Foto: Emilie Lærke
Mine bedsteforældre og min mor og far blev fordrevet fra landsbyen Al Zeeb i Palæstina i 1948. Min mormor har fortalt, hvordan min morfar en dag kom løbende ind i køkkenet, mens hun stod og æltede dej, og råbte, at de skulle flygte. De nåede ikke at pakke. De efterlod alt. Også dejen i køkkenet.
Jeg har arvet nøglen til huset, og jeg har også papirerne på den grund, de ejede, men det findes ikke mere. For et par år siden rejste vi dertil for at se området. Det ligger det smukkeste sted, på grænsen mellem havet og en stor citronlund.
Mens jeg stod og betragtede udsigten, kom en mand hen til mig og spurgte, om jeg var palæstinenser. Jeg svarede ja, at dette var min landsby, og han fortalte, at vi stod oven på en gammel kirkegård. Den findes heller ikke mere. Nu er det en park, hvor folk griller og spiller havespil.
Over 28.000 palæstinensere er blevet dræbt, herunder flere end 11.500 børn, siden Israel påbegyndte bombningen af Gaza som følge af Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023, hvor omkring 1.200 blev dræbt og 240 taget som gidsler.
FN betegner situationen i Gaza som en humanitær krise uden sidestykke.
Mindst 1,9 millioner palæstinensere er blevet internt fordrevne i Gaza, og over 360.000 boliger er blevet ødelagt. Gazas befolkning udgør, ifølge FN, 80 procent af de mennesker, der lider under katastrofal sult på verdensplan, hvilket bl.a. betyder, at alle børn under fem år er i høj risiko for underernæring.
femina har talt med en række kvinder med palæstinensisk baggrund, som fortæller, hvordan krigen påvirker dem og deres hverdag. Det er deres ord og tanker, du her kan læse.
Historierne tager udgangspunkt i kvindernes personlige erfaringer og oplevelser, og vi har derfor ikke været i stand til at efterprøve alle oplysninger.
Jeg er født som flygtning i Libanon. Vi er altid blevet behandlet anderledes, fordi vi havde en anden dialekt. Men samtidig har jeg været heldig, fordi min familie havde penge. Mine bedsteforældre forpagtede en gård, hvor de dyrkede appelsiner og oliven, og mine forældre fik en lejlighed. Jeg kom til Danmark i 1984 sammen med min mand og min søn.
Den 7. oktober sidste år var jeg på kursus med mit arbejde. Det var en lærerig weekend, hvor vi lavede sjove aktiviteter og hyggede os med hinanden. Da vi var færdige, kom min mand for at hente mig, og mens vi kørte, fortalte han, hvad der var sket. Jeg kunne ikke tro det. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, for jeg er selvfølgelig imod drab på alle civile.
Den nat tænkte jeg: I morgen starter krigen.
For jeg har selv oplevet det, da Israel invaderede Libanon i 1982. Vi boede i beskyttelsesrum i 40 dage og levede af pasta med sukker på, eller hvad vi ellers kunne finde. Jeg ved, hvor hårdt det er, men jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville blive på den her måde.
Jeg har ikke sovet en hel nat siden den 7. oktober. Krigen er vendt tilbage i mine drømme. Jeg vågner til lyden af F16-fly. Jeg husker, hvordan min far og jeg skulle besøge en gammel dame, og mens vi kørte, kom flyene buldrende hen over os. Min far rystede så meget, at han måtte stoppe bilen. Nu er det mit hjerte, der ryster.
Det er 42 år siden, men følelsen er vendt tilbage til min krop. Jeg prøver at berolige mig selv, at begrænse hvor meget tid, jeg bruger på medierne, men problemet er, at jeg ikke kan lukke øjnene. De her billeder findes i mig. Mine traumer findes.
Der er dage, hvor jeg glemmer mine børns navne, eller hvad jeg fik at spise i går, men jeg kommer aldrig til at glemme krigen. Den lever under huden. Den lever i ens sind, i ens hjerte. Den lever i en.
I øjeblikket lever jeg i to verdener. I en med børnene i mit arbejde som dagplejemor, hvor vi leger, danser, synger og griner, og så i en verden af sort. Når børnene bliver hentet, tænder jeg for fjernsynet, selv om det fylder mig med angst, blot jeg rører ved fjernbetjeningen.
