De fleste tror, at filosoffer er hvide, skæggede mænd. Det vil Anna Cornelia Ploug lave om på

Hun har altid manglet dem – kvinderne i filosofien. Blandt oversigtsværker, blandt medstuderende, blandt undervisere og blandt de tekster og filosoffer, hun er blevet undervist i.

Første gang, ph.d.-studerende Anna Cornelia Ploug fik et kvindeligt forbillede på filosofistudiet, var på sin kandidat i London.

– Der mødte jeg første gang en kvindelig underviser på studiet, jeg kunne se op til, og det føltes fuldstændig som et lokomotiv fremad i netop at kunne se, hvordan man kan gebærde sig, hvordan man kan tale og være.

– Jeg har ellers brugt alle mine kræfter på at forsøge at fralægge mig mit køn for at føle mig tilpas i faget, siger hun.

Forinden havde hun læst på fire forskellige universiteter i tre forskellige lande, og ingen af stederne stødte hun på tekster af eksempelvis Simone de Beauvoir, som regnes for en af de mest indflydelsesrige kvindelige tænkere.

Hvorfor Anna Cornelia Ploug ikke har været omgivet af flere kvinder på sit studie, er der ikke lavet danske undersøgelser, der kan svare på.

Men man kan gisne om hvorfor, mener hun. Ifølge hende kan en del af forklaringen netop have noget at gøre med manglen på de kvindelige forbilleder og vores forestillinger om, hvordan en stor tænker ser ud.

En armslængde

Fra starten af sin studietid har hun iagttaget, hvordan de mandlige medstuderende hurtigt har identificeret sig med en bestemt filosof, skole eller position indenfor den vestlige filosofi.

Det samme har ikke været gældende for Anna Cornelia Ploug og de kvinder, hun har snakket med.

– Jeg tror, at man, hvis man er kvinde eller på anden måde utilpas ved den klassiske mandsposition, står mere med en armslængde i forhold til at kunne identificere sig ind i faget, fordi man hele tiden møder stopskilte: ’du kan ikke, du må ikke, du er slet ikke klog nok, du hører slet ikke til her og hvem tror du egentlig, du er - alle de der mange misogyne eksempler eller citater, der er i filosofihistorien, siger hun.

Af misogyne eksempler nævner hun blandt andet, at kvinden i de anerkendte filosofiske tekster altid optræder som muse for subjektet, og subjektet er altid en mand.

Hun fremhæver den græske filosof Aristoteles, der i antikken sagde, at kvinder var ufuldstændige mænd.

Et andet eksempel, hun peger på, er den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel, der i sine tekster taler om kvinder som nogle, der godt kan opnå dannelse, men hvis sind ikke egner sig til filosofi og de højere videnskaber.

Det er vel at mærke gamle tekster fra en anden tid, men det er stadigvæk de tekster, der fremhæves i undervisningen, i lærebøgerne og oversigtsværker i dag, og det mener Anna Cornelia Ploug er noget, der automatisk smitter af på vores opfattelse af, hvordan en filosof eller en stor tænker kan se ud.

– Historie er ikke bare noget, der skete for lang tid siden. Vi er en levende del af den, og det ansvar skal vi tage på os. De filosoffer vi peger på og de tekster, vi tager frem, er også dem, der i morgen er med til at definere, hvad filosofi er, og hvem der betragtes som de tænkere, der er værd at lytte til, siger hun.

Hvis man bladrer gennem nogle af filosofiens oversigtsværker kan man også se, at kvinderne er glemt, påpeger Anna Cornelia Ploug.

– Der er hundredvis af dokumenterede kvindelige filosoffer, men de optræder stort set aldrig i almindelige oversigtsværker, siger hun.

Som eksempel nævner hun Carl Kochs Den europæiske filosofis historie, hvor der nævnes 205 mænd og ingen kvinder. Et andet eksempel er, at ingen af de ti kvinder fra moderne tid, der nævnes i denne artikel, har fået plads i den nyeste udgave af Politikens filosofileksikon fra 2014.

– Det samme gælder nogle af vor tids absolut største tænkere såsom Judith Butler, Gayatri Spivak, Angela Davis og Donna Haraway, understreger hun.

Fralæggelse af køn

Der er mange ting, som Anna Cornelia Ploug har været i tvivl om gennem sit liv.

Feminisme og filosofi har aldrig været nogen af dem. Hun har altid været feminist, og hun har altid vidst, at hun skulle arbejde med filosofi. En kombination, der af hende beskrives som ’den største modsigelse’.

– De to ting stiller sig i konstant spænding med hinanden. Filosofien er en disciplin, som traditionelt opfatter sig selv som ren.

– Ren i betydning af, at den foregår i tankernes verden uafhængigt af den måde, vi lever i kønnede og racegjorte kroppe på. Filosofien giver sig dermed ud for at være apolitisk, mens feminisme er et grundlæggende politisk projekt, siger hun.

Dissonansen mellem de to f’er har givet hende udfordringer i et fag, der i vid udstrækning er domineret af mænd.

Men de er der - de kvindelige filosoffer. De har været der lige så længe, der har været filosofi, understreger Anna Cornelia Ploug, og hun kan i flæng nævne navnene på mange af dem.

Hun mangler dem dog afspejlet i pensum på universiteterne såvel som i den brede offentligheds billede af, hvad en filosof er.

Hvorfor tror du kvinderne bliver glemt eller ignoreret?

– De fleste tror jo faktisk ikke, at der har været nogen kvindelige filosoffer overhovedet. Der er nogle historiske grunde til, at mange af de kvinder, der har bedrevet, hvad vi ville betegne som filosofi, ikke er blevet regnet som filosoffer, og derfor er deres arbejde skåret ud, siger hun.

Af historiske grunde nævner Anna Cornelia Ploug det, hun omtaler ’merit-nettet’, som dækker over, at kvinderne sent fik adgang til en formel uddannelse.

I stedet for at fremlægge deres filosofi i afhandlinger og traktater, har flere af dem skrevet i formater som breve, dagbøger, selvbiografiske tekster og romaner. Genrer, som typisk ikke opfattes som ’rigtig’ filosofi, forklarer Anna Cornelia Ploug.

Hun nævner også kønsnormernes indvirkning på publiceringspraksisser, som ifølge hende formentligt har udvisket kvindernes formelle tilhørsforhold til deres filosofi.

– Der er mange, som egentlig var der, men hvis navne er blevet fjernet i og med, at de har udgivet det skjult, under pseudonym eller anonymt, siger hun.

– Det er for eksempel en kendt sag, at den britiske filosof og kvindesagsforkæmper Harriet Taylor Mill var medforfatter på de bøger hendes mand den politiske filosof, John Stuart Mill, skulle blive berømt for, siger hun.

Men de kvindelige filosoffer har ikke altid befundet sig i baggrunden, og det er vigtigt for hende at påpege.

– Bare fordi vi er dumme i dag, og ikke kender til kvindelige filosoffer, så betyder det ikke, at det hele tiden har forholdt sig sådan, siger hun og fortsætter:

– Der har været mange perioder i filosofihistorien, hvor man har kendt til kvindelige filosoffer og regnet dem for noget, men i moderne tid, ikke mindst med Immanuel Kant, er det blevet snævret ind, og filosofien har lavet en ny definition af, hvad den selv er, der har gjort, at kvinderne systematisk er blevet skrevet ud af historien, siger hun.

Hun nævner som eksempel, hvordan kvindelige filosoffer i antikken skrev om ting, der foregik i hjemmet, hvilket dengang blev anset som filosofi på linje med andre spørgsmål, der vedrørte samfundslivet.

