Det er jo ikke spor svært at finde et billigt hus i provinsen, DR

Inden jeg har tænkt mig at rette en halvskarp kritik af DR’s nye boligprogram ’Røverkøb i Provinsen’, må jeg hellere starte med at sige, at det er et fremragende program.

Jeg så det hele på meget kort tid og var virkelig fornøjet, mens det stod på, mest af alt fordi der er nogle ret – lad os bare sige – spændende typer med, som man ikke lige støder ind i hver dag.

Dét, og så fordi før og efter-billeder er noget af det mest tilfredsstillende, man kan fodre sin hjerne med gennem øjnene.

Programmet handler om par, der leder efter hus i provinsen, og det får de så hjælp til af Line Franck og tømrer-Dennis, som mange nok kender fra ’I hus til halsen’.

Størstedelen af unge danskere drømmer nemlig om at købe deres eget hus, men med de stigende boligpriser kan det være rigtig svært, som Line Franck siger i programmet.

I storbyerne er kvadratmeterpriserne næsten fordoblet i løbet af de seneste 20 år, men andre steder i landet står de næsten stille, og derfor kan man være heldig at finde et drømmehus dér.

Især hvis ens drømmehus er et ramponeret håndværkertilbud.

I hvert program præsenteres det pågældende par således for tre boliger, der befinder sig på forskellige stadier af smadrethed.

Prisen er selvfølgelig derefter, og derfor tager de fleste af parrene det i midten, hvorefter man så følger dem i renoveringsarbejdet og til sidst får før og efter-katarsis. Som sagt: Dødlækkert princip.

Men årsagen til at jeg sad og råbte ad mit nye fladskærms-tv derhjemme, mens jeg så programmet, er, at det bygger på en falsk præmis, som virker stærkt provokerende på mig og min forsmåede lejlighedssituation.

Logikken er denne: Det er dyrt i byen. Ergo må du flytte på landet.

Ooooookay! Tak skal du have, Einstein.

Det er ikke ligefrem visdomsord, der kan sælges på flaske.

Hvis det var så nemt, så havde vi jo nok gjort det for længe siden (faktisk har det endda vist sig, at det ene par selv havde fundet deres hus, hvilket er blevet kritiseret i en grad, så DR har midlertidigt fjernet programmerne).

Det er heller ikke, fordi Line Francks såkaldte ”ekspertise fra branchen” er unik. Enhver med internetadgang har jo praktisk talt kunnet finde et utæt hus på Lars Tyndskids mark siden, ja, for evigt.

Der er også noget moralsk anløbent ved at præsentere sagesløse unge huskøbere for en bolig med firehundrede anmærkninger i tilstandsrapporten, mens man fremhæver alle ”mulighederne”, men så snart de har købt huset, trækker man i land og forklarer, at det altså er et enormt arbejde at sætte det i stand.

Og pas endelig på med at poste for mange penge i det, det skal jo også kunne sælges igen.

Det er imidlertid nogenlunde det, der sker i det her program, og samtlige par ender da også med at løbe ind i uforudsete udfordringer, der koster dem mange penge under renoveringen.

Når parrene alligevel ender med at stå som glade husejere i hvert eneste afsnit, skyldes det blandt andet, at halvdelen af dem er håndværkere og kan lave hele huset selv. Og hvis ikke de er, så har de en bror, der er taglægger, eller kender en, der har knæpuder på i forvejen.

– Hvis ikke man har det netværk, du har, hvordan renoverer man så?, spørger tømrer-Dennis på et tidspunkt Jeppe, der har købt et hus i Nordjylland.

– Det ved jeg fandme ikke, svarer han.

Nå, det ved jeg heller ikke, og det opsummerer velsagtens kerneproblemet ved hele programmets præmis.

Men jeg er selvfølgelig også bare sur, fordi jeg ikke selv har råd til at købe et hus og heller ikke kan købe noget gammelt lort, som jeg så kan renovere.

Ikke medmindre jeg foretager et drastisk karriereskift og forsager mediebranchen, og min kone gør det samme. Indtil da er vi mere eller mindre stavnsbundet til en lejlighed i byen, hvor selv rækkehusene er blevet så dyre, at man må sukke dybt.

Jamen, så gør det dog, klip dine egne får, hyp dine egne kartofler, og få et ’Nyt liv på landet’, som titlen lyder på et nyt TV2-program. Ellers tak.

Nogle af os vil bare gerne passe vores arbejde og bo et sted, hvor antallet af værelser passer til antallet af mennesker i vores familie. Det virker ikke som meget at bede om.

Alt det her er selvfølgelig bare for at sige, at boligmarkedet er et levende absurdteater for unge mennesker, der arbejder i byerne, og at de verserende boligprogrammer afspejler præcis det, selvom de giver en illusion om at have fundet en magisk løsning.

Det er påfaldende, at ingen af afsnittene foregår på Sjælland (det ville være umuligt). Men når der ikke findes en løsning, er man på den anden side nok nødt til at bruge magi, som bekendt ikke er andet end snyd.