Det var en tilfældighed, at hun havnede på tronen. Men da først hun sad der, indtog hun naturligt rollen som "topdirektør i kongehuset"

Det var en historisk begivenhed, da Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, også kendt som Hendes Majestæt Dronningen, indtog tronen den 14. januar 1972 og dermed blev den blot anden kvindelige regent i danmarkshistorien.

Udnævnelsen markerede nemlig et endegyldigt traditionsskifte i det danske kongehus, idet dronningen som den første regent overtog tronen efter indførelsen af den nye tronfølgelov, der knap 20 år forinden havde sikret, at også kvinder kunne arve posten som Danmarks royale overhoved.

Men hvilken betydning har det haft, at den danske regent i over 50 år har haft et kvindeligt fortegn? Og hvorfor har vi ikke set mere fokus på ligestillingsområdet fra hendes side, når nu der skulle en reel grundlovsændring til, før hun selv kunne indtage den magtfulde position som Danmarks monark?

Spoler man tiden tilbage, findes en del af svaret måske allerede den kolde januardag i 1972, hvor en tydelig berørt dronning Margrethe træder ud på balkonen på Christiansborg Slot sammen med daværende statsminister Jens Otto Krag (S) for at blive udråbt som regent.

Dronningen takker dybfølt for den støtte, som hendes netop afdøde far har modtaget fra befolkningen og beder om den samme tillid til at udføre sit hverv som Danmarks dronning, et hverv hun derefter beskriver som sit “livs mål,” hvori hun vil lægge al sin flid og alle sine kræfter.

Og det er netop heri, i det skæbnesvangre, det uomgængelige, at man må forstå dronningens tilgang til sin post, mener Marianne Singer, der er kongelig hofreporter på Billed-Bladet.

– Dronningen har altid været meget beskeden og sagt, at det var en tilfældighed, at hun havnede på tronen, at det ikke var noget, hun havde arbejdet for at opnå. Og derfor tror jeg heller ikke, at det at være kvinde fyldte noget for hende, da hun overtog tronen.

Tværtimod skyder Marianne Singer på, at dronningen formentlig har været træt af det store fokus, der var på hendes køn i forbindelse med hendes indsættelse.

– Jeg tror ikke, hun forstod, hvorfor det skulle have så meget opmærksomhed, for det havde det jo ikke fået, hvis vi havde fået en mandlig monark, og i sig selv er rollen som monark jo ikke en kønsbaseret rolle, fordi det er en plads, man arver. Derfor har hun også altid understreget, at hun var regent for begge køn.

Men den kønnede opmærksomhed kunne dronningen ikke komme udenom, fortæller Emma Rønberg Paaske, der er historiker og arkivar på Rigsarkivet samt medvært på DR-podcasten “Dronningeriget”.

– Hvis man kigger i ugebladene fra den tid, er der en udtalt bekymring over, at det er en ung kvinde, der nu går på tronen – og tilmed en småbørnsmor. Mange var bekymrede for, hvordan hun nu skulle klare det, og hvad med hendes mand? Hvad var hans rolle?

Faktisk er det bemærkelsesværdigt, at mange af de bekymringer, der blev nævnt i forbindelse med dronningens indsættelse, er ting, der også blev diskuteret, da Helle Thorning-Schmidt blev valgt som Danmarks første kvindelige statsminister, påpeger Emma Rønberg Paaske.

– Der er bare noget specielt over at være den første kvinde på en toppost, og jeg tror også, at dronningen altid har været bevidst om, at hun var en kvindelig regent. Men samtidig har det aldrig været det, hun ville huskes for. Hun har altid betonet, at hun gerne vil huskes for at have gjort sig umage.

Lidt ligesom Dolly Parton

Det var et Danmark i opbrud, dronningen satte sig i spidsen for, da hun overtog tronen i 1972.

Kvindebevægelsen buldrede frem med krav om ligeløn og lige muligheder for alle, og samtidig havde Ungdomsoprøret et par få år forinden bragt store politiske og kulturelle omvæltninger med sig i både ind- og udland.

De mange opgør førte også til en naturlig genovervejelse af kongehuset som institution, hvilket stod klart i en måling fra Gallup fra 1972, hvori hele 40 procent af danskerne svarede, at de mente, at Danmark burde overgå til at blive en republik.

– Dronningen trådte til i en tid, hvor mange ønskede at gøre op med de gængse normer og alt det, man førhen havde hyldet, som kernefamilien og de traditionelle magtinstitutioner, fortæller Emma Rønberg Paaske.

– Men hendes indsættelse markerede også en modernisering af kongehuset. Befolkningen havde krævet mere ligestilling og fået det, selv om det nok også handlede om, at hendes forældre Frederik 9. og dronning Ingrid var populære skikkelser, hvis slægt man gerne ville bevare.

Om hun ville det eller ej, varslede dronningens kroning altså nye tider, og der gik da heller ikke længe, før hun demonstrerede, at man kan gøre det at være kvinde og regent på mange måder.

– Dronningen har været et forbillede for mange kvinder, fordi hun hurtigt trådte ind på nogle baner, som kvinder ikke førhen havde gjort, siger Tine Lund-Bretlau, der er direktør i White Clouds og medstifter af tænketanken Equalis, og nævner blandt andet dronningens fortid i flyverkorpset.

– Jeg synes på mange måder, at man kan sige, at hun har kæmpet kvindesagen på sin egen, lidt underspillede facon, lidt ligesom Dolly Parton for nu at komme med en sjov sammenligning – de har begge været kvinder i erhverv, der typisk har været domineret af mænd, men frem for at italesætte det som noget særligt, har de vist, at det er noget, man sagtens kan.

Og på den måde har dronning Margrethe faktisk adskilt sig markant fra tidligere dronninger, der har haft sværere ved at tage magten på sig, forklarer Jeanette Varberg, arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet.

– Den engelske dronning Victoria gik voldsomt meget op i familielivet til trods for, at hun i 1800-tallet regerede over en fjerdedel af jordens befolkning. Hun mente, at kvindens plads var i hjemmet, og den holdning var ødelæggende for kvindekampen.

– Men heldigvis har dronning Margrethe vist, at man helt naturligt kan varetage et profileret topjob, selv om man har små børn, og på den måde har hun gjort det modsatte – hun har aldrig undskyldt for magten, men derimod taget den som den største selvfølgelighed, mener Jeanette Varberg.

Kvinder skal tale lidt mindre og vise lidt mere

Men selv om dronningen hurtigt markerede sig som monark og med største naturlighed gled ind i alverdens magtfulde fora, har hun aldrig forholdt sig særlig eksplicit til spørgsmålene om køn og ligestilling.

Tværtimod har hun udtalt, at kønsrolledebatten ikke var hendes “store nummer”, og at hendes eget forhold til kvindefrigørelsen var “resultatet af en tilfældighed.”

Og lige præcis den pragmatisme var det ikke alle i tiden, der beundrede, hvorfor flere frontløbere i 70’ernes kvindebevægelse da også røg hurtigt til tasterne.

“Hvor trist hun ikke har større forståelse for den kamp, langt de fleste kvinder vitterligt må præstere inden for så basale områder som uddannelse, stillingsbesættelser og arbejdsdeling i hjemmet for at få samme udgangspunkt som manden,” skrev en fortørnet Hanne Dam, der dengang arbejdede som journalist på Information, i en leder under overskriften “en politisk dronning” i samme avis.

Men for at forstå dronningens tilgang, er det nødvendigt at huske på, hvor politisk kvindebevægelsen var på det tidspunkt, mener Lene Bull Christiansen, der er kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet.

– Vi glemmer sommetider, at rødstrømpebevægelsen også var meget udskældt dengang, og at dronningen, som den meget midtersøgende og altomfavnende figur, hun er, ikke kunne forene sig med den. Jeg tror, hun har betragtet 70’er feminismen som en radikal position, som flertallet ikke ville kunne spejle sig i, og at det ville være blevet tolket som meget eksplicit politisk, hvis hun havde udtalt sig dengang, hvor det i dag er mere mainstream.

– Ja, om vi vil det eller ej, er ligestillingsspørgsmålet jo ret politisk, medgiver Emma Rønberg Paaske, hvorfor hun også tror, at dronningen meget bevidst har holdt sig ude af den debat.

– Men nogle har helt sikkert ment, at hun burde have støttet kvindesagen noget mere.

Det er nok ikke til at komme udenom, at nogle kvinder i 70’erne har følt sig svigtet, mener Tine Lund-Bretlau, men tilføjer, at dronningen samtidig altid har gjort en dyd ud af at være apolitisk.

– Hun har ikke haft behov for at dele vandene, og så tror jeg, at hun har været af den overbevisning, at kvinder skulle tale lidt mindre og vise lidt mere. Hun har aldrig gjort et nummer ud af, at hun var kvindelig regent, men blot taget rollen på sig og udført sin opgave.

Topdirektør i kongehuset

I løbet af dronningens regenttid er kongehuset løbende steget i popularitet, og i den nyeste måling fra 2024, som Epinion har foretaget for DR, lyder det, at hele 89 procent af danskerne er positivt stemt over for dronning Margrethe.

– Dronningen har en ikonisk status, fordi hun både har været beviset på den kvindelige leder, men samtidig har repræsenteret den her moderskikkelse, som har udvist omsorg for os alle sammen og er kommet med moralske rettevisninger. På den måde har hun været frontløber på nogle tendenser inden for ledelse, hvor lederskab ikke kun handler om at bestemme, men også handler om at være plejende og opmuntrende, siger Lene Bull Christiansen.

Derudover har hun aldrig været bange for at udtale sig bramfrit om det at være mor og husmor, fortæller Marianne Singer.

– Hun har altid været åben om, at hun ikke var så god til den her husmorrolle, og egentlig heller ikke var så vild med at være småbørnsmor, hvilket jo er et tabu, vi hører mange kvinder bryde med i dag.

Dertil har hun heller aldrig været bange for at tage de svære beslutninger, som da hun i 2022 valgte at fratage titlerne fra prins Joachims børn, påpeger Marianne Singer.

– Det var en hård beslutning, men en beslutning, som hun mente, var nødvendig for monarkiets fremtid, og på den måde har hun altid været revolutionerende på sin egen stille måde, fordi hun så sikkert har bestredet den her topdirektørpost i kongehuset.

I det hele taget har det haft enorm betydning og udsendt en stærk signalværdi, at danskerne valgte en kvinde på tronen, mener Jeanette Varberg.

– Dronningen har skrevet sig ind i historiebøgerne som en klog, stærk og farverig regent med stor personlighed. Hun har markeret sig tydeligt på ligestillingsområdet ved eksemplets lysende enkelthed og gjort præcis det, hun skulle, nemlig vist, at en kvinde uden problemer kunne regere i 52 år.

Og nu er de 52 år så ved at være forbi, når dronningen søndag den 14. januar overlader tronen til sin søn, der dermed bliver kong Frederik 10.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kommer til at se mere fra dronningens hånd, spår Billed-Bladets kongelige hofreporter Marianne Singer.

– Jeg tror på ingen måde, hun forsvinder, og nu ved vi jo også, at hun skal være rigsforstander, så hun kommer stadig til at have en stor formel rolle i kongehuset. Men jeg tror, hun vil fokusere på det kreative og virkelig koncentrere sig om de ting, hun elsker at lave som at brodere og male.

– Selv om hun nu også altid har sagt, at hun elsker at være dronning, slutter Marianne Singer.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: