Det føles skingrende ulogisk, at verden ikke stopper op. Vi fortsætter bare med at købe kartofler og overveje en ny sofa

Cecilie Rubini er journalist. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Verden brænder, men vi skal stadig betale regninger. Demokrati føles som en elastik, der bliver trukket længere og længere, til den en dag knækker.

De mest magtfulde mennesker er dem, der råber højest, og dem, der råber højest, råber sjældent noget, der giver håb.

Jeg får lyst til at slukke. Slukke for nyhederne, for skærmene, for angsten over alt det, der føles ude af min kontrol. Lukke øjnene og lade som om, det ikke sker. Jeg gør det ikke.

For hvad er alternativet? Hvad sker der, hvis alle slukker? Hvis alle siger, at de ikke orker mere?

Jeg kan ikke bære at være vidne, men jeg kan heller ikke bære tanken om ikke at være det.

Mit lille, trygge liv kører videre, som om ingenting var hændt. Det føles obskurt, absurd næsten. At stå her i min pissedyre lejlighed og lave gryderetter, have gæster, smøre madpakker, tjekke forældreintra.

At tage stilling til trivselssamtaler og garderobeplads, indkøb og ferieplanlægning, mens jeg stirrer ud i verden og ser den knække i små, skarpe stykker.

At kigge på mine små bitte hjemmelavede mennesker vise en ny koreografi, de har lært i fritten, og grine på de rigtige tidspunkter, mens en knude i maven snører sig strammere. Over den verden, de skal vokse op i.

Eller hvad der er tilbage af den.

Jeg hører deres vejrtrækning, når de sover, lytter til den ro, de endnu ikke ved, de skal være bange for at miste. Og alligevel bliver jeg distraheret af mine egne små bekymringer. Pladsmangel. Skilsmisse-efterslæb. Arbejdsopgaver. Frygten for at være alene. Relationer.

De små problemer, som i mit eget liv føles store. De optager plads i mit hoved, selvom jeg ved, at de blegner i sammenligning.

Det føles så skingrende ulogisk. At katastroferne ikke får verden til at stoppe op. At vi bare bliver ved. At vi betaler husleje og køber kartofler og googler opskrifter og overvejer en ny sofa, mens alting knager under os.

Jeg forstår dem, der slukker. Jeg forstår dem, der ikke orker mere. Det føles næsten tragikomisk, hvordan vi pendulerer mellem frygt og ligegyldighed, mellem alarmberedskab og resignation.

For hvordan lever man med al den viden? Hvordan lader man øjnene være åbne uden at brænde op indefra? Jeg tænker på historiebøgerne, på de mennesker, vi læser om, som levede i tider, hvor mørket samlede sig.

Vidste de, at de var midt i noget, der en dag ville blive beskrevet som begyndelsen på enden?

Eller føltes det bare som endnu en dag med gryderetter og livets gang, en dag uden konstante påmindelser om alt det, der var ved at falde fra hinanden? Føltes det lettere dengang, fordi de rent faktisk kunne slukke? Fordi de ikke blev bombarderet med information i en lind strøm, ikke

Konstant blev mindet om, hvor galt det stod til? Gjorde uvisheden det hele nemmere, eller var den i virkeligheden farligere?

Måske bliver det rent faktisk bedre. Måske er det sådan her, det altid har føltes. Måske ser nogen tilbage på os en dag og tænker, at vi trods alt klarede den….

Eller at vi ikke gjorde. Hvor meget skal man tage ind, før man bliver en af dem, der går rundt og ryster på hovedet og siger, at verden er af lave, uden egentlig at tro på, at den kan rettes op?

Jeg har ingen konklusion. Kun uro. Måske er det sværeste ikke at forstå, hvad der sker, men at mærke det. Ikke at lukke af. Ikke at trække sig. At lade øjnene være åbne, selv når det gør ondt at se.