– Opdragelse, husholdning osv. blev på det tidspunkt betragtet som filosofi, så det er kun, fordi vi i dag synes at alt, hvad der hører til hjemmet, ikke har noget med den ægte filosofi at gøre, at denne del af kvindernes produktion er blevet skåret fra.

– Så det er vores fejl, det var ikke de gamle grækere, og desuden har kvinderne også beskæftiget sig med mange andre emner end det huslige og det, der vedrører køn, selvom det oftest er dét, vi forbinder dem med, når vi endelig tager dem op, siger hun.

Det er også derfor, at hun de seneste år har påtaget sig rollen som bugtaler og bannerfører for de kvindelige filosoffer. En rolle, som har medført en enorm modstand, specielt fra det modsatte køn.

Køn har en betydning

‘Luk øjnene og tænk på en filosof’ plejer Anna Cornelia Ploug at sige, når hun holder foredrag.

– Tænk på 10. Med 100% sandsynlighed er det gamle hvide ansigter med skæg, der kommer op på folks nethinde, uddyber hun.

Det vil hun nu lave om på. Det er derfor, hun er gået sammen med kollegaer om at udbrede den filosofiske feministiske bølge, der i andre lande længe har trukket dønninger efter sig.

Lige nu er de i gang med at oversætte og introducere otte kvindelige filosoffer fra 1600-1800, som udkommer på bog i 2023 hos forlaget Gyldendal. I forbindelse med den kulturhistoriske festival Golden Days har hun kurateret filmserien ’Kvindelige tænkere og det politiske’.

Hun glæder sig over, at der herhjemme også er begyndt at ske noget i forhold til at sætte fokus på de glemte kvinder. Men sådan var det ikke for tre år siden, understreger hun.

– Dengang skulle vi sparke døren ind og tigge og bede om at få lov til at tale om kvindelige filosoffer, og i dag er det pludseligt med omvendt fortegn, at vi bliver bedt om det – der sker virkelig noget, men jeg bliver også skeptisk for, hvornår det er med hvilken hensigt.

For ifølge hende er det ikke nok at hive de kvindelige filosoffer frem fra gemmerne eller tilføje et ekstra kapitel til bogen, fordi der skal bevægelse i noget, der lige nu er oppe i tiden.

– Vi skal blive ved med at minde os selv om den her forståelse for, at vi skriver historie lige nu, og det er nogle strukturer, vi fortsat skal tænke over og ændre på, siger hun.

At hun har givet filmserien på Golden Days navnet ’Kvindelige tænkere og det politiske’, beskriver hun selv som ’pinagtigt’, fordi det netop med den titel kommer det til at lyde som et særtilfælde, at der har fandtes kvinder, der har kunnet tænke.

– Jeg forstår godt, når nogle ikke vil kaldes ‘kvindelig forfatter’ eller ‘kvindelig tænker’, som jeg pinagtigt har kaldt filmserien. Men vi kan heller ikke udviske de forskelle køn såvel som race og andre sociale magtstrukturer skaber, siger hun.

Det er også derfor, at hun mener, at vi bliver nødt til at forholde os politisk til filosofien og inddrage betydningen af blandt andet køn – også selvom det har givet hende fjender i branchen undervejs.

Hun er ikke i tvivl om, at de kvindelige forbilleder, levende og døde, er vigtige. Ikke blot for filosofistuderende, men også i forhold til vores opfattelse af køn i det hele taget.

– Det er klart, at det har meget stor betydning i forhold til bestemte menneskers muligheder for at kunne se sig selv i faget, men det har også betydning langt ud over universitetsgangene. Det har konsekvenser for, hvem vi tager alvorligt, hvilke erfaringer vi ser som værende relevante og hvem vi anser som intellektuelle, der kan sige noget om den verden, lever i, siger hun og fortsætter:

– Hvis der var flere kvinder, og hvis vi i øvrigt tog et opgør med filosofiens ’hvidhed’, så kunne det også være, at det var nogle andre emner og problematikker, der blev taget op, så vi dermed kunne rykke og udvikle os.