Samfund
2. november 2023

Dansk spædbarn på ni måneder er fanget i Gaza

Udenrigsministeriet forsøger at få de i alt omkring 20 danskere ud af det konfliktfyldte område i Gaza. En af dem er en ni måneder gammel baby.
Af: Silje Qvist
p

Foto: Abaca/Ritzau Scanpix

Heyam Ayesh fortæller, hvordan hendes ni måneder gamle datter Layan ikke sover. Hun kan ikke sove på grund af de høje lyde fra bomber.

Det fortæller Heyam Ayesh til DR. Hun befinder sig i Gaza by med sin datter.

– Der er ingen sikre steder at tage hen. De bomber bilerne, de bomber gaderne, de bomber alle hjem, siger hun til DR.

Heyam Ayesh er palæstinenser, men hendes mand, Eyad Ayesh, er dansk statsborger, og det betyder, at deres datter også har dansk statsborgerskab. Eyad Ayesh befinder sig i Danmark.

Til dagligt plejede Heyam Ayesh at arbejde som lærer, og så bor hun i Gaza by. Hun fortæller, at deres hjem i byen er blevet bombet, og derfor er hun flyttet ind hos sine forældre med datteren. Familien har ikke adgang til rent vand, internet eller strøm.

De mangler også mad, og på grund af stress er Heyam Ayeshs krop stoppet med at producere modermælk, fortæller hendes mand til DR. Heyam Ayesh fortæller, at hun har meget lidt modermælkserstatning tilbage.

Heyam Ayesh har forsøgt at flygte fra Gaza. Det gjorde hun allerede, da Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023. Her forsøgte hun at tage sydpå til Rafah, hvor den eneste grænseovergang mellem Gaza og Egypten befinder sig.

Men Heyam Ayesh brugte et par dage ved grænsen uden held, og derfor opgav hun håbet om at forlade Gaza og rejste tilbage til Gaza by.

Hun ved ikke, om hun tør bevæge sig afsted mod Rafah igen på grund af de mange bombardementer i Gaza.

Heyam Ayeshs mand ønsker, at hun og deres datter tager til Rafah, så de kan flygte ud af Gaza.

– Jeg sagde til hende, at hun skal klare det her. Det er meget vigtigt, ellers kommer du aldrig ud af Gaza, siger Eyad Ayesh til DR.

Mulighederne for at komme ud af Gaza ser en lille smule bedre ud for mange udlændinge. Onsdag var den første dag, hvor personer med et udenlandsk pas kunne få lov til at krydse grænsen til Egypten.

Omkring 20 personer med dansk statsborgerskab er fanget i Gaza.

Indtil videre har der ikke været meldinger om danskere, der er blevet evakueret. Det har udelukkende været meldinger om både tyskere og amerikanere, der har krydset grænseovergangen til Egypten.

Til DR oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar, at de følger situationen tæt og er i løbende dialog med øvrige lande, myndigheder og organisationer, der er involveret i den mulige grænseåbning. De har forberedt sig på åbningen og står klar til at hjælpe danskere, når danskerne får mulighed for at krydse grænsen.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også