VM i Qatar
11. november 2022

Derfor er det særligt farligt for kvinder at tage til VM i Qatar

Kvindelige fodboldfans skal passe på, hvis de tager til ørkenstaten for en fodboldoplevelse. For i Qatar er lovgivningen særligt hård mod kvinder.
Af: Silje Qvist
Fodboldfans

Foto: Massimo Insabato/Zuma/Ritzau Scanpix

Den mest kontroversielle sportsbegivenhed nærmer sig med hastige skridt.

VM i Qatar har været et omdiskuteret emne siden 2010, hvor det blev vedtaget, at Qatar skulle have værtsrollen til VM-slutrunden i fodbold for herrer i 2022.

Sportsbegivenheden har fået massiv kritik, da dens tilblivelse i ørkenstaten har været præget af korruption, diskrimination og ikke mindst horrible forhold for migrantarbejdere.

Mange lande har diskuteret, om de skulle boykotte eller deltage i det omstridte VM, og ligeledes om de moralsk kan forsvare at rejse til Qatar for at se kampene.

Gør man netop det som kvinde, skal man være særligt varsom.

I Qatar og i de fleste lande i Mellemøsten har man de såkaldte Zina-love, der kriminaliserer sex uden for ægteskabet.

Det er en lovgivning, der bygger på islamiske traditioner, der klassificerer sex uden for ægteskab, graviditet uden for ægteskab og utroskab som kriminelle handlinger, der kan straffes med fængsel i op til et år.

Muslimske lovovertrædere kan blive straffet med piskeslag, mens gifte muslimer kan få dødsstraf.

Det vil sige, at hvis du som ikkemuslimsk kvinde bliver udsat for et overgreb under VM i Qatar, kan du få en hård straf i form af fængsel.

For muslimske kvinder er det dog særligt slemt, da du risikerer piskeslag eller dødsstraf. Selv hvis det er sex med samtykke, kan det straffes.

– Hvis personen, de anmelder, hævder, at der var tale om sex med samtykke, skal der ikke mere til for, at den forurettede kvinde kan blive retsforfulgt for sex uden for ægteskab, siger Rothna Begum, kvinderettighedsforsker hos Human Rights Watch, til The Athletic.

Til Ekstra Bladet fortæller Helle Malmvig, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), at retssystemet i Qatar på ingen måde minder om det danske.

– Der er intet, der minder om behandlingen i det danske retssystem. Normen er, at kvinden er skyldig på forhånd. Det er et system på mandlige præmisser, siger Helle Malmvig.

Lovgivningen er klar, og kvinders stilling i systemet er helt håbløs, understreger hun.

Derfor kan det også være farligt at melde en voldtægt til politiet i Qatar, for så kan offeret for overgrebet blive anklaget for sex uden for ægteskabet.

Helle Malmvig vurderer, at det ellers hårde retssystem vil håndtere loven ”mildere” under VM, da hele verdens øjne hviler på staten. Hun tror, det værste, der vil ske under VM, er, at man kan blive deporteret.

Hvis man er en kvinde, der rejser til Qatar, skal man være opmærksom på, hvordan man opfører sig i det offentlige rum. Man må ikke bære for tætsiddende eller udfordrende tøj.

Man må heller ikke være udfordrende i sit kropssprog, være fuld eller højtråbende.

Som par skal man undgå al form for fysisk kærtegn i offentligheden, det gælder særligt for homoseksuelle par, da det er forbudt og bliver straffet hårdt.

Jakob Jensen, administrerende direktør i DBU, har udtalt til DR Sporten, at de har udtrykt over for Qatar, at danske fans, uanset om de er mænd, kvinder eller homoseksuelle, skal kunne deltage i begivenheden.

Det er ifølge Jakob Jensen blevet modtaget positivt i Qatars organisation, der står bag VM.

Læs mere om:

Læs også