Det startede med mit navn. For hvor mange mænd kender du egentlig, der har opgivet deres navn?

Nanna Niemann er journalist på femina update. Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

På tv siger de ja til kærligheden i hvide prinsessekjoler. Men er det egentlig særligt tillokkende?

Som kvinder og piger er vi opflasket med dem fra barnsben af – eventyrerne, der kolliderer i et magisk prinsessebryllup.

I 2022 steg antallet af vielser i Danmark med 20 procent. Selv om flere vælger kirkebrylluppet fra til fordel for en borgerlig vielse, så vi sidste år en stigning i kirkelige vielser på 30 procent.

Men i takt med, at jeg er blevet ældre, virker løftet om et “til døden jer skiller” knap så tillokkende.

Det startede med mit navn.

Jeg er ikke sikker på, hvor gammel jeg var, da jeg bemærkede, at min mor havde taget min fars familienavn som sit efternavn og sit eget som mellemnavn, mens min far havde beholdt sit eget navn.

Det fik mig til at tænke over de ægteskaber, jeg så omkring mig. Jeg lagde mærke til, at de færreste mænd, jeg kendte, havde taget deres kones navn i stedet for deres eget.

I skrivende stund har jeg stadig svært ved at komme i tanke om et eneste gift par i min omgangskreds, hvor det er tilfældet, at manden helt har opgivet sit eget navn.

Nogle par vælger en kombination af navne, men i mange af de par, jeg kender til, er det ofte kvindens navn, der bliver mellemnavnet.

En plads, der historisk, kulturelt og traditionelt er den mindst betydningsfulde, i forhold til efternavnet, der henviser til familiens slægt.

Ved at give afkald på sit eget navn klipper man altså det symbolske bånd til sin slægt og sit ophav.

Og det gælder ikke kun min omgangskreds. I Danmark er det en klar overvægt af kvinder, der skifter efternavn. Hele tre ud af fire af de danskere, der fik nyt efternavn de sidste tyve år, er kvinder.

Ser vi nærmere på bryllupstraditionerne, er der også rigeligt med arkaiske kønsroller.

Til de fleste bryllupper vil der være en lang række talere. Her giver den traditionelle talerækkefølge stof til eftertanke.

Oftest vil brudeparret byde gæsterne velkommen med en kort tale. Så er det toastmasteren, der får ordet. Herefter begynder den formelle talerække. Brudens far starter, herefter er det gommen, så forloveren, gommens far og til syvende og sidst bruden selv.

Til bryllupsceremonien vil brudens far følge hende ned ad kirkegulvet og overlevere hende til sin kommende ægtemand – fra én mands ejendom til en andens.

Traditionen stammer fra arrangerede ægteskaber, hvor et bryllup ofte var en finansiel transaktion mellem to familier.

Selv om det ikke er tilfældet i alle lande i dag, er det stadig i mange lande. Man estimerer, at halvdelen af alle ægteskaber verden over er arrangeret.

I Danmark skal vi blot få generationer tilbage, før vi så arrangerede ægteskaber.

Vi diskuterer barsel, ligeløn, repræsentation, men det er, som om brylluppet stadig er fredet. Hvorfor?

I medgang og modgang, til døden jer skiller.

Hvorvidt, man vil giftes og hvordan, er et personligt valg.

Men jeg mener, at det er på tide, at vi genovervejer, om vi har lyst til at reproducere forældede, patriarkalske traditioner i kærlighedens navn.

Jeg har i hvert fald ikke.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: