De gravede huller i jorden for at holde varmen. I dag kæmper Manila for det land, de måtte flygte fra

Manila Ghafuris mor løfter låget på en stor, tung, russisk gryde. Duften af kyllingesuppen fylder togkupéen. Den er så stærk, som var den lige blevet lavet.

Der sidder hun sammen med sine forældre og seks søskende rundt om gryden og spiser suppen. Den yngste lillesøster er spæd. Imens bumler toget afsted og bevæger dem længere væk fra deres hjem i den afghanske by Mazar-e Sharif.

Manila Ghafuri er syv år, hun har mørkt hår og brune øjne. Hun ved ikke, hvad de skal, men hun ved godt, at de ikke skal tilbage.

Det var kaotisk, da de skulle forlade deres hjem. Hendes far havde gjort vinterstøvler klar til hende og hendes søskende, og hun havde fået meget tøj på. Hun blev bedt om at bære mere, end hun syntes var rimeligt.

20 år senere, en søndag morgen i august 2021, sætter Manila Ghafuri sig sammen med sin familie foran fjernsynet i deres hjem i København.

Nyhedsværterne beretter om, at Taliban har overtaget Mazhar E-Sherif om natten og er på vej ind i Kabul. Imens ringer de til deres familie i Afghanistan for at finde ud af, om de er i sikkerhed, og hvad der er sket.

Et TV-hold kommer hjem til dem for at lave interview. Manila Ghafuri har sagt ja til at være med. Hendes far siger: ”Manila, pas på, hvad du siger.”

Han er bange for hendes sikkerhed, fordi hun er kvinde.

Lige inden live-interviewet skal begynde, får de at vide, at Taliban er helt inde ved magten - præsidentpaladset i Kabul.

- Jeg var helt tom. Jeg kunne ikke fatte det overhovedet. Det tror jeg stadig ikke, jeg kan, siger Manila Ghafuri.

Så gik interviewet i gang.

Lige ved at miste livet

Selvom Manila Ghafuri følte sig tom indeni den morgen, var hun ikke overrasket over det, hun så. Hun havde fulgt udviklingen tæt i måneder og vidste, at Taliban snart var så tæt på magten, at de ville gribe om den og vride den til sig igen.

Men det satte noget i gang i hende, som stadig er i bevægelse. For hvad gør man, når man er kvinde og kommer fra et land, hvor kvinder nu bliver frataget deres rettigheder og myndighed og knap nok bliver betragtet som mennesker?

Manila Ghafuri insisterer på at holde en anden fortælling i gang om det afghanske folk og den afghanske kvinde: Hun er ikke kun undertrykt og ufri. Hun er stærk og vil ikke lade sig kue.

- Det handler om at tage styringen, siger hun.

Om at bestemme, hvordan historien skal fortælles. Det har hun sidenhen blandt andet gjort i tv-interviews i bedste sendetid hos Go’ Aften Live og Go’ Morgen Danmark.

- Jeg er afghaner, så det rør mig. Der sker noget med dig, når du er lige ved at miste livet, og du får det igen. Det handler om, hvordan du bruger det. Jeg ville ønske, jeg selv kunne tage derned, men det ville være for farligt for mig, siger hun.

Så 28-årige Manila Ghafuri gør, hvad hun kan fra København: Hun er bl.a. medarrangør af arrangementer om Afghanistan, og i januar indsamlede hun 47.000 kroner til Afghanistan under overskriften ”Børn er ikke til salg”.

Hendes families netværk i Afghanistan hjalp hende med at dele pengene ud til enlige mødre og hjemløse, og i marts tog hun initiativ til endnu en indsamling under overskriften ”Kvinder der kæmper”, hvor hun indsamlede 15.000 kroner.

At holde varmen i et hul i jorden

Da Manila Ghafuri sad i toget og spiste kyllingesuppen, der duftede så stærkt, var hun stadig barn, men hun var også blevet flygtning. Familien flygtede, fordi hendes far var major i hæren og dermed stod i opposition til Taliban. Og efter togturen skulle menneskesmuglere guide dem til Polen – på gåben.

Selvom hun ikke var ret gammel på det tidspunkt, står nogle minder stadig klart hos hende i dag fra turen:

- Vi skulle krydse en kold flod, selvom ingen af os kunne svømme. Vi gik gennem den hånd i hånd i mørke. Nogle gange skulle vi løbe, fordi vi var tæt på nogen, som ikke måtte opdage os. Vi gravede huller i jorden for at være i skjul og for at holde varmen.

Under flugten bar Manila Ghafuris forældre lillesøsteren, som var spæd, på armen.

- Menneskesmuglerne sagde, at hun larmede, fordi hun græd. De talte om at give hende piller, og det var mine forældre rædselsslagne for. Vi vidste ikke, hvad det var for nogle piller. Min mor gjorde alt for at holde hende tæt ind til sig, så man ikke kunne høre hendes gråd.

Det lykkedes familien at nå til Polen, men da de nåede så langt, blev de skilt ad.
Manila Ghafuri kom til Danmark sammen med sin far, sin lillebror og to ældre søstre, mens moderen kom til Tyskland med Manilas storebror og to yngre småsøstre.

Der skulle gå halvandet år, før Manila Ghafuris mor kom til Danmark med hendes søskende, og hele familien bosatte sig i Vordingborg.

De har ikke givet op

Men hvis Manila Ghafuri og hendes familie ikke var flygtet fra Afghanistan, havde hendes liv været et helt andet.

Da Taliban overtog Kabul i august 2021, blev et særligt foto symbol på den undertrykkelse af kvinder, som Taliban nu ville genindføre: En butiksfacade med store fotos af kvinder blev overmalet.

- Det var en markering af, at nu måtte kvinder ikke længere være synlige. På TV spurgte de: ”Hvorfor skal kvinder have et job, hvis manden kan klare det?”

Siden da har Taliban fjernet flere og flere af kvinders rettigheder. For eksempel begrænser de igen og igen deres adgang til at studere og arbejde, de skal bære burka i det offentlige rum og have selskab af en mandlig værge, hvis de skal rejse. Derudover er deres adgang til sundhedsydelser også blevet mindre og mindre.

Men Manila Ghafuri ved, at mange afghanske kvinder ikke accepterer at blive visket ud.

- Jeg ser den afghanske kvinde som værende virkelig stærk. Når Taliban peger deres våben mod hende, står hun og peger tilbage på ham.

- De er ikke uvidende. De har ikke givet op, siger hun.

Hun ved det, for hun har et stort netværk blandt afghanske kvinder – blandt andet gennem hendes familie i landet.

Hendes ene moster er journalist, og Manila Ghafuri betegner hende som en stor inspiration.

- Hun er født og opvokset i Afghanistan, et af verdens mest undertrykte samfund at være kvinde i, men hun kender stadig sin ret og sin stemme.

Hun har også mange kusiner i landet. Den ene har studeret afghansk sprog og kultur, den anden er gymnasielærer. En tredje drømmer om at blive journalist, en fjerde studerer medicin.

- Hun kan ikke færdes sikkert. Et par gange om måneden kan hun tage på universitetet, men ellers er hun bare hjemme.

- Fælles for dem alle er, at deres liv er gået i stå. Det handler om overlevelse, fordi inflationen har fået prisen på dagligvarer til at stige så meget, og meget få af dem har en indkomst, fortæller Manila Ghafuri.

Hun får tårer i øjnene og leder lidt efter ordene.

- Det kan godt være, jeg har boet i Danmark det meste af mit liv, men det er stadig der, hvor jeg er født. Vi har kæmpet i så mange år for at kunne leve et liv i fred. Uretfærdigheden er grunden til, at jeg bliver ked af det.

- Din skæbne og din fremtid bliver afgjort af, hvor i verden eller hvilken side af vejen, du er født på. Jeg har familiemedlemmer, der sidder i det lige nu, men det kunne lige så godt have været mig.

På Manila Ghafuris Instagram har hun gemt sine opslag om Afghanistan. Det første er et foto af en afghansk kvinde med solbriller og et gråt tørklæde. Hun holder en plakat med et billede af en pige. ”You valued my beauty. Now value my life.” står der på det.

Manila Ghafuri har delt opslaget. Hun skriver, at hun tror på sin stemme og sin magt. Hun opfordrer til at råbe op for dem, der ikke kan.