Min chef har sagt, at jeg gerne må melde mig syg, men arbejdet er det eneste, der giver mig et afbræk. Børnene giver mig lys, men når de tager hjem, lever jeg i mørke.
Jeg plejer at være glad og festlig. Min garderobe er fyldt med farverige kjoler, men nu klæder jeg mig kun i mørke farver. Det er som om, glæden er forsvundet. Når børnene sover middagslur, tænder jeg for fjernsynet. Når vi spiser aftensmad, sidder vi foran fjernsynet.
Det er som om, jeg sulter efter fjernsynet. Jeg må vide, hvor mange der er døde nu, hvad der er sket. Vi har ikke set film eller serier i månedsvis. Jeg hører heller ikke musik længere, og jeg har måttet udskyde et kursus i arabisk madlavning, jeg underviser, fordi man skal være glad, når man laver mad.
Født i Beirut, Libanon, i 1960.
Flygtede som statsløs palæstinenser fra Libanon til Abu Dhabi og videre til Danmark i 1984.
Bor i Ølstykke med sin mand, arbejder som dagplejemor og foredragsholder og har fire børn.
I december var vi i Tanzania med hele familien. Det var en rejse, vi havde haft planlagt længe, og vi ville miste mange penge, hvis vi aflyste den. Vi håbede også, at den kunne give os et lille afbræk.
Men allerede da vi sad i flyveren, begyndte jeg at tænke på, hvor mange børn der blev dræbt i de timer. Jeg kunne ikke nyde det. Jeg prøvede at sidde lidt ved poolen, men jeg kunne kun koncentrere mig om at se fjernsyn. Vi troede, vi kunne slippe væk, men krigen er i alt.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg spiser, fordi børnene i Gaza sulter. Jeg får dårlig samvittighed, fordi jeg bor i et varmt hus, når børnene bor i telte. Hvordan skal vi forklare et barn, hvorfor de har mistet en hånd, et ben, deres familie? Hvordan skal jeg lære dem om kærlighed? Om kys og kram? Jeg tror ikke, de vil lære det. De er vant til lyden af droner. Til smadrede gader og bombede huse.
Jeg har en ven i Gaza, som jeg plejer at sende tøj og sko til. Da hans datter startede i børnehave den 5. september, sendte han en video, hvor hun havde en kjole på, jeg havde sendt hende.
For nylig skrev han, at de var flyttet for tredje gang. At de bor i et telt, fordi deres hus er blevet bombet. Han plejer at skrive hver gang, de har internet, men jeg har ikke hørt fra ham i over en uge nu.
Jeg føler, at jeg er ved at blive kvalt. At jeg har et konstant greb om halsen. Jeg kan ikke overskue noget, og jeg tror, det rammer mig så hårdt, fordi jeg arbejder med børn. Jeg ser videoer af børn, der råber og skriger. Børn, der bliver opereret uden bedøvelse.
Jeg er så ked af det, og samtidig kan jeg næsten ikke tro, hvor heldig jeg er. Jeg har varme, jeg har mad, jeg har det hele. Jeg er så taknemmelig over at bo i Danmark, og at jeg har mulighed for at leve i fred, at mine børn kan leve i fred.
Jeg tænker meget på fremtiden. Jeg kan ikke se for mig, hvordan det skal ende, men jeg har et håb. Det har jeg altid haft. Jeg vil gerne mødes med folk og tale om håb. Det hjælper mig også at tage med til demonstrationerne, fordi det giver mig styrke at råbe. Jeg råber: "Børn har ret til liv,” så højt jeg kan.
Det har været overvældende at opleve al den kærlighed og varme, jeg har fået. Folk sender mig blomster og breve og skriver, at de tænker på mig. Det gør mig meget taknemmelig.
Mange skriver også til mig og spørger, om jeg ikke skal starte en indsamling, fordi det er det, jeg plejer. Men nu svarer jeg: Til hvem? Jeg har 1000 par sko liggende i et skab, men hvor skal jeg sende dem hen? Skal jeg lave en indsamling til en vuggestue, en børnehave, et børnehjem? Til 100 børn, 1000 børn? Jeg kan ikke overskue det.
Jeg vil bare have, at krigen slutter.
Læs mere om:
