Det kræver åbenbart ikke andet end udsigten til en croissant i Sydfrankrig, før min flyskam forsvinder

Kathrine Bækgaard Gade er journalist på Heartbeats. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

Med mit boardingpas i hånden stod jeg for nyligt og skuede længselsfuldt mod det slaraffenland, der åbenbarer sig på den side af security.

Med kæmpestore Toblerone-barer, duften af uanede mængder parfume og uskreven social accept af alkoholindtagelse alle døgnets timer markerer lufthavnen overgangen fra hverdag til ferie.

Her behøver man altså ikke lede længe efter en metafor for overbrug.

Men mine skrupler ved at rejse med fly forsvinder, så snart jeg rammer lufthavnen, fordi jeg bliver fuld af forventningsglæde.

Det kræver ikke meget andet end udsigten til kaffe og croissanter på en fortovskaffe i Nice, før min flyskam flyver væk.

Og det lyder jo ganske belejligt. Men efter landing rammer den der virkelig ubehagelige fornemmelse.

Og det er ikke den lumre luftmur, som rammer dig på vej ud af flyet sydpå.

Det er den nagende skyldfølelse. Flyveture tæller tungt i det store klimaregnskab. Det ved jeg godt.

Det begynder imidlertid først rigtigt at kradse på samvittigheden, når jeg overvejer, hvor villig jeg egentlig er til at trække på skuldrene over mit eget klimaaftryk.

Det skaber en slags dobbeltskam.

Man kunne måske være fristet til at tro, at Corona-pandemien, ødelæggende naturbrænde på familieferieøen Rhodos eller måske det faktum, at vores blå planet lige nu er ved af skifte farve, kunne smadre flyvelysten hos alle.

Det gør det så bare ikke. Og det gør så det heller ikke for mig.

Det ligger som en rimelig indgroet og privilegeret del af mig, at en ‘rigtig’ ferie helst starter med at sidde sammenklemt på et lidt for småt flysæde.

Hermed ikke sagt, at jeg ikke holder rigtig ferie i et sommerhus i Danmark. Eller at man ikke kan holde en ferie uden at flyve – selvfølgelig kan man det.

For et par år siden var jeg på interrail rundt i Europa, og selvom det var helt genialt koncept og en tur, jeg ofte tænker tilbage på, ser jeg det mere som en ferietype, jeg lige skulle prøve i mit sabbatår – og ikke en reel løsning, man kunne inkorporere i sin fremtidige måde at holde ferie på.

Det tog omkring to timer og 20 minutter at flyve fra København til Nice.

Det var klart den hurtigste løsning. Og selvom man nok ikke behøver rejse, hver gang noget kaldes en ferieuge, kommer man hurtigt til at retfærdiggøre sit forbrug ved at pege fingre ad andre.

Det tager ifølge en ny rapport omkring halvanden time for de rigeste 50 personer i verden at forbrænde den samme mængde CO2 som en gennemsnitlig borger gør på et helt liv.

Alene udledningen fra superyachts og privatfly svarer til den samlede udledning for de fattigste 155 millioner mennesker i verden.

Jeg udleder også mere CO2 end en gennemsnitlig verdensborger.

Og jeg er ganske klar over, at mine klimakvaler faktisk er en form for luksus.

Dog kommer jeg hurtigt til at se lidt opgivende på mit udblødte papsugerør og min flyskam, når andre har en forbrugsfest, som ikke kun fucker med vores grundvand – men med hele klodens fremtid.

Og så kommer vi til et af klimadebattens helt store spørgsmål: Hvem har egentlig ansvaret?

Personligt får jeg hurtigt følelsen af at kunne købe mig til grønt aflad, når jeg spankulerer ned for at pante i de langskaftede brune genbrugsstølver, jeg impulskøbte for et par uger siden.

Eller når nu jeg køber bælgfrugter i stedet for kød og transporterer dem hjem i et stofnet.

Det gør det bare ikke mere bæredygtigt at flyve – i sidste ende narrer jeg både mig selv og klimaet.

Det hjælper nok heller ikke ligefrem på mit klimaaftryk (eller overforbrug af genbrugstøj for den sags skyld) blot at påpege min egen dobbeltmoral.

Hvad der ville hjælpe var at droppe både flyveri og hykleri. Jeg gør det bare ikke.

Jeg tror som udgangspunkt ikke, at det er realistisk, at vi stopper med at drømme om at opleve resten af verden. Og det skal vi måske heller ikke.

Vi bliver dog nødt til i højere grad at forholde os til en mere klimavenlig ferieform som for eksempel kollektiv trafik på landjorden. Det gælder i høj grad også mig selv.