mig.

Mersedeh bor i dag i Sydtyskland, hvor hun har kontakt med flere iranere, der lever i eksil. Flere af dem har også fået skader under demonstrationerne.

– Jeg ser os lidt som soldater, der har gjort det, vi kunne for at bekæmpe fjenden.

Fremtiden

Siden demonstrationerne er hendes liv blevet vendt på hovedet. Hun har fået en stemme og en mulighed for at gøre en forskel for sit hjemland.

– Jeg bliver ved med at kæmpe, fordi mit land fortjener en fremtid. Det kan være svært at forholde sig til, når man er fra et velfungerende land, men mit lands fremtid er uklar. Vi ved ikke, hvor vores land ender.

Mersedeh har en datter på ti år. Hun har gjort en dyd ud af at tale med hende om hendes rettigheder. Hun kan fornemme en modenhed i sin datter, der er kommet af, at hun har oplevet mange hårde ting i en ung alder.

Nogle mennesker har kritiseret Mersedeh for at være demonstrant, når hun også har en datter, som hun skal passe på. Men for Mersedeh skal de to dele af hende hænge sammen.

– Det at være mor og demonstrant gør mig stærk. Jeg kan være begge dele, og den ene del styrker den anden del, siger Mersedeh og fortsætter:

– Når jeg siger landets fremtid, så handler det også om min datters fremtid. Min datter, deres døtre, sønnerne, alle de kommende generationer, det er alles fremtid.