De mødte ham og blev stormende forelskede. Her er historien om en magtfuld serieforbryder, der ændrede fem kvinders liv

Det er en kold decemberdag i 2019, da Jeanette og Christina tager plads på tilhørerpladserne i retssalen i Svendborg. De er nervøse og husker, at de tager hinanden i hånden.

De venter på, at han skal træde ind ad døren. Den mand, som de begge har elsket, men som også har givet dem så mange ar på sjælen, at de i dag har svært ved at genkende sig selv.

Vi kalder ham Thomas, men hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

Og selv om han bliver dømt den dag, har de to kvinder på fornemmelsen, at det kun er spørgsmål om tid, før en ny kvinde bryder ud af et forhold med ham, ender på krisecenter og står tilbage med et liv, der ikke ligner det, hun havde før.

De får ret.

Og de kender den historie, for de har selv levet den.

Ligesom flere andre før dem.

Dette er historien om fem kvinder, der har oplevet, hvordan mødet med én mand kan ændre et helt liv. Flere af dem har i dag PTSD-diagnoser, angst, er flyttet væk fra deres hjemby og har altid en overfaldsalarm i tasken.

De fortæller alle sammen om grov psykisk og fysisk vold og efterfølgende stalking fra den samme mand. Ham, vi kalder Thomas.

Det er også fortællingen om et fællesskab, de helst ville have været foruden, men hvor de er endt med at hjælpe hinanden, da de ikke følte, der var andre, der gjorde det.

Thomas er den mand, de har til fælles.

Han er en af de personer, der går igen i politiets statistikker.

Her arbejder man med begrebet ”de magtfulde få”. Serieforbrydere, som går fra forhold til forhold og udøver den samme vold – og som ansatte i politiet beskriver, at de hverken har haft den rigtige viden eller ressourcer til at håndtere.

Analytiker i politiet, Kristian Løwenstein, mener, at mønsteret omkring “de magtfulde få” bør ændre måden, politiet arbejder med partnervold på. Det kan nemlig være et redskab til at prioritere sagerne, forstå alvoren af dem og forebygge, at der kommer flere ofre.

Ikke som de andre drenge

Historien starter ikke i retssalen i Svendborg. Den starter helt tilbage i 2001 på det lokale diskotek i en lille fynsk by, hvor Thomas møder Malene første gang. Sådan husker hun, det der skete.

Hits med Backstreet Boys og Kylie Minogue blæste ud over det tætpakkede dansegulv, hvor Malene var for at fejre sin 19-års fødselsdag.

Gennem mængden fik hun øje på en fyr, hun ikke vidste hvem var. Det var ellers sjældent i det lille landsbysamfund.

De faldt i snak, og Malene kunne hurtigt mærke, at han ikke var som de andre drenge på hendes alder. Han drak ikke alkohol, og så havde han sin egen bil, som han tilbød at køre hende hjem i. Så da de andre fyre tågede rundt sidst på natten, stod han med sin cola og bilnøglerne i hånden.

Og så kunne han finde ud af at holde øjenkontakt.

– Han var den her store bamse, der tog mig ind, krammede mig og kiggede mig dybt i øjnene med sine meget brune øjne, fortæller Malene.

Han kørte hende hjem, kyssede hende godnat, og Malene blev hurtigt stormende forelsket.

I tiden efter hentede han hende ofte i sin bil. De kørte ture, snakkede om deres fælles fremtid, og hun mødte hans forældre. Om morgenen kørte han hende i skole, og når han vinkede farvel til hende, følte hun sig stolt.

– Det var jo ret sejt, når de andre kom på cyklen, ikke?

Men efter et par måneder, var der flere ting, der ændrede sig i det ellers sommerfuglefyldte teenageforhold.

Malenes kæreste begyndte at være utilfreds med, at hun så sine veninder. Han talte grimt om dem og forklarede det med, at han bare ville passe på hende.

Hvis hun skulle til en fest på hendes skole eller hos en veninde, skulle han inviteres med. Og hvis det ikke kunne lade sig gøre, måtte hun også blive hjemme.

Når Malene var på sit fritidsarbejde i et af byens forsamlingshuse, holdt han parkeret udenfor og ventede på, at hun fik fri. Imens strømmede det ind på hendes telefon med beskeder som: ”Er du snart færdig”, eller ”Hvad laver du derinde så længe?”.

– I dag kan jeg jo godt se, at det var problematisk, men dengang havde man slet ikke det samme sprog eller opmærksomhed omkring den slags. Jeg tænkte, at det da var lidt irriterende, men samtidig gav han mig jo en masse opmærksomhed, fortæller Malene.

Opmærksomhed var noget, Malene ikke havde fået meget af i sin barndom, som havde været præget af en mor, der var alkoholiker og en far, der ignorerede det.

Det her må ikke gå i stykker

De havde været kærester i tre måneder, da de en aften var på vej hjem efter at have været i byen. De havde begge drukket, og Malene husker, at skænderiet begyndte, fordi hun gerne ville hjem til sig selv og sove.

Men det var Thomas ikke enig i, og han begyndte at blive aggressiv.

Malene kan huske, hvordan hun løb fra ham og gemte sig bag en bil. Pludselig kunne hun mærke, at han stod bag hende. Og så slog han hende i ansigtet.

Hånden ramte hende fladt på siden af hovedet. Malene slog igen. Så tog han hårdt fat i hende og slog hende igen.

– Det var den eneste gang, jeg nogensinde slog igen, fortæller Malene.

Det var ofte, når de havde været i byen, at han blev voldelig.

Malene var sportsdanser, men som forholdet skred frem, stoppede hun med dansen, fordi Thomas ikke var glad for det.

Han var heller ikke glad for hendes drøm om at søge ind på tandplejeruddannelsen i Aarhus, så da ansøgningsfristen nærmede sig, truede han hende med at gøre hendes familie fortræd, hvis hun søgte.

Hver gang, han havde været voldelig, græd han, sagde undskyld, lovede, at det blev bedre og fortalte, at det hele var, fordi han havde arvet sin fars temperament.

Når han slog hende, oplevede Malene en blanding af vrede og angst. Og hver gang granskede hun, hvad det var, hun havde gjort, siden han blev så vred.

Alligevel frygtede hun, at han skulle gå fra hende, fordi hun blev ved med at tro på, at han kunne give hende det trygge og stabile liv, hun ikke havde haft som barn.

Og mens hun stod på hans teenageværelse med en læbe, der var flækket, tænkte hun, at hendes krop kunne gå i stykker, men det her, det måtte bare ikke gå i stykker.

Lige indtil en dag, hvor hun pludselig midt i et skænderi gik ud ad døren og ikke vendte tilbage.

– Lige præcis, hvad der fik mig til at vågne lige der, det ved jeg simpelthen ikke.

Selv om det er over tyve år siden i dag, så husker Malene det hele tydeligt. Og hun får stadig ondt i maven, når hun en sjælden gang ser ham i supermarkedet eller på gågaden i den by, hvor de begge bor. Og hun kan mærke en vrede.

Både over det, han udsatte hende for dengang. Men allermest over alt det, hun har hørt, at han har gjort mod andre kvinder og børn efterfølgende.

Det vender vi tilbage til.

Derfor tænker hun også tit, at hun skulle have meldt ham dengang – for måske kunne hun havde stoppet det.

– Men når jeg så ser på, hvordan der er sket så lidt, når han rent faktisk er blevet meldt senere hen, så tænker jeg, at dengang, hvor der endda var så lidt anerkendelse af det – der havde det sgu nok ikke gjort den store forskel, at jeg havde meldt ham.

Malene er ikke kvindens rigtige navn. Af hensyn til hendes og hendes børns sikkerhed har hun ikke ønsket at stå frem med navn. Redaktionen kender hendes rigtige navn.

Historien om Malene er første afsnit i en artikelserie om de magtfulde få. Læs alle afsnit her: