Det er tonedøvt og helt ude af trit med tiden, at TV 2 hylder nybyggeri i bedste sendetid

Foto: Thomas Sinkbæk/TV 2
Sæson 10 af TV 2’s seersucces Nybyggerne er i fuld gang, og endnu engang dyster fire par om at indrette deres drømmehjem fra bunden. Jeg har, som så mange andre, forventningsfuldt tændt for skærmen – klar til at blive underholdt, inspireret og måske endda stjæle et par idéer til mit eget hjem. Men efter kun fire afsnit må jeg skuffet konstatere, at programmet og jeg er vokset fra hinanden.
Dels fordi det håndværksmæssige niveau er dalet de seneste år, og dels fordi mit syn på nybyg, ressourcer og bæredygtighed har ændret sig.
Lad os starte med håndværket.
Det er ikke bare kedeligt, men direkte nedslående at se på, hvordan deltagerne – ofte uden den mindste byggeerfaring – halser fra projekt til projekt uden nogensinde at nå helt i mål, til både deres egen og dommernes frustration. Og resultatet? Halvfærdige makværker, der alligevel pilles fra hinanden, så snart kameraerne slukker, og husene skal sælges.
Hvorfor caster man ikke deltagere med reelle færdigheder? Og hvorfor får de ikke to uger til hvert rum, så de rent faktisk har en chance for at lave noget ordentligt? Hvis det kniber med ansøgere, kunne man jo droppe kravet om, at de skal være kærester eller ægtefæller. Det er ikke deltagernes ømme historier om, hvordan de mødte hinanden første gang, jeg ser (eller, så…) programmet for.
Materialevalget hjælper heller ikke.
Hvert hold har et stramt budget, der skal række til hele huset, for- og baghave inkluderet. Der er ikke tid til at finkæmme DBA for gode genbrugsmaterialer og -møbler, så løsningen bliver klikgulve, IKEA-køkkener og hjemmebyggede MDF-møbler med sjusket finish. Hurtigt, billigt og uholdbart – nøjagtigt som et stykke tøj fra Temu, der er fyldt med kemikalier og mister faconen efter første vask.
I et af afsnittene blev en af deltagerne konfronteret med, hvor meget han hadede sine gulve, hvortil dommeren Önder foreslog at lægge flydespartel i næste rum. Flydespartel, hvis hovedingrediens er cement. Endnu en CO₂-tung lappeløsning.
Det hele sker i en tid, hvor byggeindustrien i forvejen er en af de allerstørste klimasyndere. Ifølge en analyse fra Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet bliver 1200 huse hvert år revet ned for at gøre plads til nyt – ofte ud fra en fejlagtig opfattelse af, at nybyggeri kan gøres klimavenligt. At hylde nybyggeri i bedste sendetid virker tonedøvt og helt ude af trit med tidens udfordringer.
Endnu værre er det, at bæredygtighed reduceres til en gimmick, et sjovt benspænd, snarere end et ufravigeligt princip, der sætter rammen for hele programmet.
Sidste år bragte Klimamonitor et debatindlæg fra kommunikationsrådgiver Ditte Hedegaard, der foreslog TV 2 at droppe Nybyggerne til fordel for Bevaringsbyggerne – et program, hvor deltagerne frem for at smadre nybyggede parcelhuse skulle renovere gamle bygninger på respektfuld og ansvarlig vis. Som bonus ville programmet give seerne forståelse for kulturarv og ressourceforbrug. Det lader ikke til, at TV 2 tog den udfordring op, så jeg tillader mig at minde om det gode forslag. Konceptet kunne også hedde Ombyggerne.
Selvfølgelig ville sådan et program stille andre krav til produktionen. Man skulle finde fire ubeboede huse af nogenlunde samme størrelse og stand – men de kunne fint ligge forskellige steder i landet og repræsentere forskellige tidsperioder. Og mon ikke mange husejere ville være åbne for en aftale, hvor deres ejendom blev sat i stand og moderniseret af (dygtige og erfarne) hobbyhåndværkere?
Mit gæt er, at det kunne gavne hele lokalområder – mange små byer kæmper med, at husenes værdi ikke kan bære en totalrenovering, og ét slidt hus har det med at trække resten af nabolaget med ned. Derfor ville et sådan koncept formentlig få opbakning fra både boligejere og lokalsamfund.
Kære TV 2, et program om nybyg og overforbrug hører ikke hjemme i 2025 – et år, hvor Danmark allerede har opbrugt sine naturlige ressourcer den 19. marts. Det er på tide at dræbe en darling og give plads til et mere tidssvarende og inspirerende alternativ.