“Der er rigtig mange mænd, der har følt sig provokerede over, at jeg som kvinde har taget magten over min seksualitet og brugt den” ​

Da Sussi La Cour ser Pamela Anderson første gang, er hun solgt.

Hun kommer løbende ned af Venice Beach i en rød badedragt med sit lange, lyse hår flagrende efter sig.

De to kvinders historier starter omkring samme tidspunkt. Pamela Anderson bliver født i 1967, og året efter kommer Sussi La Cour til verden.

Men Sussi La Cour og Pamela Anderson har mere end alderen til fælles.

I starten af året udkom dokumentaren "Pamela, a love story", hvor tv-stjernen for første gang fortæller sin egen historie. Sussi La Cour kan se flere ligheder mellem hende selv og Pamela Anderson.

På samme måde som Pamela Anderson, følte Sussi La Cour sig fanget i et narrativ, hvor hendes seksualitet igen og igen var omdrejningspunktet.

– Det var jo lige præcis det her billede, jeg kan se, at Pamela Andersons historie tegner. Hun kæmper også med, at hun bliver holdt fast i en rolle som en kvinde, der ikke selv er i stand til at træffe sine egne bevidste valg.

Gennem hjemmevideo-optagelser, fotos og barndomsbilleder tager Pamela Anderson kontrollen over sin egen fortælling.

Et narrativ, der ellers hidtil har været styret af medierne, efter at hun og hendes daværende mand, Tommy Lee, trommeslager i bandet Mötley Crüe, fik lækket deres sexvideo, efter båndet blev stjålet fra deres fælles hjem i 1995.

Et læk, der fik store konsekvenser for Pamela Anderson.

– Der blev jo set ned på den erotiske kapital, fordi man på en eller anden måde ikke vil anerkende det som en magtfaktor. Det, tænker jeg, ligger meget forankret i vores samfund. Det kommer 100 procent af, at vi har været et kristent samfund. I århundreder er vi blevet fyldt med skyld og skam over vores seksualitet, siger Sussi La Cour.

Allerede i skabelsesberetningen er kvindens seksualitet noget farligt og syndigt. Her lokker Eva Adam til at spise af den forbudte frugt, og derved mister de deres uskyld og må forlade Edens have.

I popkulturen findes en særlig arketype, en bombshell. Gennem historien har vi fulgt deres storhed og fald, fra Marilyn Monroe til Anna Nicole Smith og Pamela Anderson.

Ordet indeholder en advarsel, som om den kvindelige seksualitet er en tikkende bombe, der kan antænde og eksplodere på et hvert givent tidspunkt.

“Jeg har aldrig været hæmmet af mit køn”

Et par sekunder – længere tid tager det ikke for Sussi La Cour at spotte, om mænd kigger på hende.

Hun er slet ikke i tvivl.

– Jeg kan bare se, at den mand har set min film. Fordi de kigger på mig, og så bliver de helt forfjamskede og kigger væk igen. De ved simpelthen ikke, hvor de skal kigge hen. De er usikre. Det er ret sjovt.

For mange kvinder er seksualitet forbundet med en grad af skam, men det har aldrig været tilfældet for Sussi La Cour. Det er svært at pege på præcis hvorfor, men hun mener selv, at det kan skyldes hendes opvækst.

Hun voksede op i et parcelhus i Avedøre med pool i baghaven og amerikanerbiler i indkørslen.

– Det lyder ret tacky, og det var det egentlig også, griner hun.

I barndomshjemmet var der en stemning af frihed og løssluppenhed. Når forældrene holdt fest, løb man nøgne rundt og hoppede i swimmingpoolen.

– Der var en følelse af, at vi gør, hvad vi vil. Jeg er vokset op med det. Min opdragelse har været, at jeg var fars pige. Min far var ret vild i det.

Igennem barndommen blev hun altid bakket op. Og når hun kigger tilbage, husker hun det, som om hun blev opdraget lidt som en klassisk dreng.

– Jeg har nok været det, man kalder en tomboy.

Vildskaben fulgte med hende. Da Sussi var i 20’erne, hoppede hun på cyklen fra Valby, hvor hun boede og cyklede til natklubben Krasnapolsky i indre København.

Det var det absolutte insted. Her hang modeller, kunstnere og Københavns elite ud.

I slidte jeans, denimjakke og cowboystøvler bestilte Sussi en kold øl og hang ud i baren.

Alene.

– Så stod jeg og spottede, om der var nogle lækre fyre, som jeg skulle have med hjem den aften, siger hun.

– Jeg har aldrig været hæmmet af mit køn. Jeg har i virkeligheden været en køn pige, og jeg har vidst, at jeg har været smuk. Det er klart, og jeg har spillet på det. Men om jeg var en pige eller en dreng, det var jeg fuldstændig ligeglad med.

Da hun ser Pamela Anderson på skærmen første gang, er hun allerede bevidst om, at hun ikke ønsker et 9-4 job.

Hun ville ikke hente børn i regnvejr på cykel, og så hjem at lave mad, se tv og gå i seng, forklarer hun.

– Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle leve på den måde.

The Valley

I perioden 1997-2000 laver Sussi La Cour 30 pornofilm og bliver internationalt kendt under navnet Katja Kean.

Hun får for alvor sit gennembrud i San Fernando Valley eller bare “The Valley”, der er kendt som pornobranchens epicentrum. Området ligger i udkanten af LA og ligner til forveksling et normalt villaområde.

– Men så ind imellem de her huse, der ligger de her kæmpe produktionslandskaber, som tjener, jeg ved ikke hvor mange milliarder dollars hvert år. Så jeg kan huske, at det var virkelig slet ikke det, jeg havde forventet.

Selv om The Valley kommer bag på hende, har Sussi La Cour kun gode oplevelser fra sin tid i pornobranchen.

– Det er også derfor, jeg vidste, at jeg gerne ville til USA. For alle dem, jeg arbejdede sammen med dengang, det var netop også deres eget frie valg at træde ind i pornoindustrien. Der var ikke nogen ofre. Der var ikke nogen, der var blevet tvunget ind i noget.

De fleste ser porno, omkring 80 procent af mænd og 60 procent af kvinder gør det regelmæssigt. Blandt teenagedrenge er andelen næsten 100 procent. Det afslører data fra pornositet Pornhub om danskernes pornoforbrug ifølge Information.

Men selv om de fleste mennesker forbruger porno, er jobbet som pornostjerne et af de mest kontroversielle. Det kan Sussi La Cour skrive under på.

– Der er rigtig mange mænd, der har følt sig så provokeret, når en kvinde som jeg netop har taget magten over min seksualitet og brugt den fuldstændig, som jeg har lyst til.

Den skinbarlige sandhed

Da Sussi La Cour rejste til USA, var det med planen om at blive, men da Casper Christensen ringede og tilbød hende en rolle i serien “Langt fra Las Vegas” besluttede hun sig for at takke ja.

Hun vidste egentlig godt, hvad der ventede, da hun vendte hjem til Danmark. Hun har set det før.

– Når jeg kom hjem til Danmark, vidste jeg, at jeg skulle hjem til janteloven, stå skoleret og angre og undskylde alle mine synder. Jeg vidste på forhånd, at jeg skulle hjem og forklare, hvorfor jeg havde truffet det valg.

Den frihed, hun havde fundet, var ikke en selvfølge i Danmark.

– Jeg var rejst ud af landet for netop at finde en frihed. Og da jeg så kommer hjem igen, føler jeg mig mere fastlåst end nogensinde før. Fordi jeg jo netop kun bliver set som den her stereotype pornostjerne.

Det billede, medierne ønskede at fremstille hende, som en kvinde, der har haft en dårlig barndom og ikke kan finde ud af livet, var ikke et billede Sussi La Cour kunne genkende:

“Det kan godt være, I tror, at det er sådan, men det forholder sig ikke sådan. Det kan være meget ubehageligt, man kan næsten føle sig lidt afmægtig.

Særligt en oplevelse, husker hun. Det er en sommerdag. Sussi og hendes veninde står og venter på deres mad på et takeawaysted i Nordsjælland. Pludselig bemærker hun en mandlig kunde.

– Han får så øje på mig. Og han kigger på mig, altså han nærmest nedstirrer mig. Med et fuldstændig fordømmende blik. Det var meget, meget tydeligt.

Men det var ikke kun i privatlivet, at hun oplevede fordomme om hende.

I mødet med pressen oplevede hun, at flere mandlige interviewere så ned på hende på grund af hendes valg. Her husker hun særligt to interviews.

– Jeg kunne mærke, at de her mandlige journalister følte, at de kunne tillade sig at tale til mig, præcis som de havde lyst til. Der var ikke nogen tvivl om, at det var dem, der havde magten, og jeg bare var en lille blond bimbo.

Gang på gang oplevede hun, at der var en fortælling om hende, et narrativ, der blev presset ned over hovedet på hende. Det blev en kamp med medierne om at overbevise folk om, at de ikke havde det rigtige billede af, hvem hun var.

At hun ikke var et offer eller en stakkel.

Den forestilling har Pamela Anderson også kæmpet med. I et interview med det amerikanske medie Variety i forbindelse med dokumentaren, siger hun:

“Jeg er ikke en stakkel. Jeg er ikke en kvinde i nød.”

For netop magten til at kunne fortælle sin egen historie er ikke en selvfølge.

Det aspekt kan Sussi La Cour også genkende i Pamela Andersons fortælling. I dokumentarens første scener ser vi Pamela Anderson i badekåbe og uden makeup i sit hjem.

Det er noget af det første Sussi La Cour lægger mærke til, da hun ser den.

– Hun sidder i morgenkåbe, hvilket jeg faktisk synes, var lidt sjovt. Men jeg kan godt lide, at hun ikke har noget makeup på. Du ser bare den skinbarlige sandhed.

Som Pamela Anderson har Sussi La Cour bygget et image op og levet af at bære en maske, som hun til dels har været med til at skabe, men som samfundet har været med til at bevare.

Sussi La Cour har fået spørgsmålet “har det været prisen værd?” et utal af gange, og hun er ikke i tvivl om svaret:

– Alt har en pris. Men det handler om, om det valg, du har truffet, er prisen værd. Og sådan har jeg har stadig den dag i dag, det har det været – 100 procent.