De stod på hospitalsgangen, da Christina hev hans nye kæreste til side

Dette er det 4. og sidste afsnit af artikelserien “De magtfulde få”. Her fortæller fem kvinder, hvordan mødet med én mand ændrede deres liv. Psykisk vold, fysisk vold og stalking har stået på i mere end 20 år - og kvinderne retter en kritik af systemet for ikke at gribe ind.

Læs forrige afsnit af artikelserien:

Det var på Odense Universitetshospital, at Christina Plesner forsøgte at advare Jeanette Andersson.

Jeanette var kæreste med Thomas, og de havde været involveret i et biluheld. Med i bilen var Thomas' søn, som han havde med Christina.

Jeanette endte med en brækket fod, Christinas søn kom lettere til skade, og Thomas endte i livsfare på intensivafdelingen.

Mens han lå der, opstod der et øjeblik på hospitalsgangen, hvor Christina og Jeanette kunne tale sammen uden at blive overvåget.

Her forstod Christina hurtigt, at Jeanette var igennem det samme, som hun selv havde været.

"Pak dine ting og forsøg at kom ud af det hurtigst muligt," husker Jeanette, at hun fik at vide af Christina.

Og selvom, der skulle gå et par måneder før Jeanette forlod ham, så genoptog de to kvinder kontakten, da Jeanette var kommet på krisecenter.

I dag har de to en særlig forståelse for hinanden. De lider begge af kompleks PTSD, og derfor er der ingen spørgsmålstegn, hvis en af dem har brug for at have gardinerne rullet ned, tjekke hvem der ejer en fremmed bil, der holder parkeret ude på vejen eller pludselig zoner ud midt i en samtale. Ting, som de oplever, at mange andre ikke kan forstå.

– Det har givet os en samhørighed. Jeg føler mig tryg i hendes selskab, fordi jeg ikke føler mig skør. Men jeg ville da ønske, at vi kendte hinanden fra yoga eller sådan noget, fortæller Christina.

Flere af kvinderne, som har været kærester med Thomas, har aldrig mødt hinanden, men de har snakket sammen mange gange over telefonen og over mail. De har støttet hinanden, efter de var kommet ud af forholdet, vidnet for hinanden i retten og bakket hinanden op, når de har tvivlet på, om de skulle anmelde til politiet.

For Jeanette har det gjort en kæmpe forskel, at hun har fundet ud af, at hun ikke var alene om sin situation.

- Vi har brugt hinanden til at se, at det jo ikke er os, der har været skøre, svage og naive. For det er jo nogle megastærke kvinder allesammen. Og vi behøver ikke forklare hinanden det der med, hvorfor vi blev i det, eller hvorfor vi ikke kunne se advarselslamperne - det er ligesom bare indforstået.

Det leder os frem til den decemberdag i 2019, hvor både Jeanette og Christina mødte op i retten i Svendborg for at vidne mod deres fælles ekskæreste. Udover vold mod Jeanette var han også tiltalt for vold mod den søn, han har med Christina, som på det tidspunkt var fem år.

Den ulmende fornemmelse, de havde i maven, af, at flere kvinder kunne ende med samme historie som dem selv, blev senere bekræftet.

I 2020 mødte Thomas en ny kvinde. Hun hedder Elene.

Efterfølgende fandt Christina og Jeanette hende på Facebook, og intuitivt begyndte de at ”holde lidt øje” med hende på afstand gennem sociale medier. Med hendes ansigtsudtryk på billeder, og om der var nogen blå mærker.

Ubevidst ventede de på, at hun ville komme ud af forholdet og kontakte dem.

Elene

Knytnæven rammer Elenes baghoved så hårdt, at hun falder om på det kolde bryggersgulv. Det sortner for hendes øjne, mens hun prøver at komme til sig selv og spejder efter de bilnøgler, hun lige har haft i hånden.

Så griber et par hænder om hendes hals og trækker hende op at stå. Mens de strammer til, kigger hun ind i sin kærestes øjne, som er blevet helt sorte. Hun kan mærke varm urin strømme ned af hendes bukseben.

Sådan husker Elene episoden.

Da hun mødte ham i 2020, sagde han alle de ting, hun altid havde savnet at høre. Han overøste hende med rosende ord og var ikke bange for at tale om at flytte sammen og blive gift. Han virkede som den trygge base, hun havde manglet i sit liv.

Når de havde gæster på besøg, var han også fantastisk.

Det var først, når de var gået, at vreden kom. Hvorfor havde hun grinet så højt? Hvorfor havde hun sagt det der? Hvorfor havde hun taget den kjole på?

Det var, da Elene var på vej på krisecenter første gang, at der tikkede en besked ind på Christinas telefon.

Elene havde fundet frem til hende på Facebook og skrev, at hun var gået fra Thomas og spurgte, om Christina havde lyst til at snakke med hende.

Og selvom Christina var bange for, at det måske var ham, der havde fået hende til at skrive, for at komme i kontakt med Christina, der ellers havde blokeret ham, ringede hun til Elene.

De to snakkede længe sammen. Christina tænkte bagefter, at hun ikke håbede, at Elene gik tilbage til ham – men det gjorde hun.

Men Christina forstår det godt. Det gør Jeanette, Kristiane og Malene også. For de har selv prøvet, hvor svært det er at komme helt ud af forholdet.

Elene var på krisecenter to gange, før hun i december 2021 kom helt ud af forholdet.

I dagene efter fortæller hun, at hun modtog over 180 e-mails fra Thomas og opkald og sms’er flere gange i timen fra 58 forskellige numre.

Også efter at han havde fået et tilhold.

Derudover var det som om, han hele tiden vidste, hvor hun var.

”Er det ikke dig, der har en grå Golf, der holder nede foran genbrugsbutikken?”, stod der en dag i en besked.

I dag er det værste af stalkingen stoppet, men Elene har stadig en følelse af, at han følger med i hendes liv.

Den følelse blev bekræftet for et par måneder siden, da den kæreste, hun fik efter Thomas, viste en besked, han havde modtaget fra et nummer, han ikke kendte. Der gik der et sug igennem Elenes krop, for hun kunne tydeligt genkende stavefejlene.

Der stod, om det ikke var Elenes daværende kærestes hvide Mercedes, der kørte rundt oppe i Nyborg.

Mandagen efter ringede Elene ned på politistationen for at få en overfaldsalarm igen. Hun havde fået en lige efter bruddet, men skulle aflevere den tilbage efter et halvt år, da hun ikke længere kunne bevise, at han opsøgte hende.

– De vil stadig ikke give mig en ny overfaldsalarm, fordi han ikke har kontaktet mig direkte. Men jeg tror ikke, de forstår den lille sikkerhedsfølelse, det kan give mig, at jeg ved, jeg kan gøre et eller andet. Jeg føler jeg skal kæmpe for at blive taget alvorligt, fortæller Elene.

– De siger til mig, at jeg ikke behøver være bange. Men de kender ikke følelsen. For hele mit system går i gang, bare jeg ser en bil, der ligner hans.

Fra 2001 hvor Thomas mødte den første af de fem kvinder, vi har talt med til nu, hvor Elene fortæller sin historie, er Thomas blevet meldt til politiet adskillige gange. Han har fået seks domme for blandt andet grov vold mod kvinderne og deres børn, trusler og adskillige brud på sine tilhold.

Han har afsonet en stor del af sine domme med fodlænke eller på en åben pension og har fået nye kærester, mens han afsonede.

Elene undrer sig over, at han kan få lov til at fortsætte.

– Jeg synes, det er vildt, at der ikke er nogle bedre måder at beskytte os på. Vi har jo samlet set været på krisecenter meget længere, end han har været inde og sidde. Og vi er alle sammen flygtet fra vores hjemby. Det er jo på en måde ofrene, der bliver sat i fængsel.

Der er mange steder i deres fortælling, hvor de fem kvinder, femina update har talt med, fortæller, at de gerne ville være blevet grebet bedre af systemet. Og selvom der ikke er én enkel løsning, så peger deres fortælling på, at myndighederne ikke har været klædt på til at håndtere sager, som dem kvinderne har været i.

Det generelle billede er Trine Baumbach, som er lektor i jura på København Universitet, enig i.

For selvom, det danske retsvæsen på papiret er gearet til at håndtere sager om partnervold, fordi vold er strafbart, så mener hun, at det i praksis ikke er rustet til at tage sagerne alvorligt nok.

Først og fremmest på grund af manglende viden og misforståelser om, hvad det er for nogle mekanismer, der er på spil.

– Retsvæsenet har haft en tendens til at se de her sager som en uoverensstemmelse, hvor manden er i en oprørt sindstilstand - og det er jo en formildende omstændighed, og så har han fået en meget, meget mild straf. Det er en helt forkert tilgang, for for det første er det næsten altid manden, der selv har startet den uoverensstemmelse, og for det andet, er vold jo aldrig i orden, siger hun.

– Man har ikke været gode nok til at få klarlagt et mønster og måske heller ikke set alle de skærpende omstændigheder, som er i sådan en sag.

Derudover påpeger hun, at sager om partnervold er svære at løfte bevismæssigt. Og selvom nogle af dem ganske enkelt ikke kan løftes, så er der også sager, hvor politiet ikke har sat nok ressourcer af til efterforskningen.

Sager, som formentlig godt ville kunne være løftet bevismæssigt, men hvor de ikke er blevet prioriteret. Blandt andet på grund af den manglende viden.

– Man har måske tænkt, at hun kunne jo bare være gået fra ham, for selvom hun kom på krisecenter, så røg hun jo tilbage til ham, og så har hun måske været lidt vigende i at anmelde ham bagefter. Og hvorfor skal myndighederne så bruge ressourcer på det?

– Det taler jo ind i, at der er et ressourceproblem. Og så er det jo let at nedprioritere de sager, som på overfladen ser ud som om, der ikke rigtigt er nogen, der tager dem alvorligt, fortæller Trine Baumbach.

Derfor mener hun, at vold i nære relationer skal langt højere op på dagsordenen. Især på den politiske.

– Det er ved at komme, fx med handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab, men det er ikke slået helt igennem endnu, og jeg vil sige, at man har været fodslæbende. Og det har man været af historiske grunde, fordi man har set partnervold som noget privat, som staten ikke skulle blande sig i.

For fremtidige kvinders skyld

Elene fortæller, at hun har fået konstateret PTSD. Og selvom hun hele tiden er bange for, at han finder ud af, hvor hun er, er det vigtigt for hende ikke at gemme sig.

For selvom hun på den ene side har lyst til at lægge det hele bag sig og komme videre, er der noget i hende, der har brug for at sige højt, at det, der er sket for hende, ikke er i orden, og dermed fortælle sig selv og andre, at det aldrig var hendes egen skyld.

Derfor har hun anmeldt ham, og for et par uger siden modtog hun det brev, hun har ventet på i snart to år.

Han er blevet tiltalt for både fysisk og psykisk vold samt stalking mod Elene

Nu håber hun, at retssagen snart går i gang, og at han bliver dømt.

– Mest af alt for ”fremtidige” kvinders skyld, som kan ende med at blive udsat for det samme. Jeg får ondt i maven af at tænke på det, men samtidig forstår jeg jo bedre end nogen, at man kan ende i det, fortæller Elene.

– Jeg gik jo også ind til det med tillid. Den tillid prøver jeg stadig at holde fast